VIDEO Rønne, Bildsøe og Skov lærer Reumert-trio at være tv-værter

Årets Reumert-værter har ingen erfaring med at være vært og er derfor taget til DR for at lære af mestrene.

Kim Bildsøe står nonchalant og læner sig op af en reol i DR Byens såkaldte newsroom, hvor blandt andet TV Avisen holder til.

- Det gælder om at være den, man er, siger den erfarne studievært roligt, mens han står og vipper sine briller i hånden.

Foran ham står skuespillerne Sigrid Husjord, Kristoffer Fabricius og Troels Thorsen og tager notits af hvert eneste ord, der kommer fra den erfarne værts mund. De tre skal være værter ved dette års Reumert-prisshow, og er taget til DR for at lære af de bedste, hvordan man er bærer sig ad med den slags.

- Vi har jo nul erfaring på området, siger Troels Thorsen.

Han spørger, om Kim Bildsøe nogensinde tænker på, at der potentielt er flere millioner seere, der ser med, når han præsenterer TV Avisen.

- Nej, siger Kim Bildsøe mildt.

Kim Bildsøe tænker på sin mor, når han sender tv

- Men nogle gange forestiller jeg mig, at der står et bestemt menneske bag kameraet, hvis jeg skal forklare noget kompliceret. Det kan være min mor eller min kæreste. Det kommer lidt an på, hvad det handler om, siger TV Avisens grand old man.

Det tygger den vordende værtstrio lidt på, inden de går videre hen og finder Lise Rønne, der heller ikke er uvant med at styre et show foran en masse mennesker.

Da hun var vært ved det internationale melodi grandprix, hvor hele 195 millioner seere så med, spiste hun og hendes medværter Nikolaj Koppel og Pilou Asbæk ikke det samme, hvis nu maden var dårlig. Hun havde en flot kjole på, og så havde hun også en anden fordel i rollen som vært.

- For mig har det været en stor fordel at være kendt, siger hun sarkastisk til de tre skuespillere, der i deres karrierer primært har beskæftiget sig med teater og som ikke er kendte navne i den brede offentlighed.

Brølet

Det griner de alle sammen af, inden Lise Rønne lærer dem brølet, der skal indgyde dem kampgejst forud for det store Reumert-show, der bliver sendt 21. juni som kulminationen på teaterfestivalen CPH Stage.

- Man går ned i en god solid skovskider-stilling, siger Lise Rønne, og som sagt så gjort.

- WAAAARRHHHHH, lyder det firstemmigt.

Flere medarbejdere i det åbne kontorlandskab kigger op fra computerskærmene.

- Kunne I mærke det?, spørger Lise Rønne.

Helt opløftede begiver Sigrid Husjord, Kristoffer Fabricius og Troels Thorsen sig videre hen til en kaffeautomat, hvor de møder Thomas Skov, der har været vært på en hel del DR3-programmer.

For at ruske lidt op i seerne på DR K bliver han og de kommende værter enige om at peppe showet lidt op.

- DR K, er det ikke for sådan nogle kulturelle seere med interesse for Anden Verdenskrig?, spørger Sigrid Husjord, der er fra Norge og ikke ser meget tv.

Det kan Thomas Skov bekræfte, og anbefaler - efter en debat om, at kanalen trænger til noget nyt og våget - noget, hvor ”Hitler og Stalin knalder og knepper.”

Thomas Skov: Vær vært i dit eget liv

Sigrid Husjord, Kristoffer Fabricius og Troels Thorsen lytter opmærksomt til den erfarne værts anbefaling.

Thomas Skov supplerer med endnu et råd. Man kan øve sig til værtshvervet ved at være ”vært i sit eget liv.”

- Jeg byder for eksempel velkommen, når jeg går i seng med en kvinde: ”God aften og velkommen til dette samleje, du kan sms’e ind”, siger Thomas Skov.

Reumert-show genopfundet

Selv hvis de ender med ikke at tage imod DR3-værtens friske anbefaling, bliver næste søndags prisuddeling et usædvanligt show.

- Det bliver meget uprætentiøst og nede på jorden, lægger Kristoffer Fabricius ud.

Troels Thorsen bekræfter, at ”alt” er lavet om i forhold til sidste år.

- Det kører ikke efter den normale model for et prisshow: Værten kommer ind, så er der en pris, så lidt underholdning, og så kommer værten ind igen, siger han.

- Vi har prøvet at gøre det fuldstændig på en anden måde. Der er ikke nogen vindere, der holder tale. Men vi spørger dem måske om nogle ting. Der er ikke den gængse underholdning mellem priserne, som der plejer, og vi uddeler ikke to priser på samme måde. Det er på en måde ret crazy, siger han.

Alt kan gå galt

Manuskriptet skal ses som et oplæg til improvisation, siger værterne, og bedyrer, nærmest i kor:

- Alt kan gå galt, alt!

Men takket være DR-værternes kyndige rådgivning er de nu lidt bedre klædt på til opgaven.

Årets Reumert sendes på DR K og dr.dk søndag 21. juni fra klokken 19.