Da Niels Lyngsø begyndte at skrive sin bog 'Himlen under jorden', havde han ikke lagt sig fast på, hvor handlingen skulle udspille sig. Så det var først et godt stykke henne i skriveprocessen, at han fandt det perfekte sted: Katakomberne under Paris.
- Bogen er i høj grad en udforskning af kvinders seksualitet, sådan som den udspiller sig hos en handlekraftig, udadvendt, selvsikker, og i øvrigt biseksuel, kvinde. Så da jeg fandt på at lade hende bo i de mørke, fugtige og hemmelighedsfulde grotter under Paris, vidste jeg, at det var det helt rigtige sted. Min kæreste kaldte det oven i købet 'det mest fissede sted i verden'.
Sex som redskab
'Himlen under jorden' er februar måneds kandidat til DR Romanprisen og bliver derfor læst og diskuteret af landets mange medlemmer af DR Romanklubberne.
Den handler om antropologen Nadia Nazir, der sammen med en flok ligesindede har oprettet kollektivet Sapiens dybt nede i gangene under jorden.
Gruppen bruger sex som et redskab til at binde mennesker i kollektivet sammen. Og Nadia, der under jorden kalder sig Diana, er jægeren, der opsøger seksuelle oplevelser, også udenfor parforholdet med den kvindelige kunstner Baartman.
Livet under jorden
De mere eller mindre hemmelige underjordiske gange og rum opstod, da romerne gravede kalk ud af undergrunden for at bygge byen Paris. Senere blev de omkring 300 kilometer tunneler brugt til at begrave byens døde.
Idag er det ulovligt at bevæge sig uledsaget rundt i katakomberne, men der er alligevel en del mennesker, der vover sig ned i det fugtige mørke. Kunstnere har slået sig ned der, og der findes såkaldte 'cave dwellers', der arrangerer fester og happenings. Niels Lyngsø opsøgte dem.
- Jeg bosatte mig i Paris i en måned med det formål at finde en vej ned i gangsystemerne. Efter et par uger lykkedes det at finde en person, der kunne tage mig med. Og det var præcis sådan, som jeg beskriver i bogen. Man vader gennem vand for pludselig at finde huler og nye tunneler. Jeg tilbragte mange timer dernede, men sov dog ikke under jorden.
Op i lyset for at møde en bror
Det gør til gengæld hovedpersonen i 'Himlen under jorden'. Der kan gå mange dage imellem, at hun dukker op til overfladen i Paris. Men efterhånden som bogen skrider frem, er hun nødt til at tage stilling til det liv, hun ellers har efterladt. Nadia opsøges af sin danske halvbror, Hans-Peter, da deres far er tæt på at dø.
Bogen er fortsættelsen af Niels Lyngsøs roman 'Min ukendte bror'. Forfatteren er ved at skrive på endnu en fortsættelse af historien om de to søskende, men regner med at fortællingen slutter der, så det bliver en trilogi.
Du kan finde et længere portræt af Niels Lyngsø her. Gennem hele februar måned bliver bogen diskuteret i DR Romanklubbens online-fællesskab på litteratursiden.dk. Senere er Niels Lyngsø også gæst i P1 Eftermiddag, hvor han tager imod spørgsmål fra læserne.
