De to instruktører kunne såmænd have været hovedpersonerne i deres egen film.

Så havde filmen nok fået titlen ’Hurra, succes er en forbandelse!’ og havde været en komedie om de to filmmagere Eric Toledano og Olivier Nakache, der slider og slæber for at følge op på deres gigantiske succes med filmen ’De Urørlige’ fra 2011.

Men uanset hvad de to filmmagere finder på, er det bare ikke så finurligt, så sjovt, så indlysende og så effektivt som ’De Urørlige’, og dens historie om en skidesur handicappet rigmand, der får en sort slumknægt som hjælper, og efterhånden liver op og får sin livsglæde igen, takket være slumknægtens charme og mangel på respekt.

Den grumme virkelighed med alt for brede grin

I vores komedie, ’Hurra, succes er en forbandelse!’, finder Nakache og Toledano først på ’Samba’ (2014), en hjertevarm fortælling om en senegalesisk migrant, der står til udvisning af Frankrig, men får hjælp af en fransk forretningskvinde.

Det er ikke nogen dårlig film, men kombinationen af brutal socialrealisme og Nakaches og Toledanos husk-nu-at-livet-først-og-fremmest-er-skideskønt-humor swinger ikke godt.

Instruktørmakkerparret er ikke på hjemmebane med en historie, der smager SÅ meget af grum virkelighed. De har det bedre, når de går direkte efter det store brede grin, der får tilværelsens trængsler til – PUF! – helt at forsvinde.

Det var det, der lykkedes så godt i ’De Urørlige’.

Den gav faktisk fornemmelsen af, at de mest utrolige venskaber kan opstå, og at alt kan blive godt til sidst. Det var det, der endte med at gøre den til den mest sete franske film nogensinde.

Grinagtigt humørfyldt

Med den næste film insisterer Toledano og Nakache på at komme tilbage til den letbenede, livet-er-skønt-humor fra ’De Urørlige’.

De virker helt grinagtige i deres hysteriske kamp for at finde på det mest humørfyldte, man overhovedet kan forestille sig til deres næste filmprojekt, ’C’est la vie’ – en person, der arrangerer store bryllupsfester. Mere humørfyldt og let kan det da ikke blive.

De er godt klar over, at deres hovedperson Max ikke er interessant at følge, hvis ikke han får en forhindring, mens han arrangerer blomstrende og betagende bryllupsfester.

Bryllupsfesten fra helvede

Der skal være et drama. Så det får Max. Faktisk får han ikke andet end problemer. Toledano og Nakache er så opsatte på at udsætte Max for alt, hvad en bryllupsfest kan indeholde af problemer, at det er komisk i sig selv.

Først er der kæresten, der er sur, fordi Max ikke kan finde ud af at gå fra konen, som han har lovet.

Så er der tjeneren, der gerne vil rejse et problem, men ikke tør sige det.

Så er der assistenten Adèle, der konstant skændes med lederen af bryllupsorkesteret, James.

Og så er der Adèles klodsede ven, som aldrig har prøvet at være tjener før og kun skaber problemer.

Der er lammekødet, der bliver dårligt, så Max må hente mad hos en anden restaurant.

Og der er ikke mindst den utroligt øretæveindbydende brudgom, Pierre.

Problemerne opstår bogstavelig talt ud af ingenting i ’C’est la vie’. Det er en del af Nakaches og Toledanos strategi.

Det skal ikke være kompliceret, det her. Det er kun Max, der skal have det svært. For alle andre er ’C’est la vie’ en fest. Og sådan vælter Eric Toledano og Oliver Nakache rundt og slår knuder på alt og alle i kampen for at skabe den nye ’De Urørlige’.

Det lykkes selvfølgelig ikke.

Morskaben mangler ægte alvor

En mand, der har problemer med at arrangere en bryllupsfest, er på ingen måde et indlysende koncept til en komedie. Der mangler den knude af alvor, der var så intens i ’De Urørlige’, og som kan få humoren til at være virkeligt forløsende.

Men naturligvis er ’Hurra, succes er en forbandelse!’ en feelgood-komedie.

Den skal have en lykkelig slutning, uanset hvor flov den virker. Og det får den, takket være Jean-Pierre Bacri, der virkelig er et fund i rollen som Max.

Ingen andre kan som han spille en arrogant og sur franskmand med hønserøvsmund og det hele. Det er ofte hans irriterede miner, der løfter scenerne ud af bare at være småsjove til faktisk at være rigtig sjove.

Der er virkelig langt op fra ’C’est la vie’ til succesen med 'De Urørlige'. Og påstanden om, at ’C’est la vie’ faktisk er en sjov film, er halvvejs grebet ud af luften.

Men sådan er det med Olivier Nakache og Eric Toledano. Det skal eddersmadreme ende godt.

Livet er jo ikke så svært.