Jeg giver op. På forhånd. Jeg har ikke en chance.
Det er umuligt at beskrive den lille italienske film 'Grotten' på en måde, der giver den retfærdighed.
Jeg kan smide omkring mig med de superlativer, anmeldere altid har liggende klar i skuffen: fantastisk, billedsmuk, poetisk, særlig, magisk, enestående og al den slags. Men det betyder ikke så meget. Det kan ikke indfange det unikke liv mellem billederne i 'Grotten'.
Jeg har tabt i det øjeblik, jeg begynder at fortælle om italieneren Michelangelo Frammartinos film.
Ingen superhelte eller biljagter eller skurke
Så snart jeg nævner, at den foregår i 1961 og genskaber de dage, da en håndfuld unge norditalienske forskere kravlede ned i en grotte i Syditalien, samtidig med at en gammel bonde blev syg, er de fleste stået af.
Og det hjælper helt sikkert ikke, at jeg slår fast, at der ikke er noget drama i filmen, ingen superhelte eller biljagter eller skurke – ikke engang en forsker, der får en fod i klemme eller snubler over en sten i grotten.
Og det gør kun det hele værre, når jeg konstaterer, at man aldrig kommer tæt på nogen af de medvirkende. Vi får aldrig at vide, hvad forskerne eller den gamle bonde hedder. Vi hører dem knap nok tale.
De er bare kroppe i landskabet.
Nu har du sikkert fået den opfattelse, at 'Grotten' er en dokumentarfilm. Det er den ikke. Det er en spillefilm. Af en slags. Måske snarere en stumfilm
Frammartino har hyret nogle mennesker til at klæde sig ud som de unge forskere, der kravlede ned i dybet i 1961. Men det vil være synd at påstå, at de spiller skuespil.
Forskerne kravler og tager noter. Den gamle mand kalder på sine dyr. En læge og en ven tager sig af ham, da han bliver syg.
Nede i byen Villapiana sidder folk udenfor den lokale bar og ser bevidstløst på det der moderne stads, man kalder fjernsyn.
En skitse eller et udkast til en historie
Det er det. Det er alt. Alt hvad der foregår i 'Grotten'. Det er nærmest komisk. I hænderne på de fleste andre historiefortællere ville det være en skitse eller et udkast til en historie.
Eller endnu mindre end det – en indskydelse.
Men Frammartino er ikke en filmmager som alle de andre. Han har skabt blot tre spillefilm i løbet af 19 år.
Hans forrige film, 'Le Quattro Volte', der også kunne ses i danske biografer, var en film om det oprindelige liv som håndværker i den syditalienske provins, Calabrien. Om en gedehyrde og to mænd, der laver trækul. Lige så magisk i sin stilfærdige ordløshed som 'Grotten'.
Som tilskuer sidder man bare og lægger mærke til alt det, man aldrig ville nå at opfatte i alle andre film. Rynkerne i en gammel mands ansigt. Krumningen på hans næse. En lastbil, der passerer rundt i et sving på en bjergvej. Skyerne, der driver forbi.
Selvfølgelig betyder det noget for 'Grotten', at den foregår i Pollino-bjergene på grænsen mellem Calabrien og Basilicata, i et fantastisk landskab, hvor skyerne smyger sig hen over bakkerne, mens kantede kæmpeklipper rejser sig i baggrunden, og køer og får græsser på stejle skråninger.
Her har livet været det samme i tusinder af år.
Men det er ikke skønheden, der gør 'Grotten' til så uudgrundeligt fascinerende og fantastisk, billedsmuk, poetisk, særlig, magisk, enestående og al den slags
Frammartino kunne formentlig have skabt samme fornemmelse af at trænge ind i en historik, en passion eller en hemmelighed ved at følge en ornitolog på Fanø eller en geolog på Møn.
En fantastisk, filmmagisk rejse
På vej ned i den næsten 700 meter dybe Bifurto-grotte i Pollino-nationalparken fik Frammartino idéen til 'Grotten' og dens beskrivelse af en verden i forandring. Mens unge forskere kravler ned under jordens overflade for at undersøge verdens opståen, bygger ingeniørerne i Norditalien højere huse end nogensinde for at skue ind i fremtiden.
Og i Calabrien kigger fattige bønder nysgerrigt på tv eller på mærkelige storbymennesker, der pludselig invaderer de dybe dale.
'Grotten' er en slags svar på et spørgsmål, ingen kender. Nærmere kommer jeg det ikke. Jeg giver op. Jeg havde en fantastisk, filmmagisk rejse med Frammartino, men jeg kan umuligt videregive den i ord.
Den findes kun mellem billederne i 'Grotten'.