Tælleapparatet stoppede ved 35.716, da årets største danske bog-begivenhed fandt sted i Bella Center i København i forrige weekend.
Dermed er der sat publikumsrekord, fortæller arrangørerne bag Bogforum 2017.
Men selv om der har været 1500 gæster mere end sidste år, så er der ikke jubel og champagne i baglokalerne. Det fortæller udstillingsleder for Bogforum Andreas Nordkild Poulsen.
- Vi kunne godt have håbet på flere besøgende. Ikke mindst fordi vi har lagt mange ressourcer i at lave et program rettet mod børnefamilierne. Og vi kan se, at der er solgt flere børnebilletter end tidligere. Men vi ville gerne have haft flere endnu.
Endnu ikke kendt hos børnefamilier
I 2016 åbnede Bogforum for første gang dørene for en hal med særlig fokus på børnelitteraturen.
I år blev den satsning udbygget, så børnene både kunne opleve forfattere som Lene Kaaberbøl og Rasmus Brohave, tegne med Jan Kjær og gå i troldmandsskole.
- Vi må erkende, at det tager lidt tid at forklare børnefamilierne, at vi har noget godt til dem. Mange har nok et billede af, at Bogforum er noget med midaldrende kvinder i store flokke. Hvilket det også er, indrømmer Andreas Nordkild.
- Men vores opgave er så at fortælle, at her faktisk er noget for børnene, og de kan få en hel dag til at gå med aktiviteter og forfattermøder.
Et babelsk cirkus med fine glimt
En af de bog-professionelle, som er fast deltager ved Bogforum, er Lars Bukdahl. Anmelder for Weekend-avisen og redaktør af det litterære tidsskrift Hvedekorn.
Han er godt tilfreds med årets bogmesse, hvor han både var gæst, interviewer på forskellige scener og deltager med en stand for Hvedekorn.
- Bogforum er altid et cirkus, en umulig blanding af babelsk kaos og så de mange fine ting, man kan opleve, hvis man stopper op det rigtige sted, beskriver Lars Bukdahl.
Den bedste oplevelse han fik ved messen denne gang, var en oplæsning med forfatter Peter Laugesen.
Blev lykkelig af oplæsning
Digteren læste op af sin digtsamling fra 1979 'Tohuvabohu'. En unik begivenhed, fordi Peter Laugesen havde skrevet og indsendt samlingen til forlaget Borgen. Men den blev aldrig udgivet. Ved en tilfældighed fandt forlægger Asger Schnack manuskriptet for et år siden i en stak papirer, han købte i et antikvariat. Og i foråret 2017 blev 'Tohuvabohu' udgivet.
- Jeg er ærkefan af Peter Laugesen, så det var intenst. Det gjorde mig meget lykkelig, fortæller Lars Bukdahl.
Arrangørerne bag Bogforum skal nu i gang med at evaluere årets forløb og kigge på de tilbagemeldinger, der er kommet fra både børnefamilier og de andre publikumsgrupper.
Flere på scenen ad gangen
Andreas Nordkild Poulsen lover allerede nu, at næste års bogmesse vil have flere debatter og mere end en enkelt forfatter på scenen ad gangen.
- Mødet med de enkelte forfattere og deres bøger er godt. Men det kan folk også opleve på deres lokale biblioteker hele året. Bogforum skal være noget særligt. Derfor vil publikum næste år få flere forfattere sammen ad gangen i debat og dialog på scenen.