Selvom mange måske forbinder Københavns vestegn med kriminalitet og arbejdsløshed og programmer som 'Prinsesser fra Blokken', så er den københavnske vestegn med årerne også blevet et musikhovedsæde, der spytter populære kunstnere ud.
I år har vestegns-byen Albertslund hele tre grupper på programmet på den fynske festival Tinderbox.
Vestegns-duoen Phlake, der før har spillet på Tinderbox, får i år selskab af den beskidte rapgruppe Suspekt og det unge musikkollektiv De Danske Hyrder, der alle er fra byen.
- Jep, jeg er fra Albertslund, din lorteluder
Den sleske drengerøvs gruppe Suspekt fik for alvor sat Albertslund på det danske musikkort med albummet ’Ingen Slukker The Stars’ fra 2003, og med nummeret ’Proletar’ fra 2007 slog de fast at ’Jep, jeg er fra Albertslund, din lorteluder’ ikke er noget, trioen skammer sig over at sige.
Siden den suspekte opblomstring tilbage i starten af 00’erne har den albertslundske betonørken også dannet ramme om musiske udskejelser, der i dag bliver bemærket på festivalscenen såvel som hos befolkningen.
Siger med stolthed: 'Vi kommer fra lunden’
Hvor Suspekt som de første helliggjorde Albertslund, følger rapkollektivet De Danske Hyrder trop. De føler nemlig også en stor lokaltilknytning.
Gruppen, der består af syv rappere og musikere, har de sidste par år sat gang i ungdomsfester landet over med tekster som ’Fakta’, 'Med Mine Drenge' og ’Hey Kost’.
- En del af ens identitet ligger i at komme fra Albertslund, forklarer Theodor Praëm, der sammen med resten af De Danske Hyrder glæder sig til at indtage Tinderbox med de to andre vestegneske grupper.
For selvom de tre grupper på overfladen kun har deres lokalområde tilfælles, binder byen kunstnerne sammen:
- Det er Emil fra Suspekt, der skaffede os den pladekontrakt, vi har i dag, og drengene fra Phlake er jo som en slags brødre, fortæller Theodor Praëm, der begrunder sammenholdet med, at det at være fra Albertslund skaber et bestemt bånd og tilknytning:
- Det er med stolthed, at vi siger: Vi kommer fra lunden.
Byen skaber rammen
Vestegns-duoen Mads Bo og Jonathan Elkjær udgør til sammen gruppen Phlake, og de har siden udgivelsen af singlen ’Pregnant’ har haft fuld smæk på karrieren.
De to kender - på samme måde som Suspekt - hinanden fra miljøet i Albertslund, hvor der til morgenfester blev slynget tekster og musik over bordet, som var det billig vodka nede fra tanken.
Drengene afrundede deres danmarksturné på det lokale spillested, betonslottet Forbrændingen, der troner ved Albertslunds station, et stenkast fra Centerpubben.
- Albertslund er den ramme og kasse, som musikken kommer ud af, forklarer Theodor Praëm fra musikgruppen De Danske Hyrder, der ligesom Phlake og Suspekt flere gange har spillet på hjemstavnens koncertsted.
- Selvom man flytter fra Albertslund, føler man sig stadig som albertslunder, uddyber Theodor Praëm.
For som Suspekt også siger i sangen 'Søn af En Pistol': 'V står for Vestegnen - vi føler os ovenpå'.
Phlake kan opleves på Tinderbox fredag kl. 17 på Red Stage
De Danske Hyrder kan opleves på Tinderbox fredag kl.18.30 på Stage 4
Suspekt kan opleves på Tinderbox fredag nat kl.01 på Blue Stage