En aften for to år siden voksede der en bog frem i hovedet på Kirstine K. Høgsbro.

Hun lå og puttede sin søn, da en masse ord og sætninger pludselig væltede ind. Tekst til et helt univers.

- Det var en strøm af fortælling. Moren kom, faren kom, pigen kom. Hele den scene, hvor moren dør, fortæller Kirstine K. Høgsbro.

Med sin lille, sovende søn i den ene arm skrev hun straks det hele ind på sin mobil med den frie hånd: En scene om en ung kvinde, der mister sin mor. Om de store beslutninger i livet. Om ikke at have fat i verden og løbe tør for tid.

Kirstine K. Høgsbro fik selv døden tidligt ind på livet: Hun var bare ni år gammel, da hendes far begik selvmord. Og da ordene kom væltende, havde hun lige haft døden tæt på igen.

- Min kone mistede sin søster. Hun var ung, og det var frygteligt. Det er frygteligt, retter Kirstine K. Høgsbro sig selv.

- Det gjorde jo vores liv til noget helt andet og har været mega sorgfuldt og meget alvorligt. Vi har været meget nede i eksistensen.

Gemmer sig for sin nabo

I et halvt år skrev Kirstine K. Høgsbro videre på universet om den unge kvinde, hendes forældre og veninden B. Der var kun én regel: Hun skulle skrive alt, hun kom på. Det hele skulle med.

- Det var en måde at kortslutte tvivlen. Den har man altid med sig, men det handler om at få den tøjlet tilstrækkelig meget til, at man kan få arbejdet, siger Kirstine K. Høgsbro.

Hun har tidligere skrevet flere teaterstykker om menneskers skæve måder at være og leve på - og modtaget en stor talentpris for sit arbejde. Men med sin kones søsters død havde hun brug for at forlade teaterstykkernes tempo og dramatik og prøve kræfter med litteraturen.

Og nu er strømmen af ord og fortælling udkommet som bog.

I 'Med hensyn til at blive ny' har den unge kvinde lige mistet sin mor og isolerer sig i et sommerhus. Hun vil prøve at finde sig selv. Når hovedpersonen i bogen ser tilbage, er hendes barndom og ungdom også fyldt med situationer, hun ikke rigtig har greb om.

Hun ønsker en fast kæreste, men vender igen og igen tilbage til en fyr, der kun vil have åbne forhold. Hun efterligner sin venindes bevægelser og personlighed. Hun føler sig ikke hjemme i "voksne bevægelser" – altså sådan noget med at trække gardinerne ned eller skrue op for ventilationen.

Ting sker omkring hende, og hun lader ligesom hele tiden andre bestemme, hvem hun er, og hvad hun gør.

Følte frit fald efter sin fars selvmord

Det er ikke Kirstine K. Høgsbros eget liv, der står beskrevet i bogen. Da hun selv var på den alder, følte hun sig faktisk rimelig selvsikker i, hvordan hun skulle begå sig blandt venner, i hverdagen og i verden.

På overfladen i hvert fald.

Nedenunder havde hun til gengæld en voldsom angst for, at verden skulle falde fra hinanden. Den opstod efter hendes fars selvmord.

- Det paralyserede mig totalt: at vi skal herfra, at der findes et "intet". Når man er ni år, er det vildt at blive introduceret for. Jeg husker det som en fysisk følelse af et frit fald.

Følelsen af et fald ned i afgrunden har forfulgt Kirstine K. Høgsbro siden. Ikke konstant, men i perioder og i små situationer, hvor hun er nødt til at rejse sig, bevæge sig, komme ud. Væk fra fornemmelsen af at falde ned i ingenting.

I hendes roman er temaet om liv og død blandt andet med som to simple sætninger, der dukker op igen og igen gennem bogen: Husk, at du skal dø. Husk, at du skal leve.

- For vi er her jo også, lige nu i verden. Og det er for sindssygt. Man bliver nødt til at overgive sig til alt det rod, der er livet. Det er alvorligt og eksistentielt, men det lette, sjove og overfladiske er lige så meget en del af livet, siger hun.

Når det er pinligt at gå ind i en butik

I 'Med hensyn til at blive ny' har hovedpersonen ikke lyst til at støde ind i andre mennesker i sommerhus-området. Hun kigger den anden vej og gemmer sig i en busk for ikke at skulle hilse.

Bogen er fyldt med den slags små besynderlige situationer og tanker, som de fleste mennesker nok kender til. Men som de færreste taler om. Måske fordi vi frygter at tabe ansigt.

- Jeg tror, det ubetinget er noget af det, jeg synes er mest interessant: alt det, der foregår af mikroskopiske samspil mellem mennesker.

- Man er jo fredet, så længe man bare er sig selv. Så kan man blive til inde i sit hoved. Men hver gang, vi møder hinanden, bliver vi jo til i det møde. Det kan man ikke altid overskue, siger Kirstine K. Høgsbro.

For nylig var hun selv på vej ind i en butik. Bare lige for at se, hvad de havde. Men gennem butiksruden opdagede hun, at der ikke var andre kunder.

Hvis hun gik ind, ville ekspedienten helt sikkert sige: "Kan jeg hjælpe med noget?". Og så skulle hun pludselig leve op til de forventninger, der er til kunder: at man ved, hvad man vil have. At man køber noget.

Så i stedet gik Kirstine K. Høgsbro forbi butikken. Væk.

- Jeg tænkte: "Du er 41 år, du er voksen; selvfølgelig kan du godt gå ind," siger Kirstine K. Høgsbro.

- Men jeg synes, det var pinligt. Jeg havde ikke lyst. Jeg havde lyst til at stå bag min mors kjole og sige, at nogen skal gøre det for mig.

Lander aldrig som en rigtig voksen

Faktisk bryder hun sig meget lidt om alle former for samvær, hvor der er et forventningspres. Dér, hvor hun skal være på en bestemt måde, for at situationen går godt.

- Indtil for nylig havde jeg en forventning om, at man ville lande som voksen. At så ville jeg kunne det, der skulle til. Men så går det op for én, at der bare kommer nye ting til. At de ting, man allerede kan, måske slet ikke kan bruges til noget længere, siger Kirstine K. Høgsbro.

- Det bliver ved med at være pinligt og angstprovokerende at være menneske. Det er ubehageligt at være den, der gør noget kikset og forkert, så vi passer helt vildt på vores lille, skrøbelige identitet. Det er sødt, og samtidig er det vildt komisk, for vi mister den jo helt sikkert alligevel, smiler hun.

Det er også kommet lidt bag på hende selv, at livet bare er dét ene liv. At man ikke får en anden barndom og ungdom. At ens skoletid, juleaftener og sommerferier var netop sådan, som de var.

De kommer ikke igen i en bedre udgave, hvor man kan være et bedre sted og gøre det hele på en bedre måde.

Kirstine K. Høgsbro læner sig frem og parodierer sin egen tankestrøm:

- Hvad, er tiden allerede gået! Jeg vil også bare være ny igen! Nu ved jeg lige lidt mere. Giv mig lige en chance til, hvor tiden kan starte forfra, griner hun.