Biografgæsterne vender tommelfingeren nedad til danske film

Hele 11 danske film har solgt under 10.000 billetter i 2016.

Danskerne har i år foretrukket de udenlandske film. Her ses gæster til gallapremiere på Rogue One: A Star Wars Story. (Foto: © Mikkel Berg Pedersen, Scanpix)

Når danskerne med popcorn og cola sætter sig godt til rette i de røde biografsæder, så er det højst sandsynligt med en stor udenlandsk film på lærredet. 2016 har nemlig været et forfærdeligt år for de danske film i biograferne.

Det skriver Politiken og Berlingske.

I 2015 blev der solgt 4,2 millioner billetter til danske film – i 2016 er tallet nede på 2,8 millioner. Det gør året til det dårligste siden 2009.

Hele 11 film formåede end ikke at trække 10.000 til billetlugerne. I den anden ende, blandt lyspunkterne, ligger filmatiseringen af Jussi Adler Olsens 'Flaskepost fra P' med lige over 700.000 billetter og 'Klassefesten 3' med over 530.000 solgte billetter.

Uenighed om årsag

Men om den ærgerlige udvikling fortsætter, og hvad den overhovedet skyldes, det er der ikke enighed om.

Formanden for Danske Biografer, Kim Pedersen, kalder det over for Berlingske en katastrofe. Han mener, at der bliver lavet for mange billigere film. Han så gerne, at man skruede ned for antallet og op for budgetterne.

Hos Det Danske Filminstitut, der står for filmstøtten, vil direktør Henrik Bo Nielsen ikke give de billigere film skylden – nogle af dem er ”talentfilm” og ”skaber diversitet”. Han tror, at større titler i 2017 kan være med til at rette op på udviklingen.

Hos Producentforeningen siger direktør Klaus Hansen til Politiken, at markedsandelen falder, når udlandet har mange stærke film på plakaten. Ifølge Klaus Hansen peger pilen også tilbage på de danske biografer. De er ikke gode nok til at give de smallere film en chance, lyder det. Som eksempel nævner han Per Flys Bænken, der var længere om at rykke op på hitlisten.

De endelige tal kendes endnu ikke, men der er i år solgt mere end 13 millioner biografbilletter. I 2015 var tallet 13,8 millioner.