Der gik 59 år fra Rifbjergs debut i 1956 til hans sidste værk i en liste på over 100 romaner, novelle- og digtsamlinger. Samt børnebøger, skuespil og fagbøger.
Et kolossalt værk fra et kæmpe fyrtårn i dansk litteratur. Så hvor skal du begynde? To Rifbjerg-kendere giver dig fem bud:
Den kroniske uskyld (roman, 1958)
Thomas Bredstorff: Den har alle læst i gymnasiet. Men giver det mening at læse den senere i livet? Ja, absolut. Det vil jeg gå hjem og prøve...
Operaelskeren (roman, 1966)
Torben Brostrøm: Den rummer allerede en stor del af hans univers. Det er en kollosalt veloplagt sproglig fantastiudfoldelse og forførelseskunst, og en undersøgelse af de farlige kræfter, der lurer i underverdenen i en selv, hvis man ikke tøjler det på en eller anden måde. Det er et mønster, der gentager sig i roman efte toman med meget forskellig baggrund.
Anna (jeg) Anna (roman, 1969)
Thomas Bredstorff: Hvor operaelskeren er en roman om don Juanisme, handler Anna (jeg) Anna om den voksne kvindes udvikling.
Idræt (roman, 2014)
Torben Brostrøm: Der er en mærkelig opblomstring på hans alderdomsværker. Den her handler endnu engang om en køretur, et ægtepar tager på en udflugt, besøger nogle venner og undervejs går manden amok. Der frigøres nogle fortrængte kræfter, han drikker sig smadderfuld og er ved at voldtage en bagerjomfru dagen efter i en butik, indtil der glattes ud, fordi hans kone er et venligtsindet menneske, der redder ham.
Et bortvendt ansigt (roman, 1977)
Thomas Bredstorff: Den beskriver tristanismen. For Don Juan er det mængden af kvinder, der gør det, for Tristan er det modstanden. Her har vi den moderne arkitekt Henrik Egens som starter med at være sin kone utro med gymnasielæreren. Da det går for let er det ikke interessant mere, så er det kassedamen, der er næste led, for han skal have en modstand. Der er psykologiske analyser, der er skæg og ballade og som altid noget, hvor det irrationelle slår ind.
- •
Torben Brostrøm (f. 1927) er litteraturkritiker og tidligere professor ved Danmarks Lærerhøjskole.
- •
Thomas Bredstorff (f. 1937) er litteraturforsker og kritiker, tidligere professor ved Københavns Universitet.
- •
Anbefalingerne blev givet på DR Scenen på Bogforum lørdag den 7. november.
