De fleste af os har prøvet at få et ordentlig gok i tilværelsen.
Mange er blevet forelskede og har troet på den store kærlighed – kun for at opdage, at det hele var en illusion. Andre har prøvet at erobre det, de troede var et ønskejob – og blive slemt skuffede. Nogen har jagtet den store drøm, men er stået desillusioneret tilbage, skuffede over at intet var, som de forestillede sig.
Og så er der selvfølgelig alle dem, der bare slentrer gennem tilværelsen uden at opføre sig tosset. De er en helt anden og temmelig meget kedeligere historie.
’Tabte illusioner’, som er en rigtig god historie, beskriver en af de store drømmere, Lucien, en ung mand fra Angoulême i det sydvestlige Frankrig, der fantaserer om at blive en stor poet i storbyen Paris. Sådan noget bliver man nemlig ikke i Angoulême i 1840’erne, hvor ingen fatter noget af den unge mands moderne, metaforiske poesi.
Kun smukke Louise forstår den unge mands digte om buldrende passioner, men hun er gift med egnens rigeste mand. Og så går deres romance ikke.
Der røg den første af Luciens illusioner.
Nådesløse Paris
I Paris er der ingen, der synes, at man bare kan komme hoppende ind fra landet og blive en del af etablissementet. Ingen gider udgive Luciens poesi, og ret hurtigt ved alle, at den unge knøs har taget sine mors adelige efternavn, de Rubempré, selvom han egentlig bærer sin fars mere jordnære Chandon.
Den slags bliver straffet i nådesløse Paris.
Der røg et par mere af Luciens illusioner.
Og det er langtfra slut. ’Tabte illusioner’ er faktisk kun lige begyndt.
Meget hurtigt lægger Lucien sine digte på hylden for at blive journalist på en af Paris' nye flabede aviser, der ynder at gå i flæsket på borgerskabet. Det er guf for en ung mand med livsappetit og ambitioner.
Det vælter med champagne, fester, letlevende skuespillerinder, lumske rænkespil, nedrige planer og hurtig berømmelse.
Den naive bonderøv
Så ryger illusionerne for alvor i vasken, men hvem gider bekymre sig om det, når tilværelsen buldrer derudaf?
Lucien bliver hyret til at skrive anmeldelser, der ikke har en hujende fis med holdninger at gøre. Det er betalt af et forlag eller et teater – eller måske bare sat i scene for at smadre en karriere eller sparke en anden i gang. Alt er til salg i en medieverden, hvor det "ikke gælder om at oplyse læserne, men om at smiske for dem", som det bliver udtrykt i filmen.
Uden at opfatte det mindste er Lucien et helt andet menneske end den naive bonderøv, der ville være stor digter.
Manden bag den historie, Honoré de Balzac, vidste, hvad han skrev om. Han var selv journalist, inden han blev en af 1800-tallets mest indflydelsesrige forfattere – en humanist og realist, der beskrev et Frankrig under hastig forandring i begyndelsen af 1800-tallet.
’Tabte illusioner’, en af hans mest berømte romaner, er ikke kun en gennemhegling af medierne, den er også et fromt håb for de mennesker, der får smadret deres illusioner og skal bygge livet op igen.
Instruktøren Xavier Giannoli har skåret kraftigt ned på de to dele af Balzacs roman, der foregår i Angoulême, og i stedet fokuseret på det hastige, amoralske liv i Paris
Det giver rigtig god mening. Det er ikke svært at genkende et moderne medietosseri og jagten på magt og penge anno 2022 i ’Tabte illusioner’.
Nostalgisk pariserstemning
Balzacs historie bugner med detaljer, op- og nedture, og så mange rænkespil og snyderier, at man bliver helt rundtosset. Eller ekstatisk.
Xavier Giannoli sætter de to en halv time overdådigt i scene, propper hvert et billede til med nostalgisk pariserstemning og har så kraftigt et fokus på Kultur med kæmpestort K, som kun franskmænd kan være det.
Det er meget konventionelt – og temmelig forudsigeligt – men det er stadig en vildt orkestreret historie, så voldsom som et drama af Shakespeare og nært beslægtet med danske Henrik Pontoppidans senere roman ’Lykke-Per’ i sin granskning af ambitionernes pris.