Okay, jeg kaster håndklædet i ringen. Jeg er ikke helt klar over, hvad det egentlig var, jeg ville. Men jeg havde i hvert fald en plan om at forklare, hvorfor jeg ser store problemer i Ruben Östlunds ’The Square’.

Jeg havde en intention om at slå fast, at filmen fiser mere ud, end den egentlig slutter, at den har en uheldig tendens til at mase luften ud af sig selv - i stedet for virke stor og stærk - med sine to timer og 20 minutter. Og især ville jeg understrege, at Östlunds seneste film har fået et uheldigt præg af, at instruktøren mener at have gennemskuet verden.

Hvem er arrogant og hovmodig?

Hvor hans tidligere film, ’De ufrivillige’ og ’Play’ mere lignede undersøgelser af noget, som Östlund ikke selv havde overblik over, fremstår ’Force Majeure’ og ’The Square’ som et par film, der afslører henholdsvis den moderne nordiske mand og det moderne velfærdssamfundsmenneske.

De to film har en undertone af, at Östlund virkelig har klædt dem af til skindet og udstillet dem for os. Den charmerende og næsten barnligt nysgerrige sikke-nogle-mærkelige-steder-tilværelsen kan-føre-én-hen-tilgang fra de tidligere film er væk. I stedet er der noget hovmodigt og arrogant over Östlunds seneste film.

Det var nok min tanke, nu jeg tænker over det, at klæde Östlund af, som han har klædt det moderne menneske af i sine film, hvilket er en smuk tanke. Og jeg havde slet ikke nået så langt som til at tænke over, at jeg dermed selv ville fremstå arrogant og hovmodig.

En kompleks film

Men efterhånden som jeg begyndte at hudflette og dechifrere ’The Square’, blev det mere og mere åbenlyst for mig, hvor kompleks en film det er, hvor mange og hvor spændende spørgsmål den indeholder, hvor dristigt selvmodsigende den tør være, hvor meget den udfordrer vores selvforståelse, og hvor meget den piller i vores friserede overflade.

Og det blev især åbenlyst hvor helt igennem usædvanlig en filmmager Ruben Östlund er.

Han er i hvert fald mere sociolog end historiefortæller – mere optaget af at beskrive og undersøge moderne mennesker end han er i at fortælle en god historie. Men først og fremmest er han interesseret i at udsætte almindelige mennesker for en slags practical jokes, som når et tv-hold udsætter et stakkels menneske for en morsom situation og optager det hele på skjult kamera.

Den stakkels museumsdirektør Kristian, der bliver fortrinligt spillet af danske Claes Bang får f.eks. stjålet sin pung og sin mobiltelefon ved et tricktyveri på gaden.

Med hjælp fra sin assistent finder han frem til den boligblok, hvor hans mobil befinder sig, og sammen smider de en løbeseddel i samtlige postkasser i hele ejendomme med en opfordring om at aflevere mobil og pung i en specifik døgnkiosk. Ellers bliver det værst for tyven selv. Den plan er pinlig i al sin absurditet.

Abe-performancekunstner

Endnu mere akavet er en situation på Kristians museum, hvor en performancekunstner, der optræder som abe ved en receptionsmiddag, kører sit show helt derud, hvor han er mere abe end menneske, hvilket de fine mennesker til middagen slet ikke ved, hvad de skal stille op med.

Vi ved godt, hvordan vi skal reagere, når et menneske smadrer vores glas for næsen af os – men hvad gør vi, når et menneske, der optræder som abe ved en reception på et kunstmuseum, smadrer vores glas?

Östlund er en ener

Sådan stiller Östlund spørgsmål med udgangspunkt i et kunstværk på Kristians museum, en firkant, The Square, der er ’en helligdom for tillid og omsorg’. I firkanten har ’alle lige rettigheder og forpligtelser’. Den slags er nem nok at vedtage i en lille firkant, men hvad med udenfor, i den omgivende verden, hvor vi også vægter moral, tillid og omsorg højt?

Jeg vil stadig holde fast i at ’The Square’ er for lang, at den fiser ud til sidst, og at Ruben Östlund har vænnet sig lidt for meget til at have kontrol over sine figurer. Men jeg må også kaste håndklædet i ringen og indrømme, at ’The Square’ er en film, man bare aldrig bliver færdig med at tænke over. Den er umulig at fordøje. Og Ruben Östlund er en ener.