Sidste vinter sad Thomas Korsgaard en dag i sin lejlighed i Københavns Nordvestkvarter og kiggede sig omkring.

Selvom han havde boet der et par år, var lejligheden stort set tom bortset fra to nye stole, han lige havde købt.

- Grunden til, at der ikke var noget i lejligheden, var, at jeg har flyttet meget. Og de ting, jeg har haft gennem tiden, har voldt mig besvær, når jeg ikke har haft et sted at gøre af dem, fortæller den 26-årige bestsellerforfatter.

Den tomme lejlighed og hans besværlige forhold til at eje ting, som han så ofte har måttet skille sig af med, når han gang på gang har stået uden et hjem, inspirerede Thomas Korsgaard til de første sætninger i sin nye bog, 'Man skulle nok have været der':

"Jeg bærer alting ned til storskrald. Jeg ved ikke, hvor jeg ellers skal stille det hen."

Fik bogkontrakt som 19-årig

Bogen er den tredje og sidste om Tue, der nu har forladt sin dysfunktionelle familie i landsbyen Nørre Ørum uden for Skive og er flyttet til København. Her står han pludselig uden et sted at bo, fordi hans udlejer er blevet træt af ham.

- Gennem resten af bogen er det eneste, han ejer, en sportstaske, påpeger Thomas Korsgaard, der også selv flyttede til hovedstaden fra netop Nørre Ørum, da han var 17 år.

To år senere, kort efter han var blevet student, inviterede forlaget Lindhardt & Ringhof ham til et møde, fordi de havde bemærket hans skriverier i blandt andet Politiken og netmediet Zetland. De ville gerne læse mere.

Og så fik den dengang 19-årige Thomas Korsgaard travlt, for han havde ikke noget materiale i skuffen. Men han havde heldigvis et emne, der pressede sig på, fortalte han til dr.dk i 2018:

- Jeg vidste lige præcis, hvad jeg ville skrive om, og nu fik jeg endelig lov til det, jeg gerne ville, nemlig at skrive om Nørre Ørum og det her samfund langt ude på landet.

Fiktion eller virkelighed?

Forlaget endte med at tilbyde Thomas Korsgaard en bogkontrakt, og hans debutroman, 'Hvis der skulle komme et menneske forbi', udkom således i begyndelsen af 2017. Den indbragte ham en plads på bestsellerlisterne, en nominering til en fin debutantpris - og en hel del medieopmærksomhed.

Han gav blandt andet et interview til Politiken, hvor han fortalte om sin voldelige far. Den version modsagde hans egen lillebror i samme avis - og lige siden har debatten om forholdet mellem virkelighed og fiktion klæbet til hans forfatterskab som et smeltet stykke tyggegummi under en sommersandal.

Mange journalister har gennem årene forsøgt at udbore spørgsmålet om, hvor Thomas slutter, og Tue begynder, mens forfatteren selv har insisteret på, at bøgerne altså er fiktion.

- Jeg kan ikke omsætte mit eget liv til en bog. Det har jeg aldrig prøvet på. Jeg gør, hvad jeg kan for at skrive den bedst mulige roman, og dér må man gribe til forskellige ting, der kan hjælpe én. Men jeg forpligter mig ikke på virkeligheden, jeg er ikke interesseret i at transskribere virkeligheden, understreger Thomas Korsgaard, da han igen bliver bedt om at forholde sig til samme gamle traver.

Blev nødt til at fortsætte historien

Netop den slags gentagne spørgsmål var en af grundene til, at han faktisk ikke havde planer om at skrive tre bøger om Tue.

- Jeg havde aldrig tænkt, det skulle være en trilogi, siger Thomas Korsgaard og fortsætter:

- Men bog nummer to slutter jo med, at Tue står af på Valby Station og lige har forladt det fattige, voldelige, udsatte hjem i Jylland - og så var der flere læsere, der sagde til mig, at jeg da ikke bare kunne lade ham stå der og hænge.

Der var også læsere, der kom op til ham og fortalte, hvor lettede de var over, at Tue nu var landet i København og endelig kunne få et dejligt liv. Men så nemt tænkte Thomas Korsgaard alligevel ikke, det ville være for den unge midtjyde at få skabt sig et liv i storbyen.

- Jeg kender det københavnske boligmarked. Og dét er ikke sjovt sted at være, hvis ikke man har forældre, der kan forære én en lejlighed. Eller kender nogen, der kender nogen og alt det der.

En ulige relation

Tue rakker rundt med sin sportstaske over skulderen i Københavns gader og forsøger mere eller mindre desperat at finde et sted at sove. Han overnatter blandt andet på sin arbejdsplads, Politiken, indtil det bliver opdaget. Til sidst får han sig fedtet ind hos en kollega og hendes mor, der bor i en stor herskabslejlighed på Østerbro.

- Det er en ulige relation, for de har penge, og det har han ikke. Der opstår også noget jalousi, da han prøver at blive en del af deres familie, hvad der jo ikke rigtig kan lade sig gøre, siger Thomas Korsgaard.

At han har valgt en overklassefamilie med designmøbler, kunst på væggene og bugnende bogreoler er også et forsøg på at invitere læserne med indenfor hos dem selv, forklarer han:

- Nu har mine læsere fået lov til at være med hjemme hos Tue. Nu skal de prøve at have ham boende lidt - og på den måde få lov til at se sig selv.

Kan genkende hjemløsheden

Tue taler helst ikke om sin baggrund. Han bruger indimellem sin historie til at få sympati nok til, at han kan blive boende hos det privilegerede mor/datter-par, men ellers fortæller han så lidt som muligt om, hvor og hvad han kommer fra.

- Han skammer sig over den opvækst, han har haft, som på mange måder har været svær og traumatiserende. Og han er nok bange for at falde endnu mere igennem, end han allerede gør, fortæller Thomas Korsgaard.

Det helt lavpraktiske behov for en seng at sove i er ikke det eneste, Tue tumler med, forklarer han:

- Han kæmper også med at finde ud af, hvem han er, hvad han kan finde ud af her i livet. Hvad er hans styrker og talenter, hvad er han god til? Det kan være lige så svært at finde som et sted at sove på det københavnske boligmarked, konstaterer Thomas Korsgaard.

Den indre søgen og særlige følelse af hjemløshed beskriver Tue et sted i bogen sådan her: "Jeg kan føle mig hjemme alle steder. Det er ikke en evne. Det er en sorg."

Og det er følelser, som Thomas Korsgaard selv kan relatere til.

- Det, vi har til fælles, er erfaringen af ikke at føle sig hjemme i verden; ikke at vide hvor man har hjemme. Både fysisk og mere eksistentielt.

Ikke en sukkersød slutning

Lejligheden i Nordvest har efterhånden udgjort Thomas Korsgaards fysiske hjem i et par år. På det eksistentielle plan er det at skrive det nærmeste, han kommer på en følelse af at høre til.

- Det at skrive er en livsform. Det kan måske lyde lidt højrøvet, det ord, men jeg kan ikke finde ud af at gå i skole, men jeg kan finde ud af det her - og det er lettelse, fortæller Thomas Korsgaard, som en kort overgang studerede Nordisk Sprog og Litteratur på Aarhus Universitet.

- Jeg har helt klart en hjemløshed i mig. Jeg tror, mange, der skriver, kender den følelse af ikke at høre til. Derfor er det lykkeligt at have fundet det hjem i skriften, tilføjer han.

I 'Man skulle nok have været der' får vi at vide, at Tue også er i gang med at skrive på en roman på den gamle computer, han slæber rundt på i sin sportstaske. Han nævner den tit, selvom der sjældent er nogen omkring ham, der rigtigt lytter og virker til at tage ham seriøst.

Men han tror selv på projektet, virker det som. Og da historien slutter, er han (uden at spoile) på vej mod noget bedre, fornemmer man. Det er usikkert, hvad der præcist skal blive af unge Tue fra Nørre Ørum, men han står i hvert fald ikke længere og flagrer helt alene på Valby Station.

- Han er forhåbentlig på vej ind i et mere roligt liv - som selvfølgelig ikke bare bliver let, for der er ingen liv, der bare er lette. Og det var vigtigt for mig at skrive en slutning, der ikke føltes som at strø sukker på. Det ville selvfølgelig være det nemme, når man gerne vil runde en fortælling af, siger Thomas Korsgaard og tilføjer:

- Men følelsen af hjemløshed er ikke noget, man nødvendigvis kommer af med.