GUIDE Sådan følger du DR K's teaterfestival

Det går ikke stille af, når der er teaterfestival på DR K hele uge 25. Her giver vi dig det fulde overblik over dækningen.

DR K går teater-amok den kommende uge. Torsdag 18. juni klokken 21.40 kan du for eksempel se 'Anne Marie gift Carl Nielsen'. (Foto: © Palle Peter Skov, Type 2)

Den 12 dage lange teaterfestival CPH Stage er allerede i fuld gang, og kulminerer med uddelingen af Årets Reumert, søndag 21. juni.

Og det går ikke ubemærket hen på DRs kulturflagskib, tv-kanalen DR K. Her er der nemlig teaterfestival hele ugen op til uddelingen af Årets Reumert!

- DR K's Teaterfestival byder på teater for en hver smag, og det er netop meningen, at der skal være noget for alle – måske også for dem, der ikke normalt går i teatret. siger kanalchef for DR K Flemming Hedegaard.

- DR K kan på denne måde være med til at få teateret ud til mange flere mennesker – også dem, der ikke lige bor i nærheden af et teater eller dem, der bare ikke nåede at komme af sted, inden forestillingen var taget af plakaten, uddyber Hedegaard.

Live-tv direkte fra Årets Reumert

Tv-ugen på DR K byder – blandt meget andet – på visninger af ’Romeo og Julie’, ’Ej blot til lyst’ og ’Shakeseares samlede værker’.

DR K er også med hele vejen, når Årets Reumert skal uddeles, søndag 21. juni.

Her sender man dr.dks live-tv direkte fra Skuespilhuset allerede fra kl. 19, mens selve prisuddelingen løber af stablen fra kl. 20.

Få det fulde overblik over DR K’s dækning:

  • Mandag 15/6 klokken 21.45: ’Kældermennesket’, Det Kongelige Teater

  • ​Tirsdag 16/6 klokken 20.00: ’Romeo og Julie’, Det Kongelige Teater

  • ​Onsdag 17/6 klokken 22.45: ’Hedda Gabler’, Det Kongelige Teater

  • Torsdag 18/6 klokken 21.40: ’Anne Marie gift Carl Nielsen’, Teater Mungo Park Kolding

  • ​Fredag 19/6 klokken 20.00: ’Ej blot til lyst 1:2’, dokumentar af Per Wennick

  • Fredag 19/6 klokken 21.00: ’De lystige koner fra Windsor’, Grønnegårds Teatret

  • Lørdag 20/6 klokken 20.00: ’Ej blot til lyst 2:2’, dokumentar af Per Wennick

  • Lørdag 20/6 klokken 21.00: ’Shakespeares samlede værker’, Bellevue Teater

  • Søndag 21/6 klokken 16.00: ’Bodil Jørgensen - Mine engle’, et portræt

  • Søndag 21/6 klokken 19.00: Optakt til Årets Reumert med Mikkel Fønsskov

  • Søndag 21/6 klokken 20.00: Live fra Årets Reumert

  • Søndag 21/6 klokken 22.00: ’Det handler om lyst’, portræt af Lars Knutzon