- At være fattig er nærmest blevet kriminelt i sig selv.
Sådan lyder det fra tegner og forfatter Halfdan Pisket. Han står bag den såkaldt Dansker-trilogi, hvoraf den tredje del 'Dansker' er læsestof i denne måned for DR Testklubben.
Trilogien er historien om Halfdan Piskets far, fortalt i tegnede billeder, om hvordan han voksede op i Tyrkiet, overlevede militærfængsel, rejste til Danmark, og her blev både gangster, far og modtager af sociale ydelser.
Stemmer fra samfundets spedalske
- Jeg har forsøgt at lave et sandfærdigt portræt af en af dem, vi i dag behandler, som var de spedalske. Det er for mig rigtigt vigtigt, at vi også hører stemmer, der tilhører samfundets udsatte og små, forklarer Halfdan Pisket.
Halfdan Pisket har, siden han var teenager, haft et ønske om at fortælle historien om sin far. Men faren var dengang kriminel og røg ind og ud af fængslet.
Først senere, da faren havde lagt kriminaliteten på hylden, og Halfdan selv var i krise over en nær vens død, kom far og søn for alvor tæt på hinanden. Og Halfdan fik sin far til at fortælle de dele af historien, der skulle til, for at han kunne gå i gang med bøgerne.
Rejsen fra Tyrkiet til Danmark
De tre meget anmelderroste såkaldte graphic novels er netop udkommet i en samlet udgave, der indeholder både 'Desertør', 'Kakerlak' og 'Dansker'.
De beskriver hver sin del af James Piskets rejse fra ungdommens landskab i Tyrkiet til langsomt at få etableret sig med en ny identitet som dansker med gæstearbejderbaggrund.
I Danmark bliver han en del af et sagsbehandlersystem, der helst vil fastholde James Pisket som passiv modtager af ydelser, samtidig med at han i årevis tjener penge som en del af Christianias miljø med stoffer og vold.
Mere om klasse end etnicitet
Men Halfdan Pisket advarer mod at læse bøgerne som udelukkende en fortælling om at være etnisk i Danmark.
- Det er ikke kun etniciteten, der er i spil, sådan som jeg ser det. Det handler i lige så høj grad om at være underklasse og er et portræt af, hvad det vil sige at være underklasse i Danmark, siger Halfdan Pisket.
Tidligere fyldte folk som Halfdan Piskets far, gæstearbejderen, godt op i kategorien underklasse. I dag er det blevet flygtninge, der udgør bunden. Halfdan Pisket ser mange tegn på, at det i disse år bliver sværere for dem, der befinder sig i netop den ende af samfundets hierarki.
Frygt for fattige
- Det bliver bare sværere og sværere. Vi er jo henne ved, at politikerne snakker om, hvorvidt de overhovedet vil anerkende, at man kan være fattig i Danmark.
Og ligesom med de spedalske i middelalderen, er vi bange for underklassen, lyder det fra forfatteren:
- Det er som vores forhold til terror. Hvis der bliver råbt nok i medierne, skal folk nok blive bange for det. Det som sker med indvandrere og fattige og flygtninge er, at de bliver sat i en stor kategori og blandet sammen med kriminelle og terrorister.
DR Testklubben læser 'Dansker' af Halfdan Pisket i maj måned. Hvis du har lyst til at kommentere og diskutere læsningen med andre, kan du gøre det i klubben online-forum her på litteratursiden.dk.
Halfdan Pisket gjorde sig så bemærket med trilogien, at han i 2015 som den første tegneserieskaber nogensinde, fik Statens Kunstfonds tre-årige arbejdslegat. Det og mere om forfatteren kan du finde i portrættet på Forfatterweb.dk
