Det gik først sådan for alvor op for Rolf Sparre Johansson, at noget var helt galt, da pædagogerne i hans datters børnehave måtte hjælpe ham ned at ligge på en sofa.

Det var en mørk februar eftermiddag, og udadtil var der ikke noget, der adskilte dagen fra så mange andre hverdage for den 34-årige far.

Indtil han ud af det blå begyndte at hyperventilere.

- "Nej, nej, jeg er helt okay", prøvede han affærdigende at sige til de bekymrede pædagoger, der nu ringede 112.

Men der kom bare ikke nogen ord ud af munden på ham, husker han.

Det, han oplevede den februar eftermiddag i 2020, var en belastningsreaktion.

En reaktion, der havde været et par måneder undervejs, men som han havde pakket væk i hverdagens trummerum.

En måned tidligere var han blevet far til sit og kærestens tredje barn. Han var tre år forinden desuden blevet færdiguddannet og havde udskiftet studielivet med arbejdsmarkedet. Hverdagens rutiner fyldte nu alt.

- Jeg havde kløet for hårdt på. Mine dage bestod af at komme op om morgenen, tage børn i skole, gå på arbejde, hente børn, lave aftensmad, putte børn og så gå i seng igen.

- Men jeg er åbenbart indrettet sådan, at jeg har brug for også at være noget andet end en "forældremaskine", forklarer han i dag.

En hæsblæsende start – og en brat opbremsning

I 2015 ramte den første bog fra Rolf Sparre Johanssons hånd verden. En digtsamling med titlen 'Søvn', som han havde skrevet på og om barslen med sit første barn.

Derefter gik det slag i slag med nye, anmelderroste digtsamlinger. I 2016 udgav han 'Begravelse' om sorgen efter at have mistet sin mor – og i 2018 digtsamlingen 'Piedestal'. Og i 2017 afsluttede han oven i købet sine studier litteraturvidenskab ved Københavns universitet.

Men så blev der stille ved tastaturet.

På få år gik han fra at være studerende og spirende forfatter til at være far til tre med fast job.

Nu havde han ikke længere den samme fleksbilitet, som da han studerede, hvilket gjorde det svært at arbejde som forfatter på samme måde som før.

Men at der i flere år derfor ikke var plads eller overskud til at skrive, var både "svært og frustrerende" for Rolf Sparre Johansson.

- Det har tæret så meget på mig, at jeg i flere år ikke har kunnet skrive. At skrive digtet her har derfor været livsgivende for mig – og nødvendigt, fortæller han om arbejdet med sin kommende bog, 'Lysets Jord'.

Og selvom Rolf Sparre Johansson altid har syntes, det var "lidt fjollet", når andre forfattere proklamerede, at de "var nødt til at skrive", viste episoden i børnehaven, at det faktisk også gjaldt for ham.

- En stor del af min selvopfattelse er at være forfatter. Det er noget, jeg længe har ønsket at være. Noget, jeg har opnået.

- Men det er ret underligt at være en person, der skal skrive for at have det godt. Jeg forstår det faktisk ikke. Men sådan er det blevet med mig.

Det indså han, da han lå dér på sofaen i børnehaven.

Snart efter indtraf pandemien. Landet lukkede ned, og Rolf Sparre Johansson blev sendt hjem fra sit arbejde.

Hjem til familien – og hjem til tastaturet.

- Det, der sker, når man i lang tid lever på en måde, man ikke kan holde til, er – for mit vedkommende – at jeg mistede overblikket og ikke var klar over, hvad der foregik.

- Det er den tilstand, jeg har skrevet 'Lysets Jord' i. Og det er også den tilstand, jeg indirekte har skrevet om, forklarer han om digtsamlingen, der både berører temaer som ensomhed, isolation og arbejdsløshed.

En proces og en nedlukning, som bogen derfor er et direkte resultat af.

- Den er opstået i en periode af mit liv, som har været ret svær. Men det har samtidig også været en periode i mit liv, hvor jeg, på grund af min krise, har været nødt til at mærke mig selv bedre.

Og selvom den nye digtsamling ikke er selvbiografisk, så kan han godt spejle sig i den. For den har været en stor del af en længere personlig rejse mod at turde mærke sine egne følelser bedre, fortæller den 36-årige forfatter.

- At skrive denne her bog har været en del af bestræbelsen på at blive bedre til at mærke mig selv. Jeg har også en oplevelse af, at teksten er opstået ud af ingenting, fordi den netop er skrevet i en periode, hvor jeg ikke har taget mange bevidste beslutninger i skriveprocessen, men i stedet har ladet mavefornemmelsen styre.

Og så har han brugt arbejdet med bogen til at forstå den krise, han befandt sig i:

- Nogle af de ting, som jeg oplever som overvældende eller svære at forstå eller rumme, kan jeg få til at gå i stå ved at skrive om dem.

På den måde kan han fastholde oplevelserne, og måske endda gøre dem mere forståelige for sig selv.

- Jeg ved ikke, om det er det, der gør, at det er nødvendigt for mig at skrive. For det er der nok også en psykologisk forklaring på, som jeg ikke kan give dig, griner han let.

På den anden side

I dag, knap to år efter han lå på sofaen i børnehaven og blev talt til ro af en operatør fra alarmcentralen, er han ikke længere i krise.

- Jeg er på den anden side af at have været i en personlig krise, som han selv formulerer det.

På den side, hvor han både har lært at mærke efter, stoppe op og ikke gemme følelserne væk. Heller ikke de allersværeste af slagsen.

- Det er noget, jeg stadig arbejder på, og som jeg kommer til at arbejde på resten af mit liv: Ikke at fortrænge de ting, der er svære. Det kan være voldsomt. Men også virkelig godt.

- For prøver man at fortrænge, bliver man et monster, der enten er virkelig vred hele tiden, eller som i hvert fald ikke er særlig behagelig at være sammen med – og til sidst bryder man sammen.

Nu har han så, for første gang siden 2018, en ny bog med sine egne ord på vej til udgivelse. Og det føles godt.

- Jeg har mest af alt en følelse af stolthed og glæde over at have fået den skrevet. Det har været en stor forløsning for mig.

'Lysets Jord' udkommer fra forlaget Harpyie 15. september.