- Tak til mine forældre, som er så åbne og tolerante overfor min måde at bruge vores families historie på og gøre den til litteratur.
Sådan lyder det fra Iben Mondrup, den taknemmelige vinder af The Blixen Literary Award på 100.000 kroner. Den blev uddelt fredag aften ved bøgernes svar på Oscar-festen: Den store Blixen-gallafest i Den sorte diamant i København.
Hendes forældre var blandt de 600 gæster til stede ved overrækkelsen. De bor til dagligt i Grønland, ganske som forældrene i romanen 'Karensminde' har gjort det. Men tog altså turen til Danmark for at overvære hyldesten til deres datter.
Læserne har fulgt familien på 5
The Blixen Literary Award gives til årets skønlitterære udgivelse. Og Iben Mondrup har med sin roman 'Karensminde' udvist exceptionelt talent, lyder begrundelsen fra priskomiteen.
Iben Mondrup har også oplevet enorm interesse fra læserne for hendes fortælling om familien på 5 - Jens og Karen og deres tre børn Hilde, Knut og Bjørk. De bor i Grønland, mens børnene vokser op. Det skildrede Iben Mondrup i romanen 'Godhavn' fra 2014.
I efteråret 2016 udkom hun med fortsættelsen af familiens historie. De voksne børn er flyttet til Danmark, og deres forældre følger efter og bosætter sig på gården 'Karensminde'. Det lyder, som om det kunne trække op til en idyllisk familieforening, men sådan går det desværre ikke.
Jublende barn ved scenen
Alle prisvinderne tog imod anerkendelsen på scenen med åbenlys glæde. Men den gladeste gæst i salen til Blixen-prisfesten var uden tvivl komikeren Anders Matthesens lille bonusdatter, som sprang op fra sit sæde og jublede, mens han tog imod prisen på scenen.
Anders 'Anden' Matthesen fik prisen for årets lydbog. Han indtalte selv børnebogen, 'Ternet Ninja', som han udgav i efteråret. Og i sin takketale afslørede han, at han elskede at høre lydbøger som barn. Så meget, at han brugte tiden på at høre Disneys historier, da han burde have læst til eksamen som 18-årig.
Mord og uhygge til folket
Som en splinterny tilføjelse valgte forfatter- og formidlingsbranchen denne gang at uddele en pris til landets bedste litteraturformidler. Et mennesker, der smitter andre med sin glæde for bøger.
Den pris gik til kvinden, der siden 2001 har banket krimimessen i Horsens op fra at være et fagligt arrangement for bibliotekarer til at være en gedigen publikumsmagnet i det tidligere statsfængsel i byen.
Vibeke Johansen, der har fået tilnavnet 'Krimimor', er som bærende kraft lykkedes med at skabe en messe, som tiltrækker store forfatternavne fra både ud- og indland. Og gæsterne kvitterer ved at komme i stadig større tal.
Juryen bag den nye formidlingspris valgte at belønne dette lange, seje træk i formidlingen af bøger med både hæder og 30.000 kr.
Priser til kendte forfatternavne
Det var ikke kun Iben Mondrup, der kunne glæde sig over en gave på 100.000 kroner.
Den anden pris i samme økonomiklasse, Zinklar-prisen, gik til Pia Juul. Hun er kendt som en af de største danske forfattere indenfor digte og noveller. Pia Juuls seneste udgivelse var 'Avuncular: onkelagtige tekster' i 2014.
Jens Christian Grøndahl leverede sidste år det, der er blevet kaldt 'en lille, intens roman', bogen 'Tit er jeg glad' om den 70-årige Ellinor, der lige har mistet sin mand. Portrættet af denne kvinde udløste den såkaldte Isak Dinesen-pris på 50.000 kroner.
Rejserne og eventyret har været gennemgående for Ib Michaels forfatterskab. Det blev han belønnet for, da han fik Dansk Forfatterforenings H. C. Andersen Legat.
- Jeg elsker H. C. Andersens rejseskildringer. Det er med stolthed, jeg vedkender mig arven fra ham, sagde Ib Michael som reaktion på prisen.
En anden type rejse har DRs korrespondent Mathilde Kimer foretaget sig. Hun var konsekvent til stede i Ukraine, da krigen om den østlige del af landet brød ud i 2014. Hun fulgte nogle af de mennesker på begge sider, som blev revet med ind i konflikten, og skrev bogen 'Krigen indeni' om sine oplevelser og baggrunden for krigen. Det indbragte hende Blixenprisen for årets faglitterære udgivelse.
