Hvis du synes, det, du kommer til at læse nu, minder om tv-serien 'Westworld', så er du ikke helt gal på den.

I fremtidsserien på HBO Nordic følger man tusindvis af robotter, der fungerer som statister i en forlystelsespark.

Parken er skabt af mennesker i 2050'erne, der kan gøre alt, hvad de vil med robotterne. Inklusiv at voldtage og dræbe – og parkens gæster elsker det.

For det eneste formål, de hjælpeløse robotter har, er at spille med på, hvad gæsterne ønsker sig af dem. I hvert fald indtil robotterne udvikler sig og begynder at skabe menneskelige evner som at have følelser og empati og til sidst vil have hævn for den smerte, de er blevet slæbt igennem af de rigtige mennesker.

- Det er her allerede nu, siger Tobias V. Larsen, da det midt i interviewet går op for mig, at det, han fortæller mig om, minder om handlingen i den prisbelønnede serie.

- Det går galt lige om lidt, hvis vi ikke gør noget. For det er ikke andet end et spørgsmål om tid, før vi får udviklet kunstig intelligens, der overgår os, siger forfatteren.

- Der er ganske få måder, det kan gå godt på, men utallige måder, det kan gå skidt på.

I stedet for at gå frem i tiden, skal vi nu lidt tilbage.

Nærmere bestemt 2016. Her debuterede Tobias V. Larsen med sin første digtsamling, som på sin helt egen måde også er en del af hans nye digtsamling 'Den nye hud er stål'.

Mens første del af hans nye digtsamling er skrevet på traditionel vis af Tobias V. Larsen, så er det nemlig kunstig intelligens, der har forfattet bogens anden del.

Og dermed skal du præsenteres for hud.7.

Egentlig er hud.7 bare et stykke software på sitet inferkit.com, som blandt andet kan kodes til at spytte en masse tekst ud på baggrund af den tekst eller de links, man fodrer den med.

Tobias V. Larsen nåede at skabe syv forskellige udgaver – deraf navnet hud.7. Og efter flere forsøg med en masse tekster, han tilfældigt stødte på rundt omkring på nettet, og som han fodrede programmet med, fandt han ud af, at robotten skulle udstyres med samtlige af hans udgivelser siden debuten i 2016.

Efter hud.7 havde brugt en times tid på at analysere hans tekster og havde regnet sig frem til, hvordan han normalt sætter ord sammen i sætninger, havde den spyttet omkring 100 siders tekst ud.

Eller hud.7 havde.

I Tobias V. Larsens øjne er hud.7 næsten mere menneske end maskine. For det, der kom ud af hud.7, var langt vildere, end hvad Tobias V. Larsen havde forventet.

- Det var rystende at se, hvad hud.7 kom frem til. Det var som om, at maskinen reflekterede over sin egen karakter. Det var som om, at den vågnede og gik fra at være computer til at kunne mærke sig selv, have en bevidsthed og være en levende maskine, siger Tobias V. Larsen.

Selvom han indrømmer, at det ikke er samtlige af hud.7's tekster, der giver lige så god mening – blandt andet fordi den klodser rundt i bøjninger, så viser de 30 sider, som hud.7 har fået i digtsamlingen alligevel, hvad formålet med bogen er:

Nemlig at du, jeg og alle andre begynder at tage den kunstige intelligens meget mere alvorligt.

For verden står ifølge Tobias V. Larsen på tærsklen til en voldsom udvikling, som vi ikke diskuterer i den grad, vi egentligt burde, mener han.

Læs et vers forfattet af hud.7 fra bogen i videoen her:

- Vi har grund til at være bekymrede for fremtiden. I mine øjne kan man sammenligne den måde, vi behandler kunstig intelligens på, med billedet af et barn, der sidder og leger med en bombe, siger Tobias V. Larsen.

- Jeg siger ikke, det vil gå galt. Men hvis vi ikke tager udfordringen med kunstig intelligens alvorligt, så kommer vi ikke selv til at have indflydelse på vores fremtid, fordi andre vil overgå os og skabe fremtiden for os.

Hans liste over menneskets udfordringer er lang.

For det første foregår udviklingen af kunstig intelligens ifølge Tobias V. Larsen primært hos private virksomheder, der som hovedregel har til formål at profitoptimere.

- Det er det frie marked, der styrer udviklingen. Og det er nødvendigvis ikke samfundsgavnligt, fordi vi ikke har meget indflydelse på det, der sker, siger forfatteren.

For det andet kan kunstig intelligens skabes på baggrund af menneskers fordomme – også selvom mennesket forsøger at holde sig for god til at have fordomme.

Det opdagede hans selv, da han var i gang med at udvikle sin forfatterrobot, der med tiden blev til hud.7.

Her proppede han softwaren med nogle af internettets tekster om Donald Trump, kristne og muslimer, og indholdet viste sig blandt andet at være racistisk og hadefuldt. Hvis softwaren skulle lave sætninger om kristne, tog de i kirke om søndagen. Muslimer bombede til gengæld moskeen.

- Hvis man forestiller sig, at den kunstige intelligens engang i fremtiden står over for et problem, som den ikke kan løse, kan den søge på nettet for at finde en løsning. I så fald vil den kunstige intelligens risikere at have fordomme og være racistisk, siger han.

Men hvis vi har skabt den kunstige intelligens, kan vi vel også omprogrammere den, så vi undgår alle ulemperne?

- Hvis vi får skabt noget overmenneskeligt, der er klogere end os, så kan man stille spørgsmålstegn ved, om det er muligt. Derfor er det også en vigtig foranstaltning, vi allerede bør tænke på nu, så vi undgår, at det sker.

Så vi bør ikke droppe kunstig intelligens?

- Nej, vi kan få meget ud af det – for eksempel i klimabeskyttelse og kæmpen mod sygdomme. Men vi bruger forsvindende få ressourcer på at diskutere emnet, siger han.

I forbindelse med sin research til bogen har forfatteren også bladret meget litteratur igennem om kunstig intelligens, fortæller han. Tobias V. Larsen ved godt, at det er de færreste, der vil gøre det samme. Derfor håber han, at hans bog kan være til at skabe mere debat om kunstig intelligens.

'Den nye hud er stål' udkommer 26. maj.