Efteråret er over os: Læs højt for én du kan lide

Når gyldne blade hvirvler rundt udenfor, er det tid til at finde bøgerne frem. Men hvorfor ikke læse sammen i stedet for hver for sig?

- Højtlæsning er noget alle kan gøre som en måde at komme tættere på hinanden. Man deler ting, man normalt ikke ville have delt, siger Mette Steenberg, der forsker i læsning. (Foto: © diana bach)

Når skoene er våde, og halsen kradser, kan varm the og højtlæsning være lige det efterårsfix, du har brug for.

Netop fridagene i efterårsferien er den oplagte mulighed for at komme i gang med at læse højt for dem, du kan lide.

En af landets mest erfarne professionelle læsere fortæller her, hvordan du kan bruge bøgerne og stemmen til at give nærvær, intimitet og fortrolighed plads i dit liv.

Kræver fuld opmærksomhed

- Højtlæsning er et sanseligt og privat pusterum. Men det er også enormt tidskrævende og ineffektivt. Man kan ikke gøre andet imens, så der er virkelig et stort ressourceforbrug. Netop derfor skal vi gøre det, derfor er det givende, fortæller Mette Steenberg.

Hun forsker i læsning, men står også bag Læseforeningen, en forening der arrangerer højtlæsning for ensomme og socialt isolerede mennesker.

Det er ikke kun folk, der har været ude for en særlig stor mængde sorg, tab og tabuer i deres liv, som har godt af at få læst højt, siger Mette Steenberg.

- Højtlæsning er noget alle kan gøre som en måde at komme tættere på hinanden. Man deler ting, man normalt ikke ville have delt.

Lyden af et andet menneskes stemme

- Halvdelen af oplevelsen er også lyden af den anden persons stemme. Bassen, rytmen og tonen. Det er virkelig en intim og sanselig ting at dele. Og så giver det stof til eftertanke og river folk væk fra fjernsynet eller computeren, understreger formanden for Læseforeningen.

Det er faktisk ikke så svært. Find en god bog. Ryd kalenderen i en times tid og læg mobilen udenfor rækkevidde. Og nyd så at være sammen med kæresten, vennen eller familiemedlemmet om den oplevelse, som åbner sig med sproget og fortællingen i bogen.

Undervejs kan I gøre plads til at diskutere meningen med historien, karakterernes handlinger og hvad I synes om det, I har læst.

Gør dig klogere end facebook

Det er her højtlæsningen udkonkurrerer fx de sociale medier, hvad angår kontakt med andre menneskers følelser, mener Mette Steenberg.

- Litteraturen er det eneste sted, hvor vi får en så privilegeret adgang til et andet menneskes subjektive og inderste tanker. Her kan vi virkelig lære at forstå andre mennesker og deres adfærd.

Mette Steenberg tøver ikke med at kalde højtlæsning for en af de vigtigste kulturelle praksisser, vi har.

- Det er ofte sådan børn lærer at læse menneskelig adfærd. For eksempel i spørgsmålet om godt over for ondt.