Hvornår har du sidst lukket øjnene og mærket efter? Sådan rigtigt.

Hvordan har din krop det i dag? Og dit sind? Fokuserer du på alt det, du skal nå? Eller lytter du til det, din krop fortæller dig?

Hvis du er skruet sammen, som jeg er, så hører du nok til dem, der gerne vil have styr på dine ting, har fokus på dagens praktiske gøremål på arbejdet og i det hele taget lader din fornuft styre de fleste af dine vågne timer.

Men vi har brug for at mærke, at verden findes, og til dét formål skal vi have aktiveret vores intuition og vores kroppe. Det mener den 32-årige forfatter Helene Johanne Christensen, der er aktuel med digtsamlingen 'Sammenfald'.

- Vi vokser længere og længere væk fra vores fysiske omgivelser og bruger hovedet mere og mere i stedet for sanserne. Som voksne stoler vi på vores fornuft fremfor vores fornemmelser og anelser – de ting, som kroppen ved.

Her kan den stadig igangværende coronapandemi måske lære os noget værdifuldt, mener hun.

- Jeg tror, corona har tvunget os til at opleve nogle andre ting end det, vi er vant til. I stedet for bare at tage i Tivoli eller til koncert, har vi måttet finde på andre ting. Det har måske tvunget os til at mærke efter, hvad vores krop har brug for. Jeg tror, vi har brug for at mærke, at verden findes.

'Vi stoler på vores hoveder fremfor kroppens viden'

Hun har selv mærket og beskrevet verden, som hun ser den, i 'Sammenfald'.

- Naturen fylder meget i digtsamlingen, både i form af organisk liv og i form af videnskab. Det fylder meget for mig, hvordan vi relaterer til vores omgivelser og hvilken plads, vi har i forhold til andet organisk liv.

- Vi indånder den samme luft, og kan derfor udveksle spyt og derigennem smitte hinanden. Og hvorfor smitter sygdomme fra dyr til mennesker? Det er fordi, vi trænger ind på deres område, tror jeg.

Det bringer os tilbage til det med at mærke efter.

For hvis vi øver os i det, så er det måske også mindre sandsynligt, at vi trænger ind på områder, vi ifølge forfatteren ikke bør trænge ind på.

- Det handler meget om at være åben overfor verden – og lytte og være nysgerrig. Man skal grave i jorden for at se, hvad der dukker op, fremfor bare at sige "det er jo bare jord", siger hun og uddyber:

- Vi stoler på vores hoveder, fornuften og logikken fremfor kroppens viden, som børnene måske har en mere direkte adgang til.

En åben tilgang til verden

Helene Johanne Christensen mener, at den måde at være i verden på – med fornuften og logikken – skyldes nogle værdisæt, som stammer helt tilbage fra oplysningstiden i 1700-tallet, hvor blandt andet filosofi og naturvidenskab gjorde menneskets viden om verden større.

- Vi har lært at opfatte krop og sind som to forskellige ting. Det samme gælder for natur og kultur. Sind og kultur vægter højere end krop og natur. Det synes jeg, vi skal væk fra.

Og Helene Johanne Christensen gør faktisk selv noget ganske konkret for at komme væk fra de gamle værdisæt og tættere på det umiddelbare og sanselige.

Udover at være digter underviser hun nemlig også i kreativ skrivning hos blandt andet Folkehuset Absalon på Vesterbro i København, og her tager hun simpelthen sine elever med ud i naturen som en del af sin undervisning.

- Jeg har lavet en øvelse med mine elever, hvor jeg tager dem med udenfor, og så skal de lukke øjnene og lytte. Hvis de hører en bil, skal de ikke bare tænke "bil" og så gå videre. De skal virkelig tænke over, hvad det lyder som. Lyder det for eksempel som havet, der bruser eller vinden, der suser gennem et tomt hus?

- Hvis vi virkelig øver os, så tror jeg, vi alle kunne gå mere åbent til verden, og det ligger der en omsorg i.

'Det handler om at gøre noget, man ikke troede, man kunne'

Og hvis vi alle gik mere åbent til verden, ville vi også få udvidet nogle af de begrænsende "kasser", som vi ifølge Helene Johanne Christensen hellere end gerne kommer hinanden i.

- Jeg er optaget af at udvide kasserne. Jeg tror virkelig meget på forbilleder. Hvis min generation var blevet præsenteret for flere kvindelige forbilleder, kunne meget være anderledes.

- Det handler om at gøre noget, man ikke troede, man kunne. Vi har brug for komplicerede, tredimensionelle kvinder.

De tredimensionelle kvinder har hun selv beskrevet i et digt i 'Sammenfald', der bærer titlen 'Dobbelteksponering - Killing the Angel in the House'. Det handler blandt andet om den danske seismolog Inge Lehmann, den amerikanske matematiker Katherine Johnson og den polskfødte fransk kemiker og fysiker Marie Curie.

Læs et uddrag af digtet her:

Med digtet gør Helene Johanne Christensen sit til at bryde ud af de snævre kasser, man bliver proppet ned i, når man begrænses til at være nogens datter, kone eller mor.

Og digtet udspringer af en ganske personlig erfaring hos Helene Johanne Christensen.

- Jeg har altid fået at vide, at jeg er så mild, smuk og fin. Og jeg tror meget på, at man i sit senere liv prøver at vokse ind i det, man hører om sig selv som barn. På et tidspunkt opdager man så måske, at det føles ufrit og ufuldstændigt kun at være dét.

Måske derfor er hun i sit voksenliv begyndt at "sluge" fortællinger om kvinder, der har udvidet kasserne og gjort noget andet end det, man forventede af dem.

- Det er vicepræsident Kamala Harris i USA et perfekt eksempel på, fordi hun både er den første kvindelige og den første sorte vicepræsident derovre.

- Det udvider muligheds- og handlerummet for andre, når sådan noget sker.

Og så giver det os mulighed for at mærke efter – og mærke, at verden findes.