Knap er den ugelange københavnske gadefest, Distortion, overstået, før endnu en festival er under opsejling i Danmarks hovedstad.

10.-21. juni løber den tolv dage lange teaterfestival, CPH Stage, nemlig af stablen med diverse genopsætninger og visninger af alt det bedste fra den forgangne teatersæson.

Festivalens program er lige så bredt, som det er dybt, så derfor har dr.dk allieret sig med nogle af landets skarpeste teaterhjerner, og bedt dem komme med 5 tip til CPH Stage.

Teateranmelder med 20 års erfaring

Én af dem er Berlingskes teaterredaktør, Jakob Steen Olsen. Han er både uddannet cand.mag. i dramaturgi og medievidenskab, og har været teateranmelder siden 1994.

Siden 2005 har han været teaterredaktør på Belingske, og sidder også med i juryen til Årets Reumert.

Her får du hans anbefalinger til CPH Stage:

'Lort'

"Man kommer ikke udenom at anbefale Danica Curcics ’Lort’. Det er ikke den mest originale anbefaling, for hun er her, dér og alle vegne, og hun er nomineret til Årets Reumert både for denne forestilling og for ’Romeo og Julie’.

I ’Lort’ mødes vi af – for nu at sige det på godt dansk – det her fucked up pigebarn, der repræsenterer den narcissistiske personlighedstype, vi kender så godt fra vores samtid. Hun taler og taler og taler, og afslører undervejs både sin egen sårbarhed og ødelagthed, samtidig med, at hun er en overlever. Curcic gør det meget, meget overbevisende i ’Lort’, for det er en svær monolog. Hun har fuldt ud styr på de dobbelte mekanismer, der er på spil i stykket.

Hun er ligesom bare kommet dumpende ned på den danske scene, og er et kæmpe talent! Det bliver spændende at følge hende fremover."

'Boys Don’t Cry'

"Det var egentlig en forestilling, som ingen rigtig forventede sig noget af, men den rå og upolerede forestilling imponerede. Den er baseret på filmen af samme navn fra 1999, der indbragte skuespilleren Hilary Swank en Oscar for rollen som Brandon Teena. I Mungo Parks opsætning er det Christine Albeck Børge, der spiller samme rolle.

Det er en rå og barsk fortælling om at være anderledes i en verden, der ikke er accepterer det, der er anderledes. Den er både forstemmende, men også opløftende og kan ikke andet, end at gøre et stort indtryk på dem, der ser den.

Den spillede ikke så mange gange, da den oprindelig blev sat op, men nu har publikum mulighed for at se den igen, og jeg håber forestillingen har bevaret dens råhed, og ikke er blevet poleret; at den stadig har det dér ”alt eller intet” over sig."

'Som var det i går – ethundredeårskabarat'

​"Her er Daimi er på scenen i en skøn kavalkade af en forestilling, hvor vi får hele historien om den lange historie, der vokser over i at blive en underfundig, skøn teaterleg med masser af glimt i øjet.

Daimi er altid skøn, og hun tager én med på en dejlig musikalsk rejse ned gennem århundredet. Det er en hyldest til teatret og Riddersalen, kærligheden og teaterhistorien. En dejlig opløftende og munter forestiling.

Hvis man ikke før har været i Riddersalen, bør man især overveje at aflægge forestillingen et besøg for at opleve salens specielle stemning og sidde i salens kuriøse stole."

'Som i himlen'

​"Denne forestilling er baseret på en svensk film af samme navn, der kom frem for nogle år siden. Både filmen og forestillingen handler om en dirigent, der vender tilbage til en lille by, hvor han skal lede det lokale kor. Den handler om modsætninger, der mødes, og møder, der opstår mellem mennesker.

Det er en meget, meget varm teaterforestilling, man kun kan knuselske. Teatret skal jo både kunne udfordre sin samtid og sætte den til debat, men ’Som i himlen’ kan noget af det andet, teatret også skal kunne. Den kan løfte os, og give os håb. Jeg har ikke selv set den, men vil anbefale den, da jeg fra meget sider kan forstå, at man virkelig ikke kan andet end at elske forestillingen."

Yahya Hassans digte

"Jeg var egentlig ikke så begejstret for dramatiseringen af Yahya Hassans digte. I udgangspunktet synes jeg, det er lidt problematisk at tage hans digte og gøre dem til teater, fordi de er så rå og ubehandlede. Hans lyrik er proppet med store bogstave, og er meget én-til-én og uden ironi. Digtene bliver så omfavnet af dansk middelklasseteater, og så ryger den lidt rå, skingre stemme.

Så egentlig er jeg ikke meget for stykket, men jeg synes alligevel det er et godt eksempel på, når teatret er oppe i tiden og griber nutiden. Det ville være skønt, hvis teatret generelt kunne rykke lidt hurtigere, og i en festival som denne, er det vigtigt med nogle af de forestillinger, man har talt om i sæsonen, og det er denne her forestilling et godt eksempel på."