OVERBLIK Sådan dækker dr.dk Årets Reumert

Du kan følge med hele aftenen både på DR K og dr.dk, når Årets Reumert løber af stablen fra Skuespilhuset i København. Få overblikket her.

Du kan følge Årets Reumert intenst både på dr.dk og DR K, når prisuddelingen løber af stablen søndag 21. juni. (Foto: © Anne Brandbjerg, DR)

Søndag 21. juni skal dansk scenekunsts vigtigste pris, Årets Reumert, uddeles ved et storstilet – og ret anderledes – prisshow fra Skuespilhuset i København.

I alt 26 priser skal uddeles - herunder 15 ordinære priser, 10 talentpriser og 1 hæderspris – og vi giver dig alle detaljer fra den store aften lige her på dr.dk og på tv-kanalen DR K!

Her får du overblikket over, hvordan vi dækker uddelingen af Årets Reumert 2015:

Årets Reumert 2015, søndag 21. juni:

  • Hvad? Kl. 19-20 Årets Reumert: Rød løber Hvor? DR K og dr.dk Hvordan? Vi er med på den røde løber, når gæsterne ankommer til showet, og snakker både med nominerede og politikere, inden de forsvinder ind i Skuespilhusets mørke. Vi giver dig begivenheden i både video, tekst og billeder, og du kan følge med både på DR K og dr.dk. Vært er Mikkel Fønsskov​

  • Hvad? Kl. 20-22 Årets Reumert: Prisuddelingen​ Hvor? DR K og dr.dk Hvordan? Vi sender direkte fra prisuddelingen, når de i alt 26 priser skal uddeles. Showet er iscenesat af den kreative duo Tue Biering og Jeppe Kristensen, og de lover, at intet bliver, som det plejer! I pausen sender vi web-tv direkte fra Skuespilhuset, blandt andet med reaktioner fra aftenens første vindere.

  • Hvad? Kl. 22-ca. 22.15 Årets Reumert: Aftenens højdepunkter Hvor? Eksklusivt på dr.dk Hvordan? Vi afrunder aftenen, møder vinderne og ser nærmere på højdepunkterne fra showet. Hvad har overrasket, og hvordan var showet? Web-tv direkte fra Skuespilhuset – og kun på dr.dk! Vært er Mikkel Fønsskov.