Gymnasiepigen Lucca er i krise. Hun cutter sig med barberblade og er sygeligt besat af primtal som 3, 11 og 17. Hun træffer alle valg i sit liv alene ud fra tallenes tilfældighedsprincip.
Lucca er på kant med sine travle forældre, som har bygget et hotel i Sorgenfri.
De har installeret hende permanent på et af hotelværelserne, men: - 1 hotel er ikke 1 hjem, som Lucca siger. Derfor har hun valgt værelse 404, med henvisning til computerfejlen 'Error 404 not found'.
Sådan begynder Sarah Engells smertefulde og smukke Young Adult-roman 'Hjertet er 1 organ', som du lige nu kan hente som gratis lydbog her.
Kontrol gennem druk og cutting
Sarah Engell har markeret sig som en af Danmarks bedste og mest populære forfattere indenfor genren Young Adult. Hun står bag stærke udgivelser som '21 måder at dø' og 'Forbandede mødom'.
'Hjertet er 1 organ' fortæller historien om den unge Lucca som forsøger at kontrollere sin krise med alkohol og selvskade. Hendes selvdestruktive opførsel hjælper med at fortrænge alle de store og svære følelser, som hun ikke kan håndtere.
Men Luccas overlevelsesstrategi bliver udfordret da hun møder sin absolutte modsætning, den vilde og sensuelle pige Xu.
Forelsket i burlesque-danserinde
Xu er lesbisk burlesque-danserinde og bor alene på en husbåd i Københavns havn. Xu er ældre end Lucca og de to forelsker sig i hinanden.
Men Xu er også vild, uforudsigelig og handler spontant. Lucca skammer sig over sine følelser og forsøger at fortrænge sin forelskelse i Xu.
Samtidig drages hun af den eksotiske og smukke kvinde, som åbner nye døre i Luccas indre følelsesliv.
Der er masser af dramatik og uforudsigelighed i romaen 'Hjertet er 1 organ'. Den tager et usædvanligt favntag med unges svære følelser omkring forelskelse og selvskade.
Sådan streamer du 'Hjertet er 1 organ'
Lydbogen kan streamesnu og indtil den 17. marts.
Husk, at hvis du streamer bogen, så skal du høre den, mens du har forbindelse til internettet. Og det skal ske i perioden, hvor lydbogen er tilgængelig.
Du kan også lytte bogen via DR's radio-app. For yderligere hjælp til at høre lydbogen, se faktaboksen til venstre.
Lydbogen er indtalt af Inez Gavilanes.
