Den tredje eller fjerde, du kommer til at tænke på, er Jesus.
Hvem ellers kan man tænke på, når vores stakkels hovedperson – Jan Baalsrud – bliver hevet og smadret tværs gennem det bundfrosne Nordnorge og undervejs får skudt en storetå af, mister noget nær samtlige tæer på den ene fod til koldbrand, bliver knust i en lavine og ligger i skjul i fire dage under en klippe på et tilsneet bjerg?
Det er som at se Jesus bliver pisket og banket til blods gennem Via Dolorosa og op til Golgatha-højen for at blive korsfæstet, som Mel Gibson beskrev det i sin film, ’The Passion of the Christ’.
Jesus ofrede sig som bekendt for at redde os, og Jan Baalsrud ofrer sig ubetinget for sine landsmænds, nordmændenes, skyld.
Tænker du også på Superman, Spartacus og Tintin?
Men længe inden Jesus dukker op i dit hoved, er du formentlig kommet til at tænke på andre berømte helte som Odysseus, Superman, Spartacus, Zorro og Tintin – den slags man kan smide ud over en afgrund, kaste ud midt i et åbent ocean eller sende over en bjergkæde i snestorm. De klarer den alligevel. De er umulige at slå ihjel.
Og inden du er nået hen til rækken af udødelige helte, er du formentlig kommet forbi de klassiske fortællinger fra modstandskampen under 2. verdenskrig, dem om fx ’Drengene fra Skt Petri’, ’Hvidsten-gruppen’ eller norske ’Max Manus’, der med livet som indsats gik op mod Hitlers mægtige krigsmaskine.
Sådan en var Jan Baalsrud. Sammen med 11 andre norske modstandsfolk blev han uddannet i England og sendt til den norske kyst for at sabotere tyske anlæg under 2. verdenskrig.
Noget gik galt, Baalsruds venner blev opsnappet af nazisterne, og siden tortureret og henrettet, mens han selv havde held til at flygte. Og flygte videre. Og flygte og flygte og flygte fra nazimaskinen tværs gennem Nordnorge ved Tromsø i den sene vinter 1943.
Mens Kurt Stage, den øverstbefalende for Gestapo i Norge, var ved at gå op i limningen, blev Baalsrud en martyr for de frihedssøgende nordmænd.
Filmfortælling vs. virkeligheden
At få den udhungrede Baalsrud fragtet over grænsen til neutrale Sverige, blev et billede på selve kampen mod tyskerne. Sådan beskriver storfilmen ’Den 12. mand’ i hvert fald Baalsruds rejse.
I virkelighedens verden blev nordmændene først rigtig bevidste om Baalsruds utrolige rejse efter krigen. Og gestapochef Kurt Stage var nok ikke den dæmoniske ærkenazist som irske Jonathan Rhys-Myers ellers præsenterer så levende.
’Den 12. mand’ er et rent heltekvad, en højstemt hymne om manden, der kunne få skudt en tå af, svømme længere en nogen anden i isvand, undgå maskingeværsalver fra et fly og kæmpe sig fri af en lavine.
Det er den slags heltefortællinger fra 2. verdenskrig, som vi er meget nølende med at fortælle herhjemme, men som nordmændene gerne minder hinanden om i film som ’Max Manus’ og ’Kongens valg’.
Minder om 'The Revenant'
Derfor er det meget tænkeligt, at en af de skikkelser, der sidder stærkest i dig efter ’Den 12. mand’, er Leonardo DiCaprio i rollen som Hugh Glass i ’The Revenant’.
Den hollandske instruktør Harald Zwart har uden diskussion skelet kraftigt til DiCaprios bud på overleveren Hugh Glass, der blev revet i stykker af en bjørn, efterladt døende i ødemarken og alligevel kæmpede sig gennem 300 kilometer til det nærmeste fort på et brækket ben.
Men Harald Zwart er langtfra så original en filmmager som ’The Revenant’s Alejandro Gonzalez Iñarritú, der gjorde Hugh Glass til en beretning om det lille menneskes forhold til den mægtige natur.
Zwart smører tykt på med helteskabeloner og benytter enhver lejlighed til at vise os, hvor utrolig Baalsruds bedrift var. Han sender os gennem et imponerende lager af velkendte helte, men har store problemer med at skabe en hovedperson, vi ikke har mødt før.
Harald Zwart har dog skabt en imponerende vellavet film, forrygende flot fra start til slut. Han formår at få Jan Baalsrud til at ligne en fjern fætter til Jesus, en kollega til velkendte helte, og en efterkommer til Hugh Glass. Men han bliver aldrig sin egen.