Okay, det kan man så sidde og tænke over. Ikke mindst som mand. For det er godt nok noget af en rusketur, hun er igennem, vores hovedperson Harper – takket være de mænd, der omgiver hende.
Først er der kæresten James, der truer med at ta' livet af sig selv, hvis Harper skrider. Skiderik. Og så er der ham den nøgne stodder ved ruinen ude i skoven. Og den mærkelige udlejer, der fyrer morfar-jokes af, mens han viser sit hus frem.
Det er nemt at se 'Men' som en gyser om mænds værste sider. Om mænds simple natur, deres pinagtige selvynk, frastødende selvglæde, dyriske sextrang, primitive voldsparathed og så videre.
Det bliver alt sammen sluppet løs på stakkels Harper, der bare er taget på landet for at puste ud ovenpå det voldsomme brud med James i London.
Men det vil også være virkelig kedeligt bare at opfatte 'Men' som en opsummering af mænds latterlige simpelhed. Så ensporet er 'Men' – og så ensporede er mænd – heldigvis ikke.
'Men' er under ingen omstændigheder en film med en pointe, man kan folde sammen og putte i lommen. Den stikker i mange retninger. Den er syret. Den er grum. Den er voldsom.
Den er på sin vis lige så åndssvag og absurd som de mænd, den revser. Og så er den ikke mindst virkelig sjov i sin fantasifulde omvæltning af verden.
Den her anmelder er stadig ikke holdt op med at grine af den følsomme landsbypræst, der taler med Harper om det voldsomme brud med James, men langsomt viser sig at være simpel i knoppen. Og hvad gør præsten, da Harper er skredet i vrede, og han sidder eftertænksom tilbage udenfor sin kirke? Giver læberne en ordentlig omgang med sin pomadestift...
'Men' er fyldt med den slags finurligheder.
Det allermest finurlige er naturligvis, at samtlige simple mænd i den lille landsby – udlejeren, nudisten, kroværten, præsten, teenagelømlen og så videre – bliver spillet af samme skuespiller, Rory Kinnear. Med skiftende udklædning og lidt hjælp fra computereffekter kommer han snigende fra alle vinkler og bringer Harper ud af fatning.
Det er virkelig mærkeligt. Og skidesjovt. Og sygt. Og uhyggeligt.
I den henseende er 'Men' en moderne udgave af Roman Polanskis 'Chok' fra 1965, hvor mænds evindelige seksuelle tilnærmelser får modelsmukke Catherine Deneuve til at gå op i limningen.
Instruktøren bag 'Men', britiske Alex Garland, har tidligere stået bag visuelt knivskarpe film og serier som 'Ex Machina' og 'Devs'. Ligesom Polanski er han en mester i at få landskaber, bygninger og rum til at spejle den menneskelige psyke – og endda bringe tilskuerne ud af fatning.
I 1965 var det vildt og voldsomt, at Polanski lod en skov af mandearme komme ud af en væg for at gramse på Deneuve. Det er for slattent i 2022. Der skal ske noget mere. Og det gør der så – mildt sagt. Også så meget, at 'Men' ender helt ude i grotesk kropsforvridende bodyhorror.
Det er i princippet en gyserfilm, men alt andet end den slags, hvor fem teenagere skal overnatte i et nedlagt slagteri bygget ovenpå en seriemorders knoglerester. Bortset fra at 'Men' også benytter sig af elementer fra undergenren folk-horror, hvor naturens dunkle kræfter er på spil, er der intet forudsigeligt, ingen vanetænkning, ingen genrekonventioner og -klichéer i 'Men'.
Den er simpelthen skabt for at bringe os ud af kontrol, ud af fatning – derud, hvor vi forgæves forsøger at finde sikker grund at stå på.
En omvendt film med titlen 'Women' ville have været lige så oplagt. Og spændende. For ikke at tale om det virkeligt syrede projekt 'Nonbinary'.
Men nu har Garland altså skabt den mere moderigtige 'Men', der sagtens kan opfattes som en ironisk leg med tidens besættelse af mænds værste sider.
Der er virkelig noget at tænke over i 'Men'. Men fremfor alt gælder om det om at holde fast i sit fodfæste, mens man drager afsted på en syret rejse.