Jojo, selvfølgelig, det er ikke svært at se pointen i at etablere en frontfigur for miljøbevægelsen og kampen mod global opvarmning.

I en verden, hvor folk elsker celebriteter, og temmelig mange tilsyneladende lider af den besynderlige forestilling, at en såkaldt 'stærk mand' er bedre end et sundt demokrati, giver det god mening at sætte et ansigt på en sag.

Men det kommer der bestemt ikke nødvendigvis en god dokumentar af.

Det havde så absolut en effekt, da den tidligere vicepræsident Al Gore for ti år siden var hovedperson i dokumentaren 'En ubekvem sandhed'. Pæne og nydelige Al Gore var kendt som en kedelig fætter, som kunne tale sine tilhørere i søvn med stor lethed, men her talte han pludselig om miljøproblemer med både charme, overskud og humor.

Det var overraskende i sig selv. Derudover præsenterede Al Gore Moder Jords miljøproblemer, så alle og enhver kunne følge med – så problemerne virkede reelle og håndgribelige.

Det åbnede mange øjne for den globale opvarmning og var en del af årsagen til at Gore blev tildelt Nobels fredspris samme år.

Alvorlige katastrofer gennem én mands øjne

Siden har eks-vicepræsidenten fortsat sin politiske kamp mod global opvarmning og været en frontfigur for miljøbevægelsen, blandt andet ved at etablere en uddannelse for såkaldte 'climate leaders'.

Der er altså god fornuft i at følge Al Gore ti år senere i 'En ubekvem sandhed 2' og undersøge, hvor meget hans fokus på klimaforandringer og global opvarmning har flyttet sig.

Men det virker godt nok besynderligt at skulle tage temperaturen på vores allesammens Moder Jord, og at se kimen til potentielt meget alvorlige katastrofer, også katastrofer på en skala, som vi slet ikke kan forestille os, gennem et enkelt menneske.

Al Gore er interessant, det er han da, men Jorden og dens problemer er unægteligt mere interessante. Ikke mindst i en tid, hvor forskere, der er knyttet til den amerikanske regering, erklærer det 'ekstremt sandsynligt', at miljøproblemerne er menneskeskabte.

Det er vel at mærke folk, som arbejder direkte under Klodens mest prominente klimabenægter, præsident Donald Trump.

Hvad med smeltevandet i Grønland?

Al Gore og hans medarbejdere har utrolige nye vidnesbyrd siden sidst. Det gør for eksempel indtryk at se billederne af de voldsomme skybrud, hvor varme vinde pumper vand op i noget, der minder om flyvende svampe, som derefter sender et vandfald ned over storbyer, sådan som vi for nylig så det i Houston.

Og det er utroligt at se, hvordan en storby som Miami i Florida har oplevet, at havvandet stiger og løber ind over hovedgader i byen.

Det gør også indtryk, når Al Gore nævner, at den af de mest kritiserede forudsigelser i 'En ubekvem sandhed' var oversvømmelsen af Ground Zero i New York – hvilket blev virkelighed år senere i 2012.

Alligevel virker Al Gore som lidt af et fremmedelement i den her beretning om Jordens sandsynligvis største udfordring.

Han hidser sig op undervejs og viser kun stort engagement, men han brænder ikke igennem med samme styrke som i den første film.

Det ville til enhver tid have virket mere fornuftigt at skabe en dokumentar, der dykker grundigt ned i klodens forandringer, såsom smeltevandet i Grønland, eller ofrene for katastroferne omkring Caribien.

For hvis verden virkelig er så meget på røven, som Al Gore gør opmærksom på, og som han serverer seriøs vidnesbyrd om, skal vi så virkelig spilde tiden på at se på familiefotos hjemme i Gore-slægtens sommerhus?