Det er ret begavet tænkt, det her. Superhelte er jo i almindelighed et fremmedelement i vores verden. De findes kun i vores fantasi, og de er opstået ud fra en udbredt dagdrøm om pludselig at få helt ekstraordinært seje kræfter så man smadre plageånderne i skolen og fange onde skurke.

Den fantasi er der så hårdt brug for, især hos hankønsvæsener, at superhelte er blevet en kæmpe industri, primært i USA, først som tegneserie, siden som film.

Et friskt pust i superheltegenren

Superhelte er alt andet end et fremmedelement i nutidens filmindustri. De sidder på flæsket, gør de. Men hvad nu hvis man skræller det hele væk og finder en superhelt, der virker naiv og blåøjet og helt jomfruelig overfor den superhelterolle, vedkommende står i? Og hvad nu hvis den superhelt er en helt atypisk en af slagsen, nemlig en kvinde, som der ikke har været mange af i superheltefilmene?

Så er vi tilbage ved grundmaterialet, ved det stof superhelte bliver skabt af. Vi er tilbage ved sammenstødet mellem det dagligdags almindelige og det overjordisk supernaturlige. Der opstår en ny friskhed.

Det er netop det kneb, der løfter filmen om Wonder Woman udover det sædvanlige. I sin struktur, og især i sin fesne slutning, ligner ’Wonder Woman’ de fleste andre superheltefilm, der som bekendt har en fedtet tendens til at benytte samme fortælleskabelon.

Græsk mytologi i 1. Verdenskrig

Men figuren Wonder Woman, der blev født ind i tegneserieverdenen i 1941, er usædvanlig, ikke kun fordi hun er kvinde, eller fordi hun bliver spillet af israelske Gal Gadot med sin særligt smukt krummede næse, men fordi hun ingenting kender til den verden, hun skal forsvare.

Hun er vokset op blandt amazonkrigere på en lille ø midt i den græske mytologi. Hun ved kun, at krigsuden Ares en dag vil vende tilbage og forsøge at vende verdensordenen ved at udrydde menneskene.

Hun aner ikke hvad de her mennesker går og foretager sig, ikke før en britisk spion med en flok dumme tyskere i hælene en dag går i land på den skjulte mytologiske ø. Fra da af er uskyldsrene Diana blev til Wonder Woman, der drager med spionen Steve til 1. Verdenskrig for at finde Ares, som bestemt må have fingrene med i så brutal en krig, vurderer vores smukke heltinde naivt.

Tør ikke gå hele vejen

Men hun bliver meget klogere, både på menneskeheden der slet ikke er så uskyldig som hun forestiller sig, på Ares som ikke er så afstumpet som hun troede, og på kærlighed og på mænd, som har flere funktioner end øjet lige skuer til at begynde med.

Der er utallige muligheder i at slippe en kvindelig superhelt løs. Vi har trods alt ikke set mange flere end Michelle Pfeiffers og Halle Berrys catwomen og Scarlett Johanssons Black Widow.

Instruktøren Patty Jenkins tør desværre ikke gå hele vejen og virkelig vende op og ned på superhelteverdenen. Men hun går noget af vejen, fx ved at lade en mand, Chris Pine, være nøgent sexsymbol i filmen, og med en velturneret vits om, hvorvidt manden ’lader sig styre af sådan en lille ting der’.

Små men underholdenende ambitioner

Takket være Wonder Womans blåøjede, nysgerrige blik på menneskes verden bliver tåbelig kvindemode, idiotiske krigsherrer og forstokkede kønsroller også taget under satirisk behandling. Og i en scene, hvor Wonder Woman træder op fra en skyttegrav for at ta’ kampen op mod pre-nazisterne, ligner hun lige præcis en smuk amazonkriger, der er klar til at erobre superheltefilmene med samme pondus, som når Beyoncé kræver stærke kvinders plads i populærkulturen.

Superheltefilmenes konventioner er endnu mere forstokkede end menneskenes kønsroller. Det er den største udfordring for ’Wonder Woman’. Men det lykkes hende at være hovedperson i en nogenlunde anderledes superheltefilm, én hvor vi lærer superhelten at kende fra bunden og ser hende udvikle sig mens hun lærer mere og mere om den komplekse menneskehed. Det er ikke klogt og tankevækkende – i den henseende er ambitionerne skuffende små i ’Wonder Woman’ – men det er begavet underholdning.

Instruktør: Patty Jenkins

Medvirkende: Gal Gadot, Chris Pine, Connie Nielsen

Premiere: 1. juni