Da de var små tænkte Katrine Nørregaard ikke så meget over, at der var forskel på hende og tvillingesøsteren Stine.
- Vi var på samme niveau, kunne lege de samme lege - og helt fysisk var hun lettere at flytte rundt på. Jeg opfattede næsten ikke, at hun havde et handicap, fortæller den 25-årige forfatter, som for nylig udgav bogen 'Søster, min søster'.
Den handler om opvæksten med en enægget tvillingesøster, der er født med spastisk lammelse (også kaldet cerebral parese), om de to søstres tætte forhold trods den forskel, som med årene bliver mere tydelig.
Ville ikke glemme barndommen
'Søster, min søster' er trods Katrine Nørregaards unge alder ikke hendes debut som forfatter. I 2016 vandt hun Politikens romankonkurrence og debuterede med romanen 'Løgnerens hus'.
Og hun var egentlig gået i gang med en helt anden bog, da den personlige fortælling fra barndommen begyndte at trænge sig på. Det var da Katrine Nørregaards forlagsredaktør begyndte at spørge til hendes baggrund, at historien om søsteren meldte sig.
- Da jeg begyndte at skrive, kunne jeg genkalde mig alle de dialoger vi havde haft i barndommen. Jeg kom helt til at savne den tid og blev bange for at glemme det, hvis ikke jeg skrev det ned, fortæller Katrine Nørregaard.
Hendes motivation for at skrive bogen har været at finde tilbage til den lethed, der var mellem søstrene i barndommen, fortæller hun. Forskellen på deres liv og muligheder er nemlig blevet mere tydelig med årene, og Stine Nørregaard har på grund af sit handicap haft meget at kæmpe med.
- Der har været mange konflikter med kommunen, som blandt andet har handlet om, at min søster ikke har fået de udfordringer og muligheder, hun gerne ville, fortæller Katrine Nørregaard, som også har været konsulent på DR3-serie 'Doggystyle'.
I serien har hovedpersonen Asta også en tvillingesøster med spastisk lammelse. Instruktør Anna Emma Haudal og har også mødtes med Stine Nørregaard for at høre om livet med et handicap.
Bange for ikke at kunne være der
Som Katrine Nørregaard selv fortæller i sin bog, var hun som barn nogle gange jaloux på sin søster, der havde behov for mere omsorg og opmærksomhed fra forældrene. Men i dag er det mere en slags skyldfølelse, hun indimellem føler. Og kontrasten mellem deres muligheder her i livet kan være 'svær at være i', fortæller Katrine Nørregaard.
- Jeg kan godt føle mig lidt forkælet - for eksempel da jeg droppede ud af dramaturgistudiet. Det ville Stine nok ikke have gjort, hvis hun havde haft den mulighed, fortæller Katrine Nørregaard, der også føler et stort ansvar for sin søster:
- Jeg har virkelig en dødsangst. Der har været perioder, hvor jeg google symptomer og troede jeg fejlede alt muligt. Jeg tror, at mange der vokser op med søskende, der er afhængige af andres hjælp, har den der angst i sig for ikke at kunne være der for dem.
Det betyder blandt andet, at Katrine Nørregaard er meget forsigtig og med egne ord 'ikke tør slå sig løs'. Lige nu drømmer hun for eksempel om en tur til Nigeria, fordi hun skriver på en bog, hvor en del af handlingen foregår dér.
- Jeg har en udlængsel, men jeg rejser aldrig, for jeg er bange for, at der skal ske mig noget, fortæller hun.
Som et gammelt ægtepar
Det er alt sammen noget, hun og søsteren Stine taler åbent om – ligesom alle mulige andre bekymringer, som de også deler. Nogle gange kan deres bekymringer for hinanden dog kommer til at fylde for meget, forklarer hun:
- Stine har også dårlig samvittighed over det ene og det andet. Vi har ingen tabuer omkring den slags. Hun beder mig om at lade være med at bekymre mig så meget, for det er også en ekstra byrde for hende. Det er lidt åndsvagt, ikke?
At de to søstre er tætte, og at Katrine har et behov for at være tæt på Stine, blev helt tydeligt for hende, da hun i en periode boede på Sjælland.
- Men jeg savnede hende sådan, og det der med, at jeg skulle krydse nogle broer for at komme hjem til Stine, gjorde bare, at jeg følte, jeg kom meget langt væk, fortæller hun.
Katrine Nørregaard købte derfor et kolonihavehus i Brande, så hun kunne være tæt på søsteren – og på deres mor. Her bor hun en del af året, og Stine Nørregaard kan selv køre derhen i sin elektriske kørestol. De to søstre har også delehunden 'Jensen' sammen.
- Vi har et virkelig tæt, næsten symbiotisk forhold. Det lyder nok som en kliché, men det er bare sådan, det er at være tvillinger. Det her med, at vi nærmest ved, hvad den anden tænker. Vi er lidt som et gammelt ægtepar, siger hun og fortæller, at de altid har været en stærk enhed – også 'mod' de andre i familien.
Forældrenes skilsmisse og splittelsen mellem mors og fars hjem har de delt op gennem opvæksten. Det beskriver Katrine Nørregaard også sin bog.
Skal aldrig skrive selvbiografisk igen
Hun har fået meget positiv respons fra læsere, især forældre til børn med handicap. En del har også tolket moren i bogen som hård. Og det er Katrine Nørregaard ked af.
- Ved at skrive bogen blev jeg virkelig i stand til at se, hvor hårdt det har været for min mor at have os som alenemor. Hun har virkelig gjort det godt. Og selvom jeg har forsøgt at få alt med i min bog, så har jeg også været nødt til at vælge noget fra for at lave et tydeligt handlingsforløb, forklarer hun.
Det var helt nødvendigt for Katrine Nørregaard at færdiggøre bogen, selvom den var svær at skrive. Men hun er helt sikker på, at det er både første og sidste gang, hun skal skrive en selvbiografisk bog igen.
- Jeg har altid brugt det at læse og skrive som en virkelighedsflugt. Og jeg har følt mig meget begrænset ved at skulle forholde mig til mig selv og min egen familie. Det gør jeg aldrig igen. Nu er jeg i gang med en helt ny bog – og det er så dejligt at kunne glemme mig selv igen.