- Jeg spurgte mig selv: ’Hvad mangler der? Hvad er der ikke noget af i fransk litteratur lige nu?’ Og det der manglede, det var mit barndomsmiljø. Den type miljø, jeg voksede op i.
Sådan siger den franske forfatter Édouard Louis, der i 2014 slog igennem i hjemlandet med bogen ’Færdig med Eddy Bellegueule’, en selvbiografisk roman om hans opvækst i en lille, nordfransk landsby.
Det var et på alle måder fattigt miljø, hvor Édouard Louis følte sig for feminin, for tynd - forkert. Mobning var en del af hverdagen, og hans forældre havde meget svært ved at tackle at deres søn var homoseksuel. I bogen følger man Louis’ vej ud af barndomsmiljøet.
De usynlige miljøer - Det var ikke et arbejderkvarter, jeg voksede op i. Det var et miljø, hvor folk ikke havde arbejde, men levede af sociale ydelser. Det er en type miljø, der aldrig rigtigt er blevet beskrevet i bøger, netop fordi meget få forfattere kommer fra sådan nogle steder, forklarer Édouard Louis. – Dét usynlige miljø og det sprog, der bliver talt dér – det ville jeg gerne bringe ind i litteraturen.
Og det faldt i mange læseres smag. ’Færdig med Eddy Bellegueule’ har solgt over 300.000 eksemplarer i Frankrig og er blevet oversat til mere end 20 sprog.
Louis’ anden roman, ’Voldens historie’, er endnu en dybt personlig historie, om den julenat i 2012, hvor Édouard Louis på gaden i Paris møder en ung mand, Reda, som han falder i snak med. De går hjem til forfatteren, har sex og dybe samtaler om deres liv. Men natten ender tragisk: stemningen vender og Reda forsøger først at kvæle Édouard, hvorefter han voldtager ham. Hør interview med Edouard Louis om bogen, som er dennes måneds bog i DR Romanklubben:
Søsteren som fortæller Ud over at fortælle den triste historie om en voldtægt og tiden efter, så sætter Édouard Louis samtidig endnu engang fokus på den franske underklasse. For i bogen får vi både oprullet dele af hans egen historie og dele af Redas historie.
Med et særligt greb gør Louis sin søster Clara til en af bogens fortællere, og hun bor stadig i barndommens landsby og taler med den dialekt og tone, der bruges dér. Der er tydelig forskel på det sprog, Édouard selv bruger til at fortælle om voldtægten, og det sprog, hans søster bruger.
- Da jeg var lille, var jeg altid derhjemme sammen med min mor og søster, fordi min far var flov over mig. Jeg er vokset op med alle de her kvindestemmer rundt om mig, og det er de stemmer, der skal have en plads i mine bøger.
Et voldeligt sprog
Forfatteren mener, at det sprog der blev talt omkring ham i barndommen – og som hans søster stadig taler – er gennemsyret af vold.
- Der går ikke en dag, uden at min søster siger ting som at ’arabere er farlige’ eller ’homoseksuelle skal ikke have lov til at få børn’. Den vold, der er i hendes sprog, er den samme vold, som min familie selv har været offer for, fordi de altid er blevet ekskluderet og set ned på. Det er den mekanisme, jeg har interesseret mig for i begge mine bøger.
