Sidste år bragede Thomas Korsgaard igennem med ’Hvis der skulle komme et menneske forbi’, som blev et af årets mest omtalte debutromaner, ikke mindst fordi den bygger på hans egen opvækst.

Bogen fik stor opmærksomhed blandt læsere, i medierne – og ikke mindst hos hans egen familie, der ikke alle tog godt imod den delvist selvbiografiske debutroman. Thomas Korsgaards lillebror udtalte blandt andet til Politiken, at han ikke kunne genkende beskrivelsen af deres forældre.

Men stormen har ikke afskrækket Thomas Korsgaard fra at skrive en opfølgeren ’En dag vil vi grine af det’, der udkom i går.

Den kritik har nemlig ikke noget med romanerne at gøre, mener han. Det handler om noget andet, som han har valgt ikke at lade sig påvirke af.

- Når jeg skriver, kan jeg ikke forholde mig til, om nogen bliver vrede, for så tror jeg, at jeg lukker ned for noget nødvendigt. At kunne være åben og være et sted, hvor alt kan komme med. Det er et meget hensynsløst sted, siger Thomas Korsgaard, da vi mødes dagen før udgivelsen af den nye roman

Langt fra romanerne

Vi sidder på forlaget Lindhardt og Ringhof i det indre København i pæne designmøbler med udsigt til historiske bygninger og Kongens Have i baggrunden. På alle måder langt fra det sted og det miljø, som Thomas Korsgaard skriver om i sine romaner.

Her følger vi teenageren Tue, der vokser op i landsbyen Nørre Ørum tæt på Skive i en dysfunktionel familie, hvor forældrene ikke magter deres opgave, og hvor psykisk og fysisk vold er en del af hverdagen for Tue og hans to yngre søskende.

- Hvis du begynder at blive bange for reaktioner, så kan du ikke skrive, siger Thoms Skovsgaard, der kalder det ’fuldstændig absurd’ og overraskende, at hans første roman fik så megen opmærksomhed.

- En debut forventer folk jo ikke noget af. Den blev trykt i et lille første oplag, og jeg tænkte, jeg var heldig, hvis det solgte, og hvis den blev anmeldt. Det er anderledes denne her gang, fordi folk har læst den første og skriver til mig, at de glæder sig til denne her.

Selvom de to bøger udspringer af det samme selvoplevede stof, så er det noget helt andet at udgive bog nummer to.

- At skrive handler basalt set om at tage sig selv retten til det. Der er jo ingen, der kommer og siger, at det der må du gerne skrive, siger Thomas Korsgaard, der i starten satte spørgsmålstegn ved, om han kunne tillade sig at skrive med udgangspunkt i sine egne erfaringer.

- Jeg var faktisk gået i gang med nogle noveller, men så fik jeg idéen til den første scene i bogen, hvor Tues mor fortæller ham, at hun har en affære.

- Jeg kunne bare mærke, at her var der noget, som var meget, meget vigtigt. Og så måtte jeg gå med det, fortæller han.

Ingen helte

Thomas Korsgaard har været drevet af nysgerrighed og lyst til at forstå bogens karakterer, deres handlinger og motivation, og derfor har det taget ham mindre end et år at skrive romanen.

Et gennemgående mønster for karaktererne er, at de 'overtager hinandens historier og destruktivitet', fortæller Thomas Korsgaard og fremhæver en scene i bogen, hvor moren truer Tue med at fortælle faren, at han er homoseksuel, hvis han afslører hendes affære.

- Det er så grænseoverskridende for ham, for han har ikke engang selv fået lov til at opnå den erkendelse af, at det er han – og så har moren bare set det og stjålet den del af ham. Det er jo virkelig voldsomt. Og sådan er det meget i den familie, siger han og understreger, at Tue selv gentager det handlingsmønster over for sine søskende.

- Der er ingen helte her, det er der jo ikke.

Voldsomt at genopleve ting

I et interview med DR i sensommeren sidste år, talte Thomas Korsgaard, at den nye roman var hård for ham at skrive.

- Der er bare nogle voldsomme scener, som har været ret modbydelige at skrive. Det har været modbydeligt at skubbe Tue ud i de her grænseoverskridende situationer, forklarer han.

- Det er voldsomt at genopleve de ting - men jeg er også et skridt væk fra det.

Distancen til det personlige og ’super følsomme stof’, som han kalder det, ser han selv som en slags ’nødvendig kølighed’.

- Det ville jo ikke fungere for mig, hvis jeg skulle sidde og bryde sammen hver eneste gang, jeg skulle skrive. Man er nødt til at finde et sted at stå i forhold til sit stof, så man kan have med det at gøre, siger han.

At indtage en publikumsplads

Evnen til at se sit eget liv udefra er noget, Thomas Korsgaard har praktiseret lige så længe, han kan huske:

- Det jeg allermest kan genkende i Tue er følelsen af at være udenfor. Når man føler sig udenfor, så står man et sted, hvor man bare kan sidde og se på og registrere. Jeg føler altid, at jeg har indtaget en publikumsplads i mit eget liv.

- Ellers kan der være ting her i livet, som kan være fuldstændig vanvittige at være i, siger han og anerkender, at det nok er en form for overlevelsesmekanisme.

Sådan er det også med bogens tragikomiske titel ’En dag vil vi grine af det’.

- Det er sådan noget, man siger for at kunne blive fri for at snakke om tingene.

- Men det er jo også overlevelse. Hvis de ikke en dag ville kunne grine af det, så kunne de lige så godt lade være med at leve. De er nødt til at have det blik, at derhenne et sted, så ender det godt.