VIDEO Mød Reumert-talentet: Jeg drives af viljen til at fortælle historier

Magnus Bruun vil spille skuespil, der får publikum til at tænke og stille spørgsmål.

- Jeg har altid syntes, at historiefortælling var spændende. Jeg er meget nysgerrig, og det er lysten til at dykke helt ned i noget og så formidle det, jeg finder, der har tændt mig.

Magnus Bruun fortæller historier, og det har han egentlig gjort lige siden dengang i 0. klasse, hvor han spillede mågen i Den Lille Havfrue i et teaterstykke på skolen.

Drømmen om og lysten til at blive skuespiller hang ved, og nu står han her 25 år senere med en skuespilleruddannelse i den ene hånd og udsigten til at modtage en af de 10 Talentpriser til Årets Reumert i den anden.

Magnus Bruun var aldrig i tvivl om, hvad der drev ham, for lysten udspringer for ham af behovet for at forstå det ukendte for så at formidle nye erkendelser videre.

- At dykke ned i en rolle, en samtid, en type eller et sted er at dykke ned i mennesker. Det er viljen til at fortælle historier og viljen til at skabe, der driver mig.

Publikum skal stille spørgsmål

Magnus Bruun modtager Talentprisen i Årets Reumert for sin præstation i Fiaskomonologerne på Teater Momentum i Odense - en anderledes forestilling, hvor man møder tre mislykkede menneskeskæbner på tre forskellige locations.

I Fiaskomonologerne er Magnus Bruun alene på scenen som bartenderen og verdensmanden, en storskrydende charmør hvis selvtillid forvandles til dødsangst, da han får en sms fra mafiaen og pludselig er en mand på flugt.

- Det var helt fantastisk at arbejde med Fiaskomonologerne. Det var en meget intens og nærværende forestilling, hvor der for mit vedkommende var 100 procents publikumskontakt hele tiden, fortæller Magnus Bruun.

- Jeg prøver at gå ind og ramme noget, der er så virkeligt, at du som publikum begynder at stille spørgsmål og tænker ”okay det er sådan, det kan være”. Det er nemmest, hvis man rammer noget, der er så rent som muligt.

Gik "lige i træskoene"

Ifølge Reumert-juryen gik Magnus Bruuns præstation i Fiaskomonologerne ”lige i træskoene på tilskuerne”. Netop den tætte kontakt med tilskuerne er vigtig for Magnus Bruun, for han vil gerne have dem til at tænke over det, de oplever på scenen.

- Jeg kan godt lide at fordybe mig i ting og at lære mennesker at kende. For mig er det at få en ny forståelse for noget, og det tager jeg med videre i mit arbejde for at få andre til at tænke lige så meget over det, som jeg har gjort.

- Jeg synes, at det mest interessante ved skuespilfaget er at gå ind og tage fat i nogle personer og emner, som er svære at forstå, men så alligevel prøve. At finde ud af, hvad der driver et menneske, der er grundlæggende forskelligt fra mig selv, det synes jeg er vildt spændende.

Årets Reumert finder sted 21. juni og sendes direkte på DR K og dr.dk. Læs mere om Årets Talent her.