De elsker traditioner i Cannes.
Den røde løber skal være rød på en helt særlig måde. Mænd skal bære smoking og sorte sko, og kvinder skal være i høje hæle og kjole, når de går på den røde løber.
Sådan er det hele vejen igennem. Rigtig meget er etikette og tradition på verdens største filmfestival.
Det giver selvfølgelig problemer, når verden forandrer sig så hurtigt, som den gør i de her år. Fx er der opstået en ny tradition i Cannes, som arrangørerne formentlig meget gerne ville fjerne, hvis de ellers kunne finde ud af det – protester over den manglende balance i køn og etnicitet i filmudbuddet.
Der er 75 års jubilæum i Cannes i år, og i løbet af de mange år har kun to kvinder vundet den fine førstepris, Guldpalmen.
Sidste år var det Julia Ducournau med ’Titane’. Og så skal vi ellers hoppe tilbage til 1993 for at finde en kvindelig vinder med Jane Campions ’The Piano’.
Danske Bodil Ipsen og Lau Lauritzen jr vandt faktisk også i 1946, på den anden Cannes-festival, med deres ’De røde enge’. Det tæller bare ikke rigtig med fordi alle film vandt det år, i en fælles glædesrus over at Anden verdenskrig var overstået.
To ud af 75 er ikke imponerende
To ud af 75 er ikke imponerende. Til sammenligning deltager fem kvinder i kampen om Guldpalmen i år – i konkurrence med 16 mænd. Det er rekord i Cannes.
Det går altså fremad. Men det går langsomt. Meget snøvlende i sammenligning med de øvrige bevægelser i filmverdenen, hvor filminstitutter og andre store festivaler har været betydeligt hurtigere til at justere.
Kønsbalancen i Cannes virker også spøjs, når man ser på vinderne af de store internationale priser gennem de seneste år.
Sidste år vandt Julia Ducournau som nævnt med ’Titane’. Tidligere på året fik spanske Carla Simon Guldbjørnen i Berlin for ’Alcarras’. Sidste år vandt franske Audrey Diwan med ’Hændelsen’ på Europas tredje store filmfestival, Venedig.
Forrige år var det amerikansk-kinesiske Chloé Zhao, der tog førsteprisen i Venedig – og tilmed fik en amerikansk Oscar for ’Nomadland’.
Og hvis vi skal se lidt hjemad, stak debutanten Lisa Jespersen sidste år af med de to mest traditionsrige danske filmpriser, Bodil og Robert, for ’Hvor kragerne vender’.
Vinden blæser kvindernes vej
Vinden blæser altså tydeligt kvindernes vej. Man kan diskutere hvorfor – grundigt og meget længe.
I almindelighed er filmverdenen seriøst optaget af at ændre tingenes tilstand i en verden ud af balance, og der er ikke meget tvivl om at juryerne på filmfestivalerne gerne giver kvinderne et grundigt skub.
Det betyder ikke, at de nævnte kvinder har ’fået lov’ at vinde de fine priser foran skarpere mænd. Alle de nævnte film er stærke bud på film til tiden.
Og fremfor alt er det film, der understreger, at kvinder ofte fortæller anderledes historier end mænd. Mere socialt og mindre individuelt. Mere udforskende og mindre dogmatisk.
Man kan altså sagtens argumentere for, at verden langsomt, men sikkert, er ved at opdage, at de etablerede konventioner om det, der gør en film god, er under forandring.
Den virkelighed virker Thierry Fremaux ude af trit med. Det er især det, der kan få de traditionelle kritiske røster i Cannes til at råbe op.
Fremaux har mødt den samme kritik, i mere og mere koncentreret form, gennem de seneste 5-7 år. Men han holder stædigt fast på principperne og traditionerne. Han insisterer på, at festivalen udvælger de bedste film, og at festivalen kun afspejler verden omkring os.
Det er imidlertid et sært defensivt argument fra en festival, der altid har insisteret på at gå forrest og vise filmkunstens nye veje.
Fuld knald på festen i år
Kun de færreste i filmverdenen er i tvivl om at Cannes fungerer fremragende som en årlig fest – et rendez-vous – for filmindustrien. Og der er i dén grad fuld knald på festen i årets festival, der får markeret, at verden er på vej ud af coronaen.
Men som stedet, der har fingeren på filmmediets puls, er Cannes i alvorlig krise. Mange af filmene i årets hovedkonkurrencen virker bedagede. De kunne lige så godt have været tilstede for ti eller femten år siden.
Filmbranchen kigger fremad. Men Cannes har i høj grad øjnene rettet mod historien. Mod sine 75 år. Mod etiketter og traditioner.