Der er vel ikke noget at sige til, at nerverne sidder lidt udenpå tøjet.

Her har vi, på den ene side, verdens store tragedie i de her år. Et voksende antal mennesker, der er på flugt fra enten krig, forfølgelse eller klimaforandringer.

Og på den anden side det nærmeste kunsten kommer en popstjerne for tiden, den runde kineser Ai Wei Wei, der i mange år har blandet sig i storpolitik og været vred over, at den danske legetøjskoncern Lego ikke vil gøre det samme.

Som lukkede én af sine udstillinger i protest mod den danske regerings flygtningepolitik, og som ynder at posere til selfies sammen med sine mange fans.

Hvad kan kunstens popstjerne dog bidrage med til den tilsyneladende uløselige flygtningesituation, der vidner om elendighed i Afrika, og som skaber håbløse situationer og store politiske frustrationer i Europa?

Hvad nyt kan han fortælle, som alverdens medier ikke har kunnet fortælle i de senere år, om ligene af kvinder og børn i Middelhavet, om europæiske lande, hvis befolkning flygtede under 2. verdenskrig, men som nu lukker deres grænser og spærrer dem af med pigtråd for at slippe for migranter fra Mellemøsten og Afrika?

Svaret er ganske enkelt. Ingenting.

Folk på flugt påvirker os alle

Ai Wei Wei har ikke gravet helt nye oplysninger frem om flygtninge. Han har ikke fundet en videnskabsmand, en 'Georg Gearløs' med den helt rette løsning på situationen.

Han har heller ikke fundet en visionær politiker, der er klar med en udvej. Det er de samme triste billeder af mennesker i nød, Ai Wei Wei har optaget. Men han har noget tredje, et overblik, en vinkel, en vision, om man vil.

Titlen på Ai Wei Weis næsten to en halv time lange dokumentar, 'Human Flow', skal tages helt bogstaveligt – og ikke bare som en poetisk beskrivelse af flygtninge.

Det er mennesker i bevægelse, filmen beskriver. Menneskeheden, som den tager sig ud i de her år, hvor omtrent 65 millioner mennesker er på flugt verden over.

Og omkring de 65 millioner befinder sig en hel menneskehed, der på den ene eller anden måde reagerer på flygtningesituationen, nogen ved at lukke øjnene og sætte pigtråd op eller spytte på menneskene på flugt eller skrue nationalismen op på maximum.

Andre ved at rive sig i håret i frustration over en tilsyneladende uløselig og eskalerende situation.

Det, Ai Wei Wei forsøger at vise, er kort sagt, at vi alle er en del af flygtningesituationen, at det påvirker alle medlemmer af menneskeheden negativt.

En menneskehed ude af balance

'Human Flow' er et øjebliksbillede af en menneskehed ude af balance. Og den vinkel er ny. Den føles ny. Den er ikke håbløs, sådan som beskrivelser af migranter efterhånden har fået for vane. Den bringer ikke håb i form af handling, men den har en vinkel til at gøre noget, at tænke i fællesskab.

Det øjebliksbillede af menneskeheden skaber Ai Wei Wei ved at rejse verden rundt, til 23 lande, og ved at filme mennesker, der kæmper, og som ikke har givet op, snarere end folkeslag, der er ved at gå til grunde i gråd og lidelse.

Der er meget få billeder af egentlig lidelse i 'Human Flow'. Kun et enkelt sted serverer den kinesiske kunststjerne og hans danske klipper, Niels Pagh Andersen, der har stået for arrangementet af de mange billeder og indtryk, et tydeligt offer i form af et stort barn, der ligger halvt iturevet i ørkenen i Irak, måske ramt af en bombe, måske fortæret af dyr.

Det har den efterstræbte chokeffekt. Man bliver mindet om katastrofen. Men derudover spejder Ai Wei Wei i retning af en menneskehed i flugt – mere end PÅ flugt. Og dermed i forandring. Det føles faktisk inspirerende.