Fesent fortidslevn eller forrygende festivalfunk? Her er dommen over Smukfests hovednavn

Alderen var til at spore hos det britiske funkelektro band Jamiroquai, der spillede på Bøgescenen onsdag.

Jay Kay fra britiske Jamiroquai, der spillede onsdag aften på Smukfest. (Foto: © Frederik Højfeldt Nielsen)

Det er intet mindre end 11 år siden, at britiske Jamiroquai med den hatte - og bilgale frontmand Jay Kay sidst gæstede Danmark.

Det var på Smukfests Bøgescene, og i aftes gjorde det aldrende funkband så comeback i Skanderborg.

Med skær af både disco, funk og jazz fejrede bandet storhedstiden omkring årtusindskiftet, men tidligere i år kom det ottende studiealbum "Automaton", hvorfra der havde sneget sig et par numre med på sætlisten.

Det var dog de største hit som "Cosmic Girl", "Canned Heat" og "Little L", der fik ikke bare det ældre, men i høj grad også det yngre publikum til at svinge hofterne til den gyngende bas.

Manglede et af de største hits

Et af de mest genkendelige og største hits, "Virtual Insanity" blev der dog ikke plads til, hvilket flere anmeldere har noteret sig.

- Lettere bizart spillede gruppen slet ikke kæmpehittet ’Virtual Insanity’, som de fleste nok ville have foretrukket frem for det uspændende titelnummer på forårets ellers ikke uefne album, ’Automaton’, lyder det fra Ekstra Bladets Thomas Treo, der giver koncerten tre stjerner ud af seks.

Heller ikke BTs Jan Eriksen kan svinge sig op til den store stjerneregn.

Han giver også tre stjerner ud af seks, men mener dog, at det halvvejs inde i koncerten "efterhånden blev mere og mere håndspillet, dansabelt og svedigt med hittet 'Cosmic Girl' som det store grundswingende vendepunkt".

Jyllands-Postens musikredaktør Peter Schollert har også rosende ord til overs for bandet og forsanger Jay Kays lettere mærkværdige hovedbeklædning, der mest af alt lignede en lysende rumhjelm tyvstjålet fra Daft Punks garderobe.

- Livet har også sat sig på Jay Kay, der dog stadig havde nogle fine dansebevægelser i sig. Og man kunne ikke sætte en finger på hans på en gang lyse og kraftfulde sangforedrag. Han kan stadig synge, skriver Schollert og giver koncerten fire ud af seks stjerner.

Jay Kay er langtidsholdbar

For nogle af de dedikerede fans, som havde taget plads helt oppe foran, var der hits nok at fremhæve - også uden 'Virtual Insanity'.

- 'Love Foolosophy', lyder det samstemmende fra 18-årige Josefine Gheorghe og 20-årige Christoffer Wejendorp fra Køge, da de skal nævne højdepunktet fra koncerten.

Christoffer og Josefine har taget hele vejen fra Køge for at tilbringe en enkelt dag på Smukfest. (Foto: © Frederik Højfeldt Nielsen)

De har været fans i en fem-seks år og havde taget turen fra Køge til Smukfest onsdag kun for at se Jamiroquai.

De husker af gode grunde ikke Jamiroquai fra storhedstiden, men mener alligevel at Jamiroquai har en langtidsholdbarhed over sig, som gør det værd at lytte til den dag i dag.

- De kan sætte en fest i gang på en anden måde end noget af det, der bliver spillet i radioen og har en virkelig fed energi, lyder det fra Josefine Gheorghe.

For Ulla (tv) og Janni til højre er Jamiroquai et af årets hovednavne på Smukfest. (Foto: © Frederik Højfeldt Nielsen)

En betragtning, det lidt ældre publikum sagtens kan være enig i - også selvom det alligevel ikke er helt som i gamle dage.

- Jeg synes ikke, sceneshowet var så imponerende. Musikken var det bedste, musikerne var gode. Men jeg var skuffet over, at Jay Kay ikke bevæger sig mere, lyder det fra Ulla Pallesen på 45.

Den 47-årige forsanger har dog været indlagt for massive rygproblemer, hvilket er en del af forklaringen på det manglende sceneshow.

Fantastisk dansemusik

Musikken - hverken den nye eller gamle - kan der dog sættes en finger på, mener Ullas 47-årige veninde Janni Larsen.

- Det nye musik minder jo om det tidligere, og det er måske derfor, man holder ved. Det er sjældent at se dem live, og det er mange år siden, de sidst spillede i Danmark, så vi er kommet for dem.

- Det er de funky rytmer, der stadig holder, og rytmen fra 1980'erne er jo for sådan nogle lidt ældre som os, selvom det er gængs musik, der taler til andre end os, siger hun.

48-årige Markus husker Jamiroquai fra sin ungdom. (Foto: © Frederik Højfeldt Nielsen)

Men at Jamiroquai, der blev dannet i 1992, har en del år på bagen fornægter sig alligevel ikke, når man kigger på publikummet foran Bøgescenen.

- Det er jo fantastisk dansemusik. 'Emergency On Planet Earth' og 'Cosmic Girl' ER bare musikken fra min ungdom, det var noget, jeg dansede helt vildt til hele tiden, lyder det fra 48-årige Markus Kossman.

Onsdag aften var han dog langt fra den eneste, der dansede med.