Dedikeret til Lars.
Sådan står der på den første side i den roste grønlandske forfatter Niviaq Korneliussens nye bog, 'Blomsterdalen'.
Det er der en helt særlig grund til. Lars var nemlig hendes ven, men han er her ikke mere.
I stedet er Lars nu en del af en trist statistik, i og med at han var en af de grønlændere, der begik selvmord sidste år – og mange af dem var unge.
Det er blandt andet derfor, at Niviaq Korneliussens bog handler om selvmord. For mens selvmordsraten i disse år falder i resten af verden, er den stadig høj i Grønland.
Niviaq Korneliussen kalder det for en "selvmordskultur", men der bliver bare ikke talt højt om den.
- I det grønlandske samfund taler vi ikke om selvmord som sådan. Man ser det ikke i kunst eller debatter – og man ser det overhovedet ikke i politiske debatter, siger Niviaq Korneliussen til 'Kulturen på P1'.
Tavsheden har længe provokeret den 30-årige forfatter fra Grønland, og problemerne med selvmord i Grønland er derfor også temaet i hendes nye roman 'Blomsterdalen', der udkom på dansk hos Gyldendal forleden.
Det er i det hele taget et emne, der har fyldt i forfatterens hoved i lang tid. På et tidspunkt fyldte det så meget, at Niviaq Korneliussen tilsidesatte sit arbejde med litteraturen for at kæmpe for at få politikerne i tale.
- Jeg bevægede mig langt væk fra min skrivning og lavede en selvmordsdemonstration mod selvstyret i Grønland, fordi jeg havde været helt tæt på nogle unge, som bliver totalt svigtet af systemet, så jeg kunne ligesom ikke bare stå og se på, siger hun.
Demonstrationerne, der foregik i 12 grønlandske byer, skulle være med til at råbe selvstyret op. Men så opdagede hun, at der også var en anden måde at gribe det an på.
- Efterfølgende var det (selvmordsproblemerne, red.) det eneste, jeg snakkede om til mine redaktører og andre, og så sagde min tidligere redaktør: "Kan du ikke skrive om det i stedet for?" Og det var egentlig en dejlig beslutning, jeg tog der, fordi jeg kunne sidde på mit kontor helt alene og skrive om det her meget problematiske emne.
'Hvorfor gør man ikke mere?'
Samtidig er 'Blomsterdalen' også en måde at få grønlændere selv til at tale om selvmord, uden at samtalen behøver at munde ud i svære følelser og personlige tab. I stedet kan man tage udgangspunkt i bogen, siger forfatteren.
- Hvis man tager udgangspunkt i noget litteratur, synes jeg, at det er en meget befriende måde at snakke om det på, siger Niviaq Korneliussen til P1.
I romanen kan man for eksempel læse, at der er mange udfordringer, hvis man har selvmordstanker.
For eksempel er der lang ventetid på psykologer, og hvis du bor i Østgrønland, er du nødt til at skype med en dansk psykolog i Nuuk i Vestgrønland – og så ellers håbe på, at tolken forstår din dialekt, fortæller Niviaq Korneliussen.
Det synes hun er nedslående, og selvom hun godt kan forstå undskyldninger som "vi har ikke personale til det" eller "vi har ikke ressourcerne", så forstår hun ikke, hvorfor man ikke sætter mere ind for at forhindre flere selvmordstilfælde blandt unge.
- Ja, vi har brug for flere socialpædagoger og psykologer, men hvorfor kommer man med den her undskyldning uden at gøre mere? Det forstår jeg ikke, siger Niviaq Korneliussen og tilføjer:
- Den selvmordslinje, der er, har kun åbent 4-5 timer om dagen, men ikke i weekenden eller om natten, hvor de unge måske har brug for det. Hvorfor kan man ikke hyre nogle folk til at holde den åben 24 timer i døgnet?
Vil ikke tale om dem, der har det dårligt
I gamle dage – før kolonitiden – havde man et udtryk for de især ældre grønlændere, der tog deres eget liv.
De "gik i fjeldet", sagde man, når de ikke længere følte, at de havde en funktion i de små samfund langs kysterne. Måske kunne de ikke længere tage på jagt eller sy tøj på grund af gigt eller andet, der begrænsede dem, fortæller Niviaq Korneliussen.
- Man havde den her tror på, at når de gik i fjeldet, altså begik selvmord, så fik de overnaturlige kræfter, og at de ikke døde. Man troede, de boede i den barske natur i en evighed, siger forfatteren.
I dag er det de unge, der fylder, siger Niviaq Korneliussen, og det ærgrer hende, at det nærmest er blevet normalt at antage at unge, der dør, har taget deres eget liv. Det er det i hvert fald blevet for hende selv.
- Det er meget provokerende at sige, men hvis jeg ser på de sociale medier, at der er et ungt menneske, der er død, regner jeg mig gerne frem til, at det er selvmord. Når jeg så læser mig frem til, at han er død i en ulykke, eller der er sket noget andet, så bliver jeg rent faktisk meget overrasket, siger hun.
Selvom grønlænderne faktisk er gode til at tale om sorg og til at være der for andre i sorgen, når nogen dør, så er selvmord desværre ikke noget, man taler om i dag, siger Niviaq Korneliussen.
- Det har rigtig meget at gøre med, at de tror, de tager et valg. Og så er det meget mere tabubelagt, for det betyder, at de har haft det skidt og har oplevet nogle ting i livet, som måske er tæt forbundet til, hvordan familien er opbygget, og hvordan de har det.
- Så snart man taler om selvmord, er det jo forbundet til problemer og mørke og dårlige tanker, så det gider man ikke snakke om.
Det håber Niviaq Korneliussen dog at ændre med sin nye roman.
'Blomsterdalen' udkom for to uger siden på grønlandsk og i sidste uge på dansk. Bogen er allerede solgt til udgivelse i Frankrig og Canada.