Pigen Eva står med en smartphone i hånden og ringer til sin mor ude på en gang.
Hun venter tålmodigt. Biiip, biiip, biiip. Så afbryder en stemme ringetonen for at afsløre, at nummeret ikke er tilgængeligt lige nu. Hun sukker.
Pigen opgiver og indtaster et andet nummer på telefonen. Så tager hun en dyb vejrtrækning, og da hendes bedstemor svarer opkaldet, spørger Eva hende forsigtigt:
"Drikker mor igen?".
Scenen herover udspiller sig i danske Simon Lereng Wilmonts dokumentarfilm 'A House Made of Splinters', der er aktuel på filmfestivalen CPH:DOX i næste uge. I filmen følger han en flok børn på et midlertidigt børnehjem i det østlige Ukraine – før den igangværende krig vel at mærke.
Her bor børnene, mens det vurderes, om de kan sendes hjem igen, om de skal til en plejefamilie eller flyttes til et permanent børnehjem. Eva er nemlig langt fra alene om at komme fra en familie præget af alkohol, vold eller lignende.
Men selvom filmen er optaget inden den nuværende russiske invasion af Ukraine, er krig faktisk også et underliggende tema i 'A House Made of Splinters'.
- Filmen er et ret godt eksempel på de langtidsvirkende og mere usynlige konsekvenser, der er i et lokalområde, når der hele tiden er en krig, der summer i baghaven, siger Simon Lereng Wilmont.
Det kan godt være, at det først er nu, at mange af os retter et bekymret blik mod det krigshærgede Ukraine, men faktisk har konflikten i den østlige del af landet ulmet, lige siden Rusland annekterede den ukrainske halvø Krim i 2014.
Det har ramt børnene, fortæller Simon Lereng Wilmont, der har set konfliktens konsekvenser med egne øjne.
- Job forsvinder, arbejdsløsheden stiger, og folk mister håbet for fremtiden – og hvis de ikke kan se sig ud af det, kommer der måske vold i familien, eller de begynder at drikke. Og når der er så meget at slås med, får det nogle symptomer.
- Det betyder, at familier bryder sammen, og de her børn bliver taget væk, konstaterer han.
Flere udenlandske festivaler på vej
For tiden fylder Ukraine ikke overraskende ekstremt meget i dokumentaristens hoved.
Egentlig skulle han lige nu have hjulpet en ukrainsk kollega med at filme en dokumentar om nogle gymnastikpiger, men Simon Lereng Wilmont måtte rejse tilbage til Danmark før tid kort før den russiske invasion.
Derudover skulle 'A House Made of Splinters' have været vist for et helt særligt publikum i en biograf i Kyiv her midt i marts.
- Vi havde inviteret alle mulige VIP'er inden for det politiske system, som rent faktisk kunne gøre noget ved det her og lave ændringer. Men alt det ligger jo i ruiner nu.
Lige nu er Ukraine i hvert fald langt væk, og det er umuligt at forudsige, hvornår det igen er muligt at komme derned.
- Jeg kan godt være bekymret for, at krigen bliver langvarig, og at den bliver til en russisk besættelse, og så bliver folk sikkert trætte af at høre om Ukraine hele tiden, siger instruktøren.
Derfor ser han det som sin fornemmeste opgave at blive ved med at tale om Ukraine – og det er netop det, som hans premiereaktuelle 'A House Made of Splinters' kan hjælpe ham med.
Filmen bliver nemlig vist i store dele af verden nu, fortæller han.
- De næste tre måneder bliver den vist på fem til ti festivaler, og det fortsætter efter sommerferien. Derfor er det mit håb, at jeg kan komme ind og sige: "Husk lige, at situationen i Ukraine stadig er vigtig!". Så dér ligger en opgave for mig den kommende tid.
Har stadig kontakt med sine ukrainske kilder
Det er slet ikke første gang, at Simon Lereng Wilmont udkommer med et filmprojekt fra det østlige Ukraine med børn som fokus.
I 2017 imponerede hans dokumentarfilm 'Olegs krig' blandt andet anmelderne.
Her fulgte han den tiårige dreng Oleg, der boede med sin bedstemor i en ukrainsk krigszone med granater som lejlighedsvis lydtæppe. Den film høstede priser både herhjemme og i udlandet.
Allerede dengang lurede konflikten da også i grænseområdet. Endda så meget, at Oleg med tiden lærte at afkode mængden af fare.
- Jeg tror, de fleste i området havde vænnet sig til granaterne og ligesom kunne fornemme på lyden, hvor langt væk de var. Man kan jo desværre vænne sig til meget.
Instruktøren tænker derfor ekstra meget på dem, han har arbejdet sammen med dernede, og ikke mindst de børn, der har delt deres historie med ham.
- De fleste af de børn, vi har haft kontakt med i den nye film, er faktisk i relativ sikkerhed i det vestlige Ukraine sammen med én af de voksne fra børnehjemmet, fortæller han.
Oleg og hans bedstemor Alexandra fra 'Olegs krig' er også kommet væk fra det østlige Ukraine, fortæller Simon Lereng Wilmont, der har holdt god kontakt med sine kilder.
- Jeg var faktisk nede og besøge Oleg og Alexandra i maj sidste år, hvor vi holdt en lille grillaften i deres gård. Dér var alt ligesom ved det gamle – det var nærmest, som om jeg slet ikke havde været væk, siger han med et smil.
'Det er klart, at nogle af scenerne var vildt hårde'
Simon Lereng Wilmont kom også tæt på børnene med sit observerende kamera under optagelserne af 'A House Made of Splinters'. Det gjorde han faktisk så godt, at han i januar vandt en instruktørpris på den kendte Sundance Filmfestival i USA for sit arbejde på filmen.
Når man ser den, virker det da heller ikke til, at børnene overhovedet tænker over, at de bliver filmet.
- Jeg gjorde meget ud af også at lave sjove ting med dem og lytte til dem, når de var kede af det. På et tidspunkt blev jeg bare Simon, og så fik jeg lov til at optage de mere følelsesmæssigt rå scener, fordi børnene nok snarere følte, det var rarere, jeg var der, end hvis jeg ikke var.
Simon Lereng Wilmont var derfor med, når drengene røg smøger i smug og fortalte uhyggelige historier til hinanden i mørket, og når pigerne sloges eller øvede sig på at danse ligesom de ukrainske popstjerner.
Men han fik altså også lov til at vise deres afsavn og modløshed, når forældrene for eksempel ikke besvarede deres opkald.
- Det er klart, at nogle af scenerne var vildt hårde. Jeg har aldrig filmet noget så sørgeligt før. Det er enorm frustrerende, for man vil så gerne hjælpe, men i mange af de her situationer var jeg jo magtesløs, siger Simon Lereng Wilmont.
- Jeg besluttede derfor, at jeg hellere ville vise deres situation, som den er, så min film kan få en form for indflydelse og på et tidspunkt bruges til at forbedre børnenes situation, tilføjer han.
Når Simon Lereng Wilmont siger "på et tidspunkt", skyldes det den nuværende krig i Ukraine.
- Selv hvis Ukraine forbliver ukrainsk, går jeg ud fra, at de fleste af midlerne – der i forvejen er sparsomme – bliver brugt på at bygge ting op igen. Og først derefter kan man begynde at tale om reformer, så det har nok desværre lange udsigter, siger Simon Lereng Wilmont slukøret.
Til gengæld glæder det ham, at han nåede at vise børnehjemsbørnene filmen, inden krigen brød ud.
- Vi lavede en filmdag, hvor børnene blev inviteret ind i den fineste biograf i den nærmeste storby. Mange af dem havde ikke set hinanden længe, fordi nogle havde fået plejefamilier eller var sendt på børnehjem, så der var en kæmpe gensynsglæde – og de fik også popcorn.
- Det var helt vildt, og de var simpelthen så glade, siger Simon Lereng Wilmont.
Og nu kan danskerne altså også se med.
I første omgang er filmen nemlig på plakaten, når CPH:DOX – en af verdens største dokumentarfilmfestivaler – løber af stablen i næste uge. Nærmere bestemt 23. marts frem til starten af april.
Her er 'A House Made of Splinters' i øvrigt nomineret til prisen Politiken:Dox. Filmen kan desuden streames via festivalen fra 1. til 10. april.