Det er ni år siden, at vi måtte sige farvel til Frank Hvam, Casper Christensen og Mia Lyhne i tv-serien 'Klovn'.
Men mandag aften vendte den populære serie endelig tilbage med en sæson syv, og det glæder anmelderne.
Serien holder nemlig det høje niveau, den også var kendt for år tilbage, lyder det.
Hos Berlingske er gensynet med Klovn som at sige 'dav til en gammel ven', og her svinger anmelderen sig op på hele fem stjerner med ordene:
"Intet tabu er for stort til at blive behandlet i den nye sæson af 'Klovn'".
Også fyens.dk giver serien fem stjerner med ordene: Se det, se det, se det. For filan.
To børn og en ny kæreste
Men meget er sket siden sidst. Frank og Mia har fået to børn og forsøger at leve et roligt familieliv, mens Casper Christensen er blevet kærester med Lene Nystrøm fra popgruppen Aqua.
Og Frank Hvam og Casper Christensen kan stadig få det til at gøre ondt de helt rigtige steder, skriver Information.
- Det er aldrig overraskende, at hovedpersonerne i en komedie bliver slået tilbage til start, men det er i 'Klovn' - som i andre vellykkede komedier - først overraskende og så indlysende, hvordan det sker, lyder det.
Glad, men irriteret
B.T. er også glade for seriens tilbagevenden, og kvitterer med fire stjerner, men det er ikke uden en smule irritation over faktuelle fejl.
Det virker nemlig forkert, at Frank og Mia pludselig har fået to børn - hvoraf den ene er en teenagedatter, hvilket jo ikke helt passer sammen med de år, der er gået siden sidst.
Derudover mener anmelderen også, at det er ærgerligt, at man ikke bruger Caspers rigtige kæreste - Jarl Friis-Mikkelsens datter Isabel - men i stedet Lene Nystrøm.
Intet tabu er for stort
Ekstra Bladet giver ligeledes fire stjerner - og som anmelderen skriver er det muligt, at Casper og Frank er blevet ældre undervejs, men meget klogere eller mere sympatiske er de ikke blevet. Ej heller mindre selvoptagede. Heldigvis.
Soundvenue er mindst imponeret og giver 'Klovn' tre stjerner. Her mener man, at syvende sæson mest ligner en afglans af Franks tidligere, storslåede moralske kampe.
Udover de nu syv sæsoner af 'Klovn', er det også blevet til to 'Klovn'-film: 'Klovn - The Movie' og 'Klovn Forever' fra henholdsvis 2010 og 2015.
Der vil være i alt 10 nye afsnit af 'Klovn' i syvende sæson. Dermed vil der være 70 afsnit i serien i alt.
