Kan man basere en komedie på virkelige hændelser? Er tilværelsen virkelig så sjov?

Svaret er ’ja’. Mange virkelige mennesker er gennem tiderne blevet accentueret og fordrejet, så de fremstår ekstra skægge på film. Men virkeligheden bag ’Battle of the Sexes’ er så grotesk, at den er en komedie i sig selv.

I hvert fald i dag, i 2018, i #metoos tidsalder. Var historien blevet genfortalt i 1979 eller 1999 havde den ikke haft samme indlysende komediepræg. Det havde stadig været tilladt dengang at være en ordentlig mandehørmer, der insisterer på at mænd er overlegne og at kvinder hører hjemme i sengen og i køkkenet.

Nu om dage er den slags påstande så dårlig tone, at de virker latterlige. Og komiske.

Sådan var tonen

Det har tilsyneladende krævet 45 år at få de virkelige begivenheder på en tennisbane i Texas i 1973 til fremstå komiske.

Artiklen fortsætter under billedet.

Dengang var det provokerende for kvinder, naturligvis, at den 55-årige tidligere tennismester Bobby Riggs hævdede at være i stand til at slå enhver kvinde i tennis. Men det var også helt i tråd med tiden.

Sådan var tonen i 1973, som det også bliver beskrevet i Steven Spielbergs biografaktuelle ’The Post’, hvor Meryl Streeps figur må stride for at blev respekteret som ene kvinde i toppen af medierne.

Højere løn til mænd?

Idéen om at kvinder havde en ret til at være andre steder end i køkkenet og soveværelset – og at de skulle betales ligeså godt for at spille tennis som mændene – var forholdsvis ny i 1973.

Men med tiden har vi fået en fælles forståelse for, at det sportsligt er lige så værdifuldt, når Caroline Wozniacki svinger ketsjeren, som når Roger Federer gør det. Og præmiesummerne i de store turneringer blev ligestillet for godt 10 år siden.

Men det bliver stadig diskuteret om mændene ikke burde være bedre aflønnet, blandt andet fordi deres kampe er længere.

'Det er bare biologi'

På 45 års afstand er det lattervækkende og morsomt at høre datidens magtfulde tennisformænd forklare den stærkeste amerikanske tenniskvinde, Billie Jean King, at hun kun kan få en ottendedel af mændene i præmiesum.

Mænd har nemlig ’familier de skal forsørge’ og de er ’mere spændende at se på, fordi de er hurtigere og stærkere’ end kvinder. ’Det er bare biologi’, insisterer Jack Kramer, formanden for tennisforbundet ATP.

Dertil kan Billie Jean King indvende, at ligeså mange mennesker vil betale for at se kvinder spille tennis. Også i 1973.

Men Kramer bøjede sig ikke for de nye vinde og så dannede Billie Jean King sit eget forbund. Kort efter blev hun udfordret af Bobby Riggs. Han havde netop banket den australske verdensetter Margaret Court, da han gav Billie Jean King et tilbud om en kamp.

Hun kunne ikke sige nej, uanset hvor grotesk hun synes idéen var. Hun var nødt til at forsvare kvindekønnet.

Morsom mandehørm

Derfor har ’Battle of the Sexes’ en herlig balance mellem indædt alvor og grotesk komik. Og det bliver ekstra forstærket af at Billie Jean King omtrent samtidig indså, at hun var homoseksuel, hvilket slet ikke var – eller er – god tone i USA.

Det er der ikke noget komisk i. Men instruktørparret bag filmen, Jonathan Dayton og Valerie Faris, bruger Kings seksualitet til at understrege, hvor meget hun var oppe imod af normer og fordomme dengang i 1973. Og stjernen Emma Stone får King til at ligne et rigtigt menneske med lige dele styrke, tvivl, vrede og usikkerhed.

Som hendes komiske modstykke er Steve Carrell ligeså fantastisk som Bobby Riggs, der ikke bare er gjort til en hørmende mandschauvinist, men til en naiv drengerøv og showman, der ser en mulighed for at score kassen ved en tenniskønskamp.

Det er forrygende sat op. Historien er ganske vist ærgerligt forudsigelig, men mandehørmen er morsom, tidsbilledet er uforligneligt og Stone og Carrell er begge en stor fornøjelse.

Og så har det hele altså været næsten lige så sjovt i virkeligheden.