Dansk producent: Målrettethed har givet Susanne Bier en Emmy

Susanne Bier er en ambitiøs og krævende instruktør, og det er årsagen til, hun har fået en Oscar, Golden Globe og nu også en Emmy, siger mangeårig samarbejdspartner.

Susanne Bier sammen med skuespilleren Tom Hiddleston, der spillede hovedrollen i tv-serien 'Natportieren'. (Foto: © Mike Pont / Stringer, Getty Images)

- Hun har styr på, hvad hun vil fortælle, og hun er god til at fortælle skuespillerne, hvad hun vil fortælle, og hun er meget sikker på, hvad hun vil have.

Sådan lyder Karen Bentzons forklaring på, hvorfor Susanne Bier endnu engang kan tage en stor international pris med hjem.

Hun har gennem flere år samarbejdet med Susanne Bier og har blandt andet været producer på Biers film ’Hævnen’, ’En chance til’ og ’Den skaldede frisør’.

- Hun er en dygtig instruktør og sørger for, at skuespillerne kommer ind i spillet, lige så snart de møder på arbejde. Og hun sørger for, at de bliver i rollen hele dagen. Det kan være hårdt som skuespiller, for hun kræver, at de er og ikke bare spiller.

- Der er ikke meget pjank og pjat. Selvfølgelig hygger man sig også, men hun er meget målrettet i det, hun laver, siger Karen Bentzon.

God til at styre det store symfoniorkester

Peter Schepelern, der er lektor emeritus i filmvidenskab ved Københavns Universitet, roser også den danske instruktør og kalder det fuldt fortjent, at hun har fået en Emmy for ’Natportieren’.

- Hun har altid været en mainstream-instruktør, der ikke laver mærkelig filmkunst, men effektiv, moderne filmkunst med en stærk melodramatisk historie og etiske problematikker – og gerne med et eksotisk indslag, siger han og peger blandt andet på Mellemøsten i 'Natportieren' og Afrika i filmen 'Hævnen'.

Han fortæller, at hun med en Oscar, en Golden Globe og nu også en Emmy kun mangler at få priser i Berlin og i Cannes, hvis hun skal have de største af slagsen.

Men Biers muligheder for at få en bjørn og en palme, mener han ikke er så store.

- Jeg tror, hendes talent er for internationale mainstreamfilm. Hun er god til at styre det store symfoniorkester, og hvorfor så lave en mærkelig, personlig film fra hjertet, hvis man kan spille for et stort publikum, siger Peter Schepelern.