Ramt af rygskade: Smukfest-hovednavns turné var i fare

Den festivalturné, der har bragt britiske Jamiroquai til årets Smukfest, hang i foråret i en tynd tråd.

Det er 11 år siden, det britiske funkdisco-popband Jamiroquai sidst var i Danmark.

I foråret udkom bandet med den karismatiske, hatteklædte frontmand Jay Kay med det ottende studiealbum "Automaton", og forud lå en lang festivalturné, der efter planen også bragte bandet til Danmark.

Onsdag aften stod funk-veteranerne dog klar på Bøgescenen med en mere end vanligt rolig Jay Kay på scenen - noget både publikum og flere musikanmelder noterede sig og tilskrev bandets turnépause og alder.

Årsagen er dog en lidt anden, for det var dog lige før de danske fans helt måtte skyde en hvid pil efter at opleve 90'er-bandet, der så sig nødsaget til at aflyse en række shows, blandt andet i London tidligere på sommeren.

Den 47-årige sanger Jay Kay - med det borgerlige navn Jason Luis Cheetham - har nemlig været ramt af så alvorlige rygproblemer, at han i foråret blev indlagt på hospitalet for at blive opereret.

- Vi vidste faktisk ikke engang, om vi ville være i stand til at gennemføre den her festivalturné. Det var skræmmende. Det her rygproblem har virkelig været en nedtur, pyh….siger han efterfulgt af et lille grin, der vidner om et vist overskud.

Trods alt.

- Det har i hvert fald gjort mig bevidst om min dødelighed. Men det er nu helt okay. Jeg kan ikke ligefrem hoppe rundt, som jeg plejede, men jeg er gradvist ved at blive bygge op igen, siger manden, der i den grad blev kendt for sine akrobatiske dansebevægelser i musikvideoerne, som storhittede i midten og slutningen af 90'erne.

Jamiroquais frontmand, Jay Kay, tilbage i 2005 ved et MTV-show i Tokyo. Det britiske band lægger igen vejen forbi Japan på den kommende verdensturné. (Foto: © Issei kato, Scanpix)

Og den 47-årige sanger er i den grad bevidst om, at der stadig er måneders hårdt arbejde forude.

- Jeg er ikke i ligeså god fysisk form, som jeg kunne være, fordi det har været hårdt nok overhovedet at træne. Det vil nok tage omkring et år eller noget i den stil at komme tilbage, og når vi er færdige her, skal jeg træne hårdt for at komme i form til vores kommende arena-turné, lyder det fra Jay Kay, der selv sendte en hilsen til sine fans fra hospitalssengen efter operationen.

Fra fest til farrolle

Der er gået syv år siden, bandet sendte "Rock Dust Light Star" på gaden, og indtil starten af året har der været relativt stille fra funkdisco-bandet, der storhittede med numre som "Canned Heat" og "Virtual Insanity" i slutningen af 90'erne.

Og det er der en helt særlig grund til, forklarer Jay Kay.

- Vi tog på turné, men så havde jeg brug for en pause. Nu har jeg to døtre, og det har ligesom ændret alt. Det var det, sådan er det at få børn, forklarer den 47-årige sanger, der har dedikeret et af numrene på den nye plade "Automaton" til sin tre-årige datter Carla.

Har lægger ikke skjul på, at han har et udtrykt ønske om at være i nærheden af sin børn, og at faderrollen har ændret manden, der førhen var kendt for sin hang til smukke kvinder, hurtige biler og store hatte.

- Det er meget anderledes, og det er hårdt, nu hvor man har noget at tage hjem til. Min ældste datter er ikke engang tre år gammel, så nu sender jeg hele tiden billeder hjem til hende for at vise hende, hvor jeg er, og hvad jeg laver. Hun er begyndt at forstå det, men sådan er det jo med små børn. De spørger: Hvor er far henne?

I det hele taget lader den 47-årige sanger at være nået en bevidsthed om sin alder.

Det er over 25 år siden, bandet debuterede og for alvor slog igennem med debutpladen "Emergency On Planet Earth", og mens bandets lineup har ændret sig flere gange, har Jay Kay været en konstant siden 1992.

  • Jay Kay ved koncerten på Smukfest onsdag aften. (Foto: © Frederik Højfeldt Nielsen)
  • En 20 år yngre Jay Kay med den karakteristiske høje hat fra dengang. (Foto: © NF, Scanpix)
1 / 2

Og selvom lyden af Jamiroquai har ændret sig over tid, mener han ikke, at der er sket fundamentale ændringer i forhold til tidligere albums, for som han siger:

- Hvis det virker i forvejen, hvorfor skal man så ændre det?

- Jeg har lyttet til nogle af de andre numre på vores albums og tænkt "er det i virkeligheden anderledes"? Jeg ved ikke, om vores lyd har ændret sig, men den måde vi leverer på, er nok anderledes.

- Man når jo til et punkt, hvor man kun er så god som det seneste, man har leveret, så jeg har siddet meget sammen med vores keyboard-spiller (Matt Johnson, red.) og fokuseret på at justere små dele. Men det kan jo være svært helt at ændre sin lyd.

Børn og forældre tager sammen til koncert

At dømme efter koncerten onsdag aften på årets Smukfest, er der måske heller ingen grund til det.

De dansable groovy rytmer med den gyngende bas vakte jubel hos både det yngre og det lidt ældre publikum, hvoraf flere formentlig også var på festival, da Jamiroquai sidst gæstede Danmark og insisterede på at have flere skæringer med lyden af didgeridoo.

- Jeg kan godt se, at flere er begyndt at tage deres børn med til vores shows, men jeg ved ikke helt, om det er noget, jeg skal være bekymret over eller ej, siger Jay Kay og griner.

- Mine fans bliver jo også ældre, og det har jeg det fint med. Det er fantastisk, at musikken bliver givet videre. Vi har nu fans, der kommer til vores shows og siger "min far så jer i 1997, og han har fodret mig med jeres musik de sidste tyve år", lyder det fra forsangeren, hvis børn - måske ligesom så mange andre - især har een ting, de forbinder med deres far og hans musik.

- De ser mig på scenen, og når de så ser hatten, så ved de, at det er far deroppe.