I dag kunne Tove Ditlevsen være fyldt 100 år, hvis hun altså stadig levede. Det gør hun desværre ikke, men hendes mange bøger blive hyldet som aldrig før - og i dag bliver hun fejret med teaterstykker, oplæsninger og foredrag.
En af dem, som fejrer Tove Ditlevsen, er forfatter Kim Leine. Han skal læse op fra sin personlige favorit, hendes erindringsbog ’Gift’ fra 1971, til et arrangement på Forlaget Gyldendal senere i dag.
Kim Leine læste første gang Tove Ditlevsen, da han var i tyverne, nybagt far og i gang med at uddanne sig til sygeplejerske. Det var ikke svært for ham at relatere til hendes tekster.
- Hendes litteratur er eksistentiel. Hun skriver om, hvordan man forholder sig til sin egen eksistens. Og derfor er hun lige så relevant for kvinder som for mænd, siger han.
En instinktiv forfatter
I sin samtid blev Tove Ditlevsen i visse litterære kredse kritiseret for at være gammeldags, men tiden har bevist det modsatte, mener Kim Leine:
- Hendes holdninger virker nye og friske, når man læser hende i dag. Der er ikke en millimeter støv på hendes tekster.
I efteråret blev Tove Ditlevsen kåret som ’Årets klassiker 2017’, og for to år siden brød den første ´såkaldte ’Tove-feber’ ud, med genudgivelser af flere bøger og teatersuccesen ’Tove ! Tove! Tove!’. Stykket har netop haft repremiere i Skuespilhuset i København.
- Hun var et ægte talent og en meget instinktiv forfatter. Det er måske også derfor, hun ikke blev så anerkendt, mens hun levede. Forfattere, som ikke forholder sig analytisk og akademisk til deres egne værker, bliver ofte mødt med skepsis, siger Kim Leine.
Han fortæller her om sit forhold til Tove Ditlevsens erindringer, digte og romaner.
1. Erindringerne
Det selvbiografiske stof var en stor inspirationskilde for Tove Ditlevsens lyrik og romaner, hvor hun især hentede inspiration fra sin fattige barndom på Vesterbro i København.
I 1967 udgav hun erindringsbøgerne ’Barndom’ og ’Ungdom’ - og i 1971 kom det tredje bind ’Gift’, hvor hun skildrer sine ægteskaber og sin narkomani.
- De er et godt tidsbillede på det løsslupne liv i 30’erne og 40’erne, hvor folk ikke var så bornerte og sippede. De vælter rundt, snyder og bedrager hinanden og bliver alligevel ved med at være gode venner, siger Kim Leine.
Han har blandt andet brugt Tove Ditlevsens skildring af tidens løssluppenhed i sin egen roman ’Valdemars dag’, som foregår i samme periode.
’Gift’ har helt konkret inspireret ham til debutromanen, den selvbiografiske ’Kalak’, der er en beretning om incest og stofmisbrug i Grønland.
- Jeg kunne ikke finde den rigtige tone til bogen, den var fuld af skam og selvmedlidenhed. Men så fandt jeg ’Gift’ frem, og den ramte mig lige på det rigtige tidspunkt.
- Den er så amoralsk. Hun skriver om de værste ting, som om det hverken er godt eller skidt. Der er ingen fordømmelse eller sympatitilkendegivelser, siger han og forklarer, at han også kunne genkende meget i forhold til sit eget misbrug:
- Hun var afhængig af petidin (smertestillende, red.) – og det var det samme stof, som jeg også var misbruger af. Det føltes som et tegn til mig fra Tove Ditlevsens krogede knoglefingre.
2. Digtene
Tove Ditlevsen begyndte allerede som ung pige at skrive digte, blandt andet med inspiration fra salmevers.
I 1939 debuterede hun med digtsamlingen ’Pigesind’, og hun fortsatte med at skrive digte gennem hele sit forfatterskab. De fleste af hendes digtsamlinger er skrevet på vers med faste rim, mens et par af de sidste var mere frie i formen.
Selvom Kim Leine ikke selv er den store fan af digte, så er Tove Ditlevsens digte en del af hverdagen:
- Når mine børn sidder på toilettet om aftenen, så læser jeg ofte hendes digte højt for dem. Det har jeg både gjort med mine store børn og med de små nu.
- Hendes digte er så gode og rytmiske og nemme at læse. Børnene skal vænne sig til digtene, så de husker dem, når de senere engang falder over dem.
Kim Leine kan bedst lide at læse prosatekster, de passer ligesom bedst til hans ’hjernesvingninger’, forklarer han. Men han sætter stor pris på den lyriske stil, der går igen i hele Tove Ditlevsens forfatterskab.
- Hendes tone er meget frisk og fuldstændigt nærværende, ligesom H.C. Andersens. Der er en naturlig mundtlighed i det - og det dør aldrig. Der er ikke noget akademisk finurligt ved hendes sprog, det er fuldstændig usnobbet. Alle lagene og det prætentiøse er væk, og det gør hende så nærværende.
I dag udkommer ’Der bor en ung pige i mig, som ikke vil dø’, der er en ny samling af Tove Ditlevsens digte, udvalgt af forfatter Olga Ravn.
3. Romanerne
I 1941 udgav Tove Ditlevsen sin første roman, ’Man gjorde et barn fortræd’. Hendes sidste roman blev ’Vilhelms værelse’, og den er en slags fortsættelse af ’Gift’, hvor hun skriver om det turbulente ægteskab med den tidligere redaktør af Ekstra Bladet Victor Andreasen.
- Sammenlignet med erindringerne, så er nogle af de senere romaner, ’Ansigterne’ og ’Vilhelms værelse’, mere eksperimenterende i deres form og også præget af hendes psykiske sygdom, siger Kim Leine, som har læst flere af Tove Ditlevsens romaner.
- Jeg vil gerne læse de to igen. Og ’Barndommens gade’, bare for beskrivelserne af Istedgade og det urbane arbejdermiljø, som virkelig tiltaler mig.