Lars von Trier, der står bag den aktuelle seriemorder-film, ’The House That Jack Built’, har efterhånden en del menneskers saboterede nattesøvn på samvittigheden.
Eksplosiv, brutal vold, afskårne lemmer og mord på både voksne og børn.
Alt sammen noget, der har resulteret i utallige historier om udvandringer blandt publikum.
En tilbagevendende kritik er dog, at 'The House That Jack Built' er for lang som film. Her kan man så ærgre sig over, at man ikke valgte at holde fast i den oprindelige plan om at lave den som tv-serie.
Lars von Triers største folkelige succes nogensinde er netop tv-serien ’Riget’ fra 1994.
En dybt original og fandenivoldsk sammenblanding af hospitals-soap, overnaturlig gyser og folkekomedie, der ikke bare fungerer, men faktisk hæver helheden langt over delenes værdi.
Det eksperimenterende hospitalsvanvid samlede dengang næsten det samme publikum som ’Vild med dans’ og ’Den Store Bagedyst’ gør nu. Lars von Trier var på forkant med både den kunstneriske brug af seriemediet og gyserseriens mainstreamsucces i disse år.
Serien gik verden rundt. Selveste Stephen King fik rettighederne til historien og omsatte den med blandet succes til en amerikansk version.
Lars von Trier selv fik desværre aldrig lavet de sidste fem afsnit, der skulle have været 13 afsnit i alt
Men jeg kan garantere, at de første to sæsoner er værd at (gen)se. Giv ’The Haunting of Hill House’ og ’American Horror Story’ en pause og dyk ned i ægte rendyrket uhygge. Her er de mest ubehagelige øjeblikke.
Introen med blegemændene
Da museet Brandts i Odense lavede en retrospektiv Lars von Trier-udstilling, blev introen fra ’Riget’ vist som en kunstfilm i loop, og det kan den faktisk sagtens bære.
Den er en slags popkunstværk i sin egen ret og vanvittigt uhyggelig. Ikke at der er nogen egentlige chok, men den kryber med det samme under huden på en, sætter stemningen og planter seriens grundfilosofi i seeren.
Man ser i tåget, udvisket slowmotion en mængde menneskelige skikkelser, der fugter store stykker hvidt lærred i en mose. Vi får at vide, at det er blegemændene, der hørte til på Rigshospitalets grund, før de blev 'skiftet ud med læger og forskere og landets bedste hjerner og mest fuldendte teknologi'.
Kameraet pannorerer ned gennem mosen, samtidig med at voiceover’en fortæller os, at 'porten til riget er begyndt at åbne sig på ny'.
'Riget' handler om kampen mellem videnskaben og noget overnaturligt ondt, der kryber ind i den rationelle verden og besætter mennesker. Og introsekvensen giver os på en super creepy måde en akut følelse af, at der altid er et aggressivt lag af kaos under civilisationens tynde, forfængelige fernis af fornuft.
Mary med klokken
Selvom jeg efterhånden har set 'Riget' mange gange, så er der et tidspunkt i slutningen af første afsnit, som jeg hver gang skal have overstået, før jeg slapper helt af, fordi det skræmte livet af mig i 1994. Det er det øjeblik, hvor vi første gang møder spøgelsespigen Mary (Annevig Schelde Ebbe), der spiller en central rolle i det gennemgående mysterium.
Jeg var en af dem, der ikke fik lov til at se ’Riget’, fordi mine forældre vurderede, at mit mentale helbred var vigtigere end mine muligheder for at være sej i skolen. Men på en måde var det næsten værre at høre om den lille pige, der græder i elevatoren end at se hende selv.
Fordi jeg ventede flere år på at blive gammel nok til at se serien, var der ret meget personlig ekstra suspense indlejret i scenen. Men seriens første rigtige chok er et studie i perfekt opbygning med historien om den gamle fru Drusse (Kirsten Rolffes), der i løbet af første afsnit hele tiden hører gråd fra elevatoren.
Til sidst leverer Kirsten Rolffes en af dansk filmhistories uhyggeligste replikker:
'Det lød som om, hun skrabede med neglene for at komme gennem taget på elevatoren og ind til mig,' lige inden hun kravler ind i elevatorskakten for at undersøge sagen.
Jeg får stadig lyst til at løbe skrigende væk, indtil kameraet hopper op i hjørnet af mørket, hvor en lille pige med mørke rander under øjnene sidder og ringer ildevarslende med en klokke.
Lillebror bliver født
I en serie med ubegribeligt meget WTF-potens er der en figur, der er så vild, at selv Søren Pilmark som realistisk zombie og dæmonen Åge blegner fuldstændig.
Første sæson kulminerer i slutningen af afsnit fire med introduktionen af Lillebror (Udo Kier), der bliver en ekstremt rørende og totalt vanvittig gennemgående person i anden sæson. Og hvilken introduktion.
I løbet af første sæson finder vi ud af, at Birgitte Raabergs figur, Judith, er blevet gravid med et foster, der udvikler sig unaturligt hurtigt og smertefuldt.
Da fosteret er 12 uger gammelt, er hendes mave enorm og ved at sprække, så de forsøger at fremprovokere en abort. Men på trods af tre dødelige indsprøjtninger fødes 'barnet' levende, og det sidste billede, vi får i første sæson af ’Riget’, er en voldsomt kaotisk fødsel, der ender med en voksen mands blodindsmurte hoved, der kommer skrigende ud af skødet på Judith.
Der er ikke mange full-frontal fødsler i vores mainstream-seriehistorie og absolut ingen som Lillebrors.
'Riget I' og 'Riget II' er tilgængelig på dvd og Bonanza.