- Jeg skal til genoptræning senere i dag. Jeg har smadret min albue, fordi jeg har lavet for meget teater, siger Katrine Wiedemann – en af Danmarks mest efterspurgte teaterinstruktører.

- Det føles ikke gratis.

Det var et fald på cyklen på vej på arbejde, der resulterede i den brækkede albue – men Katrine Wiedemann betegner det selv som en ’stress-skade’. Og som endnu et bevis på, at det har sin pris at udleve sin drøm.

- Omkostningerne er tabu. Man har måske en drøm om det her omkostningsfrie liv, når det kommer til arbejde, succes og kærlighed, men livet er jo fuld af omkostninger, siger hun.

Og netop omkostningerne ved at være en succesfuld teaterinstruktør er noget af det, hun folder ud i bogen 'Ved Gudernes bord', der er april måneds bog i DR Fagbogklubben.

Bogen handler om alt det, Katrine Wiedemann har lært om livet af at arbejde som teaterinstruktør i 25 år, og rammen er opsætningen af forestillingen 'Farlige Forbindelser' i München.

Udbryderforsøget mislykkedes

Bogen, der udkom sidste år, var også et 'udbryderforsøg' fra teateret, fortæller hun. Et håb om at komme væk fra al den stress, tvivl og præstationsangst, der er skyggen af livet som succesfuld instruktør.

- Jeg ville gerne slippe for at være teaterinstruktør og ville gerne ødelægge det for mig selv. Det var et forsøg på en form for kunstnerisk selvmord, fortæller hun.

- Det er jo tabu at hade sit arbejde, at lide under det og føle sig dårlig til det, siger hun.

Og hun indrømmer da også, at det er, hvad hun selv kalder en form for 'elitær lidelse'.

- Jeg er ikke blind for, at jeg skriver fra en karriere, der fungerer, og det er vigtigt, at jeg skrev bogen, mens jeg har succes, så jeg kan vise, hvor ekstremt smertefuldt og tvivlende man kan være selv dér. Det vidste jeg ikke, da jeg var ung og havde store drømme. Der vidste jeg ikke, det var sådan, det ville føles, når jeg var så tæt på min drøm.

Men bogen viste sig ikke at være så farlig, som hun først havde troet.

- Og det er jeg både glad og ked af. For jeg er stadig ikke kommet væk fra mit arbejde, siger hun.

Også en kærlighedserklæring

Bogen hjalp hende dog også med at fritlægge kærligheden til teateret midt i alle frustrationerne. Og det kom bag på hende, at den også endte med at blive en stor kærlighedserklæring til teateret.

- Jeg fik fritskrabet håb og kærlighed. Det er det samme, som hvis man vil skrive om en mand, som man vil forlade, og så har man pludselig skrevet 200 sider, så må der være noget om forholdet, siger hun og konstaterer:

- Jeg har et kærlighedsforhold til mit arbejde. Men jeg elsker det for meget. Jeg bruger også bogen til at finde ud af, hvorfor jeg vælger at være i noget, der koster mig så meget. Det er en erkendelsesproces for mig selv, siger hun.

Hun elsker dog alt det, som teateret kan. Det er musik, billeder og tekst – alle kunstformer i et, som hun siger. Og så elsker hun udfordringen ved teaterets begrænsninger.

- Det, teaterets rum kan, er at skære ind til benet af en fortælling. Jeg kan godt lide den her begrænsning, et tomt rum, hvor alt kan fortælles, siger hun.

Og så elsker hun live-elementet. Det levende ved teateret.

- Det er irriterende og smukt og ude af kontrol. Det er levende mennesker, et levende nu. Selv publikum er med til, at lige præcis dén aften bliver noget særligt, siger hun.

Et testamente over teaterlivet

I bogen fortæller hun blandt andet om en opsætning af 'Romeo og Julie' på Dramaten, hvor en elskovsscene, ti meter oppe under taget, mellem det unge kærestepar går galt, og ’Julie’ pludselig befinder sig i frit fald.

En tekniker har justeret en såkaldt 'bungy' forkert, så sikkerhedsnettet, der skulle have reddet hende tre meter over gulvhøjde, først stopper hende tyve centimeter, før hun ville have ramt betongulvet. Hendes hånd rammer gulvet hårdt, men hovedet går fri.

Hun er rystet i pausen, men vil gerne fortsætte. Og spiller ifølge Katrine Wiedemann bedre end nogensinde i anden akt.

'Det var det tætteste vi kom på døden, men også den smukkeste slutscene, jeg nogensinde har set', skriver Katrine Wiedemann i bogen.

Og måske er det netop sådan, man også skal forstå hendes karriere. Kærligheden til teateret kan holde hende svævende ti meter oppe under loftet. Men i virkeligheden lever hun bedst i det frie fald, for det er der, lige før hun rammer betongulvet, at hun føler sig allermest levende. Også selvom det skulle koste en brækket albue.

Og mens livet er svært, er tanken om døden blevet lettere.

- Det har betydet rigtig meget for mig at skrive bogen. Folk aner ikke alle de tanker, der er bag en teaterforestilling. Jeg har det som om, at jeg bedre kan dø nu. Så fik jeg sagt, hvad jeg vidste om teater. Bogen er på den måde også et slags testamente, siger hun.