Øjnene på de fremmødte gæster i Skuespilhuset blev våde. Meget våde.
Det skete under den sidste takketale, da Nordisk Råds priser blev uddelt i København i aftes.
Talen blev leveret af den grønlandske - og tydeligt overraskede - forfatter Niviaq Korneliussen, der vandt den prestigefulde Nordisk Råds Litteraturpris for sin roman 'Naasuliardarpi' (på dansk 'Blomsterdalen').
I romanen følger man en ung kvinde de sidste måneder, inden hun begår selvmord. Og de mange selvmord i Grønland var netop hovedtemaet for Korneliussens takketale:
- Jeg har skrevet talen til børn og unge derhjemme. I er grunden til, at jeg har fået denne her pris. Vi har den højeste selvmordsrate i verden, sagde hun og fortsatte:
- Vi har et system, der svigter jer gang på gang, når I allermest har brug for hjælp. De fralægger sig ansvaret - et ansvar, der bliver pålagt jer. Selvom I ikke ved, om I kan holde natten ud. Denne her er til jer, der kan finde styrken til at leve en ekstra dag. Fordi I håber, at dagen i morgen bliver bedre. Og at der måske denne gang er nogen til at tage vare på jer, lød det blandt andet fra 31-årige Korneliussen.
Udover at følge hovedpersonens deroute har hvert kapitel i bogen korte tekster om selvmord, som tæller ned fra 45, som er det antal selvmord, der blev begået i Grønland i 2019.
Til at uddele prisen til Niviaq Korneliussen var lagmand fra Færøerne, Bárður á Steig Nielsen, samt Grønlands selvstyreformand, Múte Bourup Egede.
Ikke desto mindre fik sidstnævnte en heftig kritik med på vejen fra Korneliussen, der indledte sin tale således:
- Jeg forsøgte at skrive en tale til mit lands ledere, men det er jo som at snakke til en mur. Og det er jeg færdig med.
'En smertelig rå fortælling'
Det er første gang, at Nordisk Råds Litteraturpris går til en grønlandsk forfatter.
Niviaq Korneliussen fik tildelt prisen, fordi hendes roman begejstrede juryen med en "levende intensitet".
Desuden lød juryens motivering således:
"Det stærkt rørende værk giver indblik i grønlændernes liv i dag og de traumer, der stadig sætter dybe spor i hverdagslivet. Det er en smuk, men også smerteligt rå fortælling."
"Døden for egen hånd er hele tiden den unge hovedpersons ledsager, men på trods af dette mørke stråler romanens kærlighedsspor af lys og ømhed."
'Blomsterdalen' er udkommet i Danmark, hvor den har fået flere femstjernede anmeldelser. Romanen er desuden nomineret til Politikens Litteraturpris, Montanas Litteraturpris og Kritikerprisen.
Filmpris til danske 'Flugt'
Der var også hæder til flere danske navne, deriblandt Jonas Poher Rasmussen, som har skrevet og instrueret animationsdokumentaren 'Flugt'.
Han kunne gå hjem med Filmprisen, og dermed har han sikret sig endnu en prestigefuld pris til samlingen.
Både på Sundance Film Festival og på Göteborg Filmfestival har filmen fået priser med hjem, og i sidste måned kom det frem, at filmen bliver Danmarks bud på en Oscar-kandidat.
Filmen bygger på historien om Amin, der som mindreårig kom til Danmark fra Afghanistan som uledsaget flygtning. Jonas Poher Rasmussen er ven med Amin og mener, at Amins historie er meget nordisk, fortalte han i sin takketale.
- Amins historie om flugt er for mig en meget nordisk historie, fordi den handler om tillid, som er en gennemgående nordisk værdi. Tillid til systemet, til hinanden, mellem venner og til en mindreårig, uledsaget flygtning, sagde han og fortsatte:
- Vi stoler på hinanden, og vi tror på, at når vi giver noget til hinanden, så kommer det igen. De værdier har givet Amin mulighed for at være flygtning til at være et menneske. Og de værdier er under pres i de her år.
Se Jonas Poher Rasmussens takketale her:
Også Concitos store danske klimadatabase blev hædret med Nordisk Råds Miljøpris. Databasen har katalogiseret 500 af de mest almindelige fødevarer i Danmark og udregnet deres CO2-aftryk.
Den norskfødte skuespiller Jakob Oftebro, som har boet mange år i Danmark, var vært på showet, som bød på flere musikalske indslag fra blandt andet Tina Dickow.