Hvis du er til romaner, som handler om spioner, våbensmugling og Den Kolde Krig, så er du helt sikkert stødt på forfatteren John le Carré.
Den britiske forfatter har siden 1960'erne skrevet et hav af spionromaner, og mange af dem er også blevet filmatiseret til store blockbustere.
Blandt andre hans bog 'Dame, konge, es, spion' fra 1974, der i 2011 blev filmatiseret og havde store stjerner som Gary Oldman, Colin Firth og Benedict Cumberbatch på rollelisten.
Filmen 'The Constant Gardener' fra 2005 er ligeledes baseret på en John le Carré-roman fra 2001. Og sådan kunne man blive ved.
Men nu kommer der ikke flere romaner fra John le Carrés hånd, da forfatteren døde lørdag aften - 89 år gammel.
- Det er med stor sorg, at jeg må meddele, at en af verdens store forfattere - John le Carré - er gået bort, skriver hans litterære agent, Jonny Geller, på Twitter. Han skriver endvidere, at han døde efter kort tids sygdom, som ikke var relateret til coronavirus.
Han er langt fra den eneste, der begræder, at den britiske forfatter ikke længere er iblandt os.
- Dette frygtelige år har taget en litterær gigant og humanitær sjæl, skriver den amerikanske forfatter Stephen King.
- John le Carré... hvis der er andre nutidige forfattere, der har givet mig rigere nydelse, kan jeg ikke huske dem, skriver tv-vært, forfatter og skuespiller Stephen Fry.
John le Carré er blandt andet berømt for romanerne 'Spionen der kom ind fra kulden' fra 1963, som blev filmatiseret to år senere, og 'Dame, konge, es, spion' med mesterspionen George Smiley, der er en central karakter i flere bøger.
Forfatteren selv er også en kende spionagtig. John le Carré er nemlig et pseudonym, han måtte tage, fordi han i sine yngre år arbejdede i den britiske efterretningstjeneste, hvor man ikke måtte udgive værker i eget navn. Hans rigtige navn var David John Moore Cornwell.
Ikke desto mindre blev han kendt over hele verden som John le Carré, der skrev 25 romaner og selvbiografien 'The Pigeon Tunnel' over et halvt århundrede.
Flere af bøgerne er efterfølgende blevet filmatiseret, og derfor har vi bedt DR's filmanmelder, Per Juul Carlsen, om at anbefale tre film, der er baseret på John le Carrés romaner.
'Spionen, der kom ind fra kulden' - 1965
Filmen fik premiere i 1965 og har skuespilleren Richard Burton i en af de bærende roller.
- Den lidt følelseskolde, indelukkede tone, der er over titlen, synes jeg ret godt beskriver tonen i John le Carrés tilgang til agentverdenen.
- Filmen har et ret troværdigt og realistisk univers, hvor nogle mennesker skal forsøge at finde ud af, hvad de præcis har med at gøre.
- I James Bond-universet er ingen i tvivl om, at en superskurk vil tage verdensmagten, men her er det meget mere dunkelt. Her er filmens krøllede og uigennemsigtige univers en spejling af hovedpersonen i 'Spionen der kom ind fra kulden', siger Per Juul Carlsen.
'Dame, konge, es, spion' – 2011
En anden stor filmatisering baseret på John le Carrés bog af samme navn er 'Dame, konge es, spion', hvor store stjerner som Gary Oldman, Colin Firth og Benedict Cumberbatch er på rollelisten.
- Jeg tror, den er tænkt som en hyldest til 'Spionen der kom ind fra kulden', fordi den minder meget om den i stilen.
- Glem alt om løbeture over tagene i byen og svulstige biljagter. Bogen og filmens univers er mere noget med formumlede mænd i lange overfrakker, der afleverer krypterede besked.
- Det er en film, der fortæller, at spionverdenen er noget andet end biljagter og skuddueller. Det er et meget underspillet univers, som er fyldt med dobbeltagenter, hvor ingen rigtig ved, hvem der er hvem. 'Dame, konge, es, spion' udkom i øvrigt som tv-serie i 1979 og fik en rigtig god modtagelse, siger Per Juul Carlsen.
The Constant Gardener – 2005
Filmen 'The Constant Gardener' har Ralph Fiennes i hovedrollen og gav Rachel Weisz en Oscar for bedste kvindelige birolle.
- Jeg husker filmen for at dens meget vellykkede beskrivelse af Afrika, som var meget realistisk. Det var ikke det sædvanlige 'bunga bunga', men i stedet et mere et vellykket forsøg på at vise det moderne Afrika.
- Den er dog efter min mening ikke på højde med 'Dame, konge, es, spion' og 'Manden der kom ind fra kulden', når det handler om at beskrive det mystiske agentunivers.
- Men man ikke i tvivl om, at John le Carré er tidligere efterretningsmand, der har haft fingrene nede i den virkelige spionverden. Det er ikke en forfatter, der sidder og forestiller sig, hvor vildt et agentliv kan være. Han er en person, der ved, hvor uigennemsigtigt og klaustofobisk et univers det er i virkeligheden, siger Per Juul Carlsen.
John le Carré
- •
Født 19. oktober 1931 i Poole i England.
- •
Han hedder egentlig David John Moore Cornwell. John le Carré er et pseudonym. Le carré betyder "firkanten" på fransk.
- •
Arbejdede for den britiske efterretningstjeneste, inden han i 1963 brød igennem som forfatter.
- •
Han slog for alvor igennem med bogen "Spionen der kom ind fra kulden" (på dansk i 1964), hans tredje bog om den britiske spion George Smiley. Time Magazine har udnævnt den til en af verdens 100 bedste romaner nogensinde.
- •
Har skrevet 25 bøger, hvoraf flere er filmatiseret. Det gælder blandt andet 'Natportieren' om international våbenhandel. Det er den britiske tv-serie, der i 2016 høstede mange roser, og som Susanne Bier har instrueret.
- •
Mange af hans bøger handler om Den Kolde Krig, men han har også haft fat i striden mellem israelere og palæstinensere, Sovjetunionens sammenbrud, multinationale firmaers optræden i Afrika og mange andre komplekser i verden.
- •
Han efterlader sig hustruen Jane og fire børn.
- •
Kilde: Ritzau