Lad os lige ta’ den igen.

Et menneske er strandet, helt og aldeles alene, på planeten Mars, 228 sindssyge mio kilometer fra Jorden. De nærmeste eksemplarer af samme art befinder sig i et rumskib på vej væk, mod Jorden.

Sandsynligheden for at det enlige menneske dør på Mars er tæt på 99 procent. Sandsynligheden for at det går fra forstanden i den vanvittige ensomhed er så godt som 100 procent.

Planter kartofler i sin egen afføring

Skidtpyt da med det, tænker det ensomme menneske i Ridley Scotts ’The Martian’. Provianten rækker til alt for få dage. Ilt er der ejheller nok af.

’Men det må jeg jo videnskabe mig ud af’, konkluderer astronauten Mark Watney med et uudslukkeligt gåpåmod à la Tintin og Klods-Hans.

Og så går den ensomme lille botaniker i gang med at videnskabe sig.

Han planter kartofler i sin egen afføring i et hjemmebygget drivhus. Han udvinder ilt og vand og skaber en energikilde af sit rumskibs plutoniumaffald. Han kommunikerer hjem til jorden via noget gammelt juks af en rumsonde som menneskeheden har smidt ud på Mars. Osv osv.

Eksistensens enorme grå Betonmur

Der er ingen ende på Watneys ukuelighed og opfindsomhed.

Men bliver han slet ikke bare en smule skør, banker han ikke knolden ind i Eksistensens enorme grå Betonmur sådan som sine strandede, ensomme forgængere i science fiction-filmene ’Rumrejsen år 2001’, ’Silent Running’, ’Solaris’, ’Moon’ og ’Gravity’?

Nope. Det er kraftedme belastende at hans bortrejste kaptajn kun har taget 70’er-disco med til rumrejsen, men ellers er alt i den skønneste videnskabelige orden i ’The Martian’.

Knuthenborg Safaripark uden kompas

Vi lever i en tid, hvor den amerikanske filmbranche sender menneskeheden ud på de mest ekstreme oplevelser via digital teknologi i film som ’Gravity’, ’Everest’ og ’The Walk’.

Det er rendyrket 3D-underholdning ved første kig, men det er også film, der drister sig til at stille spørgsmål til menneskets natur, dets grænser, dets eventyrlyst, dets rødder, det udholdenhed m.m.

Det havde været oplagt for veteranen Ridley Scott, der aldrig har været bleg for at rejse store spørgsmål i sine film, at sende astronaut Watney ud på den store filosofiske rejse i ’The Martian’. Hvad fa’en tænker man ellers på midt i så grotesk en ubehjælpsomhed?

Men Watney er en glad spejderdreng, der ligeså godt kunne være faret vild i Knuthenborg Safaripark uden kompas.

Skurrer fælt i øjnene

Den bekymrende ubekymrethed er det store fremmedelement i ’The Martian’, der bygger på Andy Weirs nørdede videnskabsroman.

Man kan opfatte filmen som en hyldest til menneskets ukuelige vilje til at overleve, men det skurrer fælt i øjnene, at det tilsyneladende kun gør ondt på Watney når han hører kaptajnens efterladte diskohits.

Vi lever trods alt i en tid, hvor folks liv falder fra hinanden når de mister deres smartphone.

Scotts vanlige visuelle overskud

I stedet klarer ’The Martian’ sig hjem på Scotts vanlige visuelle overskud og takket være en imponerende nørdet interesse i detaljer og dingenoter. Det er næsten som at overvære en god BBC-dokumentar om populærvidenskab når Watney forklarer hvordan han udvinder vand og når vi ser ham klippe sine bæposer op for at plante kartofler i dens indhold.

Matt Damon er en glimrende vært, næsten som en rummets David Attenborough. Og nede på trygge Moder Jord har Ridley Scott samlet et hold af stjerneskuespillere som Kristen Wiig, Jeff Daniels, Chiwetel Ejiofor og Sean Bean til at give de nørdede diskussioner charme og overskud.

Forrygende godt selskab

Man føler sig i det hele taget i forrygende godt selskab gennem hele ’The Martian’.

Som fremmedelement på Mars fungerer 70’er-diskoen eksemplarisk. Og man følger sig tryg i hænderne på Ridley Scott, de grundige teknikere på hans filmhold og det imponerende hold af skuespillere.

Netop den charme giver en sær svien i øjnene, for så sjovt kan det da umuligt være at strande, helt og aldeles alene, i rødt sand, 228 sindssyge mio kilometer fra Jorden.

'The Martian' får dansk biografpremiere den 8. oktober