Douglas Stuart har lige gået en morgentur, da jeg møder ham i ét af kunstmuseet Louisianas baghuse ud til den solbeskinnede øresundskyst.

Han har overnattet i Louisianas bådhus med udsigt ud over vandet, hvor flere af kunstmuseets fineste gæster og kunstnere typisk overnatter, når de besøger museet. Nu står han her i en fin, blå skjorte og moderigtige hvide sneakers.

Sådan er livet, når man er forfatter og for et år siden har modtaget én af verdens mest prestigefyldte bogpriser, Booker Prize – og så endda for ens debutroman.

Men det var langt fra dét, han selv havde forestillet sig, da han som 16-årig stod forældreløs i den fattige del af Glasgow.

Douglas Stuart er født 1976 i en af den skotske bys dunkle forstæder med en far, som forlod familien, da Douglas selv var barn. Hans mor drak. Hun var fraværende, men alligevel elskende, som en mor bør være. Familien levede i fattigdom, og samtidig kæmpede han med at finde sig selv som homoseksuel.

Det er hans opvækst, der er udgangspunktet i den selvbiografiske bog 'Shuggie Bain', som i foråret udkom på dansk, og som han besøger Louisiana Literature for at tale om.

- Man skriver jo altid om den verden, man kender, og de ting, man har oplevet. 'Shuggie Bain' er fiktion og ikke en egentlig selvbiografi, men Shuggie og jeg har mange paralleller. Temaerne er de samme, men ikke ned til de konkrete scener.

- Jeg voksede op i en familie som Shuggie. Jeg voksede op i fattigdom under Thatcher-regeringen, hvor vi var afhængige af offentlig forsørgelse, og min mor havde et alkoholmisbrug, så lang tid jeg kan huske tilbage. Så bogen er skrevet fra mit indre jeg, selvom flere konkrete scener er fiktive, siger Douglas Stuart.

Forsvandt ind i en fantasiverden

Douglas Stuart kalder sin egen barndom i Glasgow for ensom. En by som han for allerførste gang forlod, da han var hele 18 år gammel. Først da han var 22 år, tog han for første gang uden for Skotlands grænser.

Derfor fandt han som barn trøst i at skabe fantasiverdener, så han kunne slippe væk fra virkeligheden. Og da han var 16, var det bøgerne, der fangede hans interesse – hvilket blev én af hans flugtveje.

Hans drøm var at læse engelsk litteratur, men det kunne man jo ikke, når man kommer fra et hjem uden en eneste bog på hylden. Så han valgte i stedet at læse tekstilproduktion – for som han siger, var det det mest praktiske, for Skotland er nærmest mest kendt for tekstil – og selvfølgelig whisky.

Ironisk nok var det hans uddannelse inden for tekstilindustrien, der fik ham til at skrive 'Shuggie Bain'. På det tidspunkt var hans liv ændret totalt fra dengang, han var barn.

Glasgow var skiftet ud med det flashy liv i New York, og det var lykkedes ham at arbejde sig op på de karrieremæssige tinder i nogle af de helt store brands som Calvin Klein, Ralph Lauren og Kate Spade.

Det var dér, i 2008, at han begyndte at skrive 'Shuggie Bain'. På det tidspunkt havde han været sammen med sin amerikanske mand i flere år, men alligevel følte han ikke, at hans mand egentlig forstod, hvor han kom fra.

Ville beskrive sin egen baggrund

- Jeg tror, jeg havde hjemve efter at have boet i New York i 12 år, og jeg fandt ud af, at mange omkring mig ikke kendte meget til det, jeg egentlig kom fra. Så jeg begyndte at skrive 'Shuggie Bain' for at beskrive min verden – også for mig selv. Og for at mindes den verden og de mennesker, som jeg også elsker højt, selvom der også var en del sørgelige minder, siger han.

Der var flere grunde til, at det først var ti år senere, han blev færdig med at skrive bogen, og 12 år senere, at den blev udgivet.

For det første havde han ingen erfaring med at skrive. For det andet havde han aldrig rigtig lyst til at færdiggøre bogen, fordi han nød at være i den verden. Og for det tredje tillod jobbet i New York ham kun at skrive en lille halv times tid om morgenen, inden han måtte fræse afsted til kontoret.

Til gengæld elskede han de ellers forhadte lange flyrejser, jobbet trak med sig. Dér kunne han nemlig skrive i stilhed.

Men hele skriveprocessen var også hård.

- Mange fyre fra arbejderklassen taler ikke om mental sundhed. Man taler ikke om, hvad man føler. At skrive så mange personlige historier ned på papir, tvang mig ikke kun til at konfrontere mine egne traumer. Det tvang mig også til at tillade andre stemmer end kun min egen til historien og samtidig også at få sympati for de andre karakterer.

- For hele bogen kunne jo ikke handle om, hvad Shuggie følte. Den skulle også handle om de andre.

- Så jeg er et helt andet menneske nu, i forhold til da jeg begyndte at skrive bogen – måske også, fordi der er gået så lang tid. Men jeg har forstået, hvad der fik andre mænd og drenge til at mobbe mig, fordi jeg var queer. Jeg forstod, hvad alkohol betød for min mor, og hvorfor hun drak. Jeg har reflekteret over de smerter, jeg har været igennem.

- Og jeg føler, det bedste, man kan gøre med smerte, er at transformere den til det smukkeste, man kan.

Research har gjort ham klogere

I bogen fornemmer man det store kærlighedsforhold mellem moren og Shuggie, og Douglas Stuart har heller aldrig været vred på sin mor over, at hun drak for meget, lige så længe han kan huske.

For hvorfor skyde skylden på den, det hele gjorde mest ondt på, som han siger.

Selvom det kan være svært at forstå, hvad der fik en mor til et lille barn til at drikke sig ihjel, så har hans research gjort ham klogere.

Hans mor var født i den fattigste del af arbejderklasse i 50-60'erne i Skotland. Hun havde giftet sig med en mand, der sked på det meste. At tage en universitetsuddannelse var primært noget for de rige, og så var arbejdsløsheden gigantisk. Og hvad gør man så, når ens drømme rækker videre end det? Man drikker, siger Douglas Stuart.

Og det gør man for at forsvinde væk fra det hele.

- Som barn af en afhængig tænker du tit, at det er din skyld, at dine forældre drikker. At hvis du havde gjort et eller andet anderledes, så ville det forsvinde. Det har været helende for mig at skrive bogen og Shuggies mors historie, så hun selv styrede sine valg og selv var ansvarlig for dem, siger Douglas Stuart.

Selvom bogen kan virke som en sviner til neoliberalismens brølende løvinde, Margaret Thatcher, og den politik, hun førte, så har det ikke været meningen, at bogen skulle være politisk. Alligevel kan det ikke undgås, at bogen er politisk, siger han. For alt drejede sig på det tidspunkt om politik.

- Egentlig vil jeg bare gerne vise, at lidelse var noget, der gik ud over mange andre. Når mænd mistede deres arbejde, så led kvinder og børn. For mig er det en vigtig historie at fortælle, fordi misbrug er en ting, vi ofte ikke taler om. Og derfor håber jeg, at bogen kan hjælpe andre med at føle sig mindre ensomme.

Han tror, det er endnu sværere at være fattig i dag, end det var dengang, han selv voksede op. Dengang kendte man stort set kun andre fra samme klasse som én selv – og kunne ikke følge Kardashian-familien og alle de andre rige på Instagram.

Til trods for din baggrund, og at det ofte kan være svært at bryde den sociale arv, er du alligevel stormet frem i modebranchen – og nu også i bogbranchen. Hvordan har du formået det?

- Mange tror, at jeg har haft en stor drøm og plan om at ville til New York, allerede fra da jeg var barn. Når jeg tænker tilbage, så har mine mål faktisk været stille og rolige. Jeg har haft fokus på det, jeg skulle i den kommende uge og har gjort det bedste, jeg kunne.

- Nogle gange føler jeg, vi kan demotivere andre ved hele tiden at opmuntre alle til lave kæmpe mål langt ude i fremtiden. Når alt kommer til alt, så handler det om, at man skal gøre det, man elsker, siger Douglas Stuart.