Alen Causevic kan ikke helt huske, hvorfor det lige var dén dag, at inspirationen kom til ham.

Måske var det de mange billeder af syriske flygtninge på vej op gennem Europa, som medierne var fulde af den sommer, der hvirvlede op i hans egen historie.

Måske var det litteraturstudiet på Aarhus Universitet, der efter et par år havde givet ham nok inspiration og mod til at springe ud i livsdrømmen om at skrive.

Ét er i hvert fald sikkert: Det var den 25. juni 2015, at idéen pludselig ramte ham. Og det skete på en ellers begivenhedsløs gåtur med hans forældres hund i et villakvarter i Ikast tæt på deres hjem.

- Jeg kan huske, at Bob og jeg kommer gående ned ad den vej, hvor deres hus ligger, og vi skal lige til at runde et hjørne, som vi altid gør, og så slår det mig: "Jeg er nødt til at skrive," fortæller Alen Causevic, som for nylig romandebuterede med 'Det egentlige liv i livet'.

Dét, han lige pludselig følte trang til at skrive, handlede om hans egen familie og om opvæksten som flygtningebarn i Danmark.

- Jeg tænkte først, at jeg måtte skrive om min far og min morfar, for de har haft enorm betydning for mit liv og været fuldstændigt styrende figurer, fortæller Alen Causevic, da vi mødes på det kontorfællesskab i Gellerupparken i Aarhus, hvor han har en plads.

Har skrevet mange versioner

Her på tredje sal med fred og ro omkring ham, og en dragende udsigt over bydelens hustage og et sommergrønt bagtæppe af træer og marker, har han siddet et par dage om ugen siden starten af året, hvor sønnen Teo kom til og overtog en stor del af pladsen i familiens trange lejlighed i centrum af Aarhus.

At Alen Causevic i dag kan kalde sig forfatter med eget kontor, er kulminationen på en lang labyrintisk arbejdsproces, der startede den junidag i 2015. Det fortæller den 31-årige universitetsuddannede forfatter, der også har skrevet kronikker og artikler til flere aviser og magasiner.

- Den samme aften skrev jeg en halv side i min notesbog, som blev begyndelsen på første version af bogen. Siden har jeg måske skrevet 800 sider, syv-otte versioner, som er blevet til den her, siger han og peger på hen mod et eksemplar af romanen, der ligger på skrivebordet foran ham.

Lukkede ned for asyloplevelsen

Dagen efter, at idéen slog ned i ham, lånte Alen Causevic sine forældres bil og kørte fra Ikast til Silkeborg for at gense det asylcenter, hvor han og forældrene boede fra 1992 til 1996.

- Det var først i mødet med det her asylcenter, at det gik op for mig, at vi var flygtninge. Det kan lyde helt absurd, det ved jeg godt, for det jo har præget mit liv helt afsindigt meget, siger han og opremser nogle af de konsekvenser, det har haft for ham:

- Vores familie var jo splittet ad rent geografisk. Der var somrene i Bosnien, længslen og mine forældres psykiske og mentale tilstand. Men det var først, da jeg kørte hen og så asylcenteret, og det hele bare vældede frem; alle minderne, tankerne, følelserne, at jeg ligesom blev klar over det: at vi er flygtninge.

- Rent psykologisk tror jeg, det har været en eller anden form for forsvarsmekanisme, hvor min bevidsthed ligesom har sagt, den skuffe er lukket - og den piller vi ikke ved, tilføjer han.

Alen Causevic var bare to år gammel, da han i 1991 sammen med sine forældre flygtede fra det krigshærgede Eksjugoslavien og ankom til Danmark. Først boede familien nogle uger i Sandholmlejren, derefter et lille års tid på et asylcenter i Assens på Fyn og derefter på centret i Silkeborg.

Efter nogle år i egen bolig i Haderslev og Silkeborg kunne familien i 2006 endelig indfri drømmen om at flytte i eget hus i Ikast.

Måtte først skrive sig igennem minderne

Det var i første omgang deres liv som flygtninge i Danmark, Alen Causevic skrev om, og teksten lå derfor meget tæt op ad deres virkelighed.

- Det var nødvendigt for mig at skrive mig igennem alle minderne, også bare for at skrive dem ned, give dem et sprog, fortæller Alen Causevic, som langsomt begyndte at bevæge sig længere væk fra det personlige udgangspunkt.

Han indså, at hvis det nogensinde skulle lykkes ham at få bogen udgivet, måtte der en anden tilgang til:

- Grundlaget for, at den kunne blive til noget rent litterært, var der ikke i starten, fordi stoffet var for privat. Bare fordi noget er oplevet, så er det jo ikke sikkert, det egner sig som litteratur. Der skal noget mere til. Den ramme fik jeg først i løbet af de sidste to-tre år, da jeg endelig turde kaste mig ud i en tredjepersonsfortæller.

'Det egentlige liv i livet' fortælles skiftevis fra drengen Sahil og hans forældre Aida og Ibrahims synsvinkel. Og den starter, da de ankommer til et dansk asylcenter - men hvad og hvor præcis de er flygtet fra, afslører bogen aldrig.

'Jeg må gøre, hvad jeg vil'

- Jeg fattede ligesom én gang for alle, at det er fiktion. Der er ingen grund til, at jeg skal forsøge at gengive det, "som det var". Jeg må faktisk gøre, hvad jeg vil. Det er mig, der bestemmer. Jeg kan skrive lige, hvad der passer mig, siger Alen Causevic og forklarer, at han har fokuseret på "asyloplevelsen".

Igennem bogens 100 sider får man som læser et detaljeret indblik i de tre personers liv på asylcentret, hvor deres monotone hverdag for eksempel beskrives sådan her:

Dagene opløses... De sover. De spiser. De går på toilet. Nogle gange er der tøj, der skal vaskes, så vasker Aida det i fællesvaskeriet. De første nætter venter Ibrahim og Aida til Sahil er faldet i søvn og sidder sammen på gulvet med hænderne for munden.

Drengen Sahil lærer hurtigt at flygte fra det triste asylliv via tankens kraft. Og her er det ofte minderne om den blide morfar Tofko, han forsvinder ind i:

Man kan på nul komma fem stå sammen med bedstefar Tofko ved floden, som strømmer afsted i den varme sommerdag midt om natten. Og man kan så let som ingenting sige alt det til bedstefar Tofko, som man aldrig nåede, og som man så længe har haft lyst til: "Jeg savner dig, bedstefar. Du er min bedste ven."

Vil have, at folk skal kende familiens historie

Bedstefar Tofko er det eneste autentiske navn i bogen. Alen Causevics egen bedstefar, hvis rigtige navn var Teofik, blev nemlig også kaldt Tofko.

- Jeg græd adskillige gange, mens jeg skrev bogen. Hver eneste gang bedstefar Tofko optrådte, sad jeg og tudbrølede. Jeg sad også med en stor følelse af sorg og nedslåethed, når jeg skrev om barnet, der bliver behandlet dårligt, og faren, der knokler på fabrikken, fortæller Alen Causevic.

Selvom romanen ikke er en én-til-én-gengivelse af hans egen historie, så har hans familie alligevel været en drivkraft i det mangeårige arbejde med at skrive bogen.

- Jeg kunne ikke klare tanken om, at der aldrig var nogen, der skulle vide, at vi havde eksisteret. Min far, der har knoklet på fabrikker i 30 år, min mor, der er sygemeldt - og særligt min morfar, som var så stort et forbillede for mig, fortæller han.

Der findes ikke mange eksempler på danske romaner, der viser hverdagen på et asylcenter indefra. Alen Causevics kender kun ét andet eksempel, fortæller han, nemlig hans navne- og landsbror Alen Meškovićs roman 'Enmandstelt' fra 2016.

- Jeg har helt klart ønsket at vise det fra et menneskeligt perspektiv indefra. Det er jo det, litteraturen kan, den giver adgang til alle mulige erfaringer, siger Alen Causevic.

Han håber på, at han med 'Det egentlige liv i livet' kan vise en virkelighed, som ikke så mange danskere kender og har adgang til. Og give et menneskeligt perspektiv på flygtninge som andet end tal og statistikker:

- Jeg vil gerne fortælle flygtninges historie, for jeg mener, det er et liv og en erfaring, som fortjener at blive hørt. Og mit mål er at gøre det på en oprigtig og troværdig måde, sådan så det, der kommer ud, er inderligt, menneskeligt og troværdigt.