- Hvad så pikhoveder? Jeg kom lige forbi…
Sådan lød det fra komikeren Simon Jul, der pludselig indtog scenen midt under Suspekts koncertbrag torsdag aften i Bøgeskoven.
Simon Jul, der af og til optræder som guitarist for gruppen og desuden er producer på flere af deres numre, havde nemlig en helt særlig overraskelse med til Albertslund-gruppen.
- Lige her er der fire idioter, som efter rigtigt mange år har lokket mig med ud at gøjle livemusik, fordi jeg ligesom alle jer tror på dem. Og jeg kunne sige utroligt mange smukke, dejlige, fantastiske ting om de her fire venner. Men jeg føler ikke rigtigt, det er tiden til det. Så i stedet for..., lød det fra Simon Jul, inden han kaldte overraskelsen ind.
- Alle jer, der står herude, har været med til at lave en guldplade til de her drenge!
Og så fik trioen og produceren Jonas Vestergaard ellers overrakt hver sin guldplade for albummet '100% Jesus', der udkom i foråret, mens de blev hyldet af publikum, der brød ud i det karakteristiske hyldestråb 'Su-su-su-spekt!'
Det er i øvrigt Suspekts fjerde album, der gør sig fortjent til en skinnende hæder.
Ud over '100% Jesus' har også 'Ingen slukker the stars' og 'Prima Nocte' solgt guld, mens 'Elektra' fra 2011 har solgt platin.