Der er skam en grund, endda en rigtig god én af slagsen, til, at vi skal se Alex stå ud af sengen med en kæmpe stådreng i bukserne.
Det kan virke plat og drenget af instruktøren François Ozon, men for det første har vi allerede fået at vide, at Alex er veludrustet.
Det fandt vi ud af i scenen, hvor Alex kæntrede med sin båd og blev reddet af David, og Davids mor insisterede på at klæde Alex af, så han hurtigt kunne få et dejligt varmt karbad.
Vi så ikke, hvordan Alex så ud mellem benene, men Davids søde mor var i hvert fald imponeret.
Og for det andet er der al mulig grund til at vide, at 17-årige Alex vågner med jern på om morgenen.
Det er nemlig sådan, han er. Klar.
Han ligner måske nok en våd hund, og han famler forvirret gennem tilværelsen, men han har alle sanser åbne. Han suger til sig. Han er oppe at stå – klar til at knalde livet.
Den slags underbetydninger er franske François Ozon en mester i.
Pinligt hyggepikanteri
Han har fået et ry som fransk films provokatør, men der er altid en klar pointe med hans provokationer – som i 'Ung og smuk', én af hans bedste film, hvor en ung kvinde finder sig selv ved at blive prostitueret.
Den slags kan kun franskmænd slippe afsted med, men 53-årige Ozon – der altid er på ungdommens side – lod netop kvinden finde sig selv ved at gøre noget, den voksne verden slet ikke kunne acceptere.
'Ung og smuk' handlede altså ikke om en kvinde, der nedgør sig for mænds skyld, men om en kvinde, der gør sig fri.
Der er også en grund til, at Davids mor insisterer på at klæde fremmede Alex af, før han skal i bad. I en amerikansk film havde det været en klar krænkelse af Alex. Men hos franske Ozon er det hyggepikanteri.
Det er pinligt, men også pirrende for Alex, der er nysgerrig på sin redningsmand, David - og så understreger scenen, at Davids mor, der for nylig har mistet sin mand, stadig har en livsgnist.
Sådan sender Ozon os små signaler for at finde balancen i hans historier.
Når mænd tager dametøj på i Ozons film, og det gør de tit, både i 'Min nye veninde' og 'Sommeren '85', er det bestemt ikke, fordi der er noget galt med dem.
Det er heller ikke, fordi vi skal grine af dem. De gør det for at gøre sig fri, for at finde sig selv, sådan som Alex' Onkel Jacky, som blev udstødt af familien for at gå i dametøj, men som Alex' mor slår fast undervejs, holdt hun rigtig meget af Onkel Jacky. Han var sig selv – i modsætning til de andre mænd i Alex' familie.
Derfor er Alex' stådreng vigtig.
Trækker det vante i en ny retning
Den er et pejlemærke for Alex, et billede på hans livslyst, da han forelsker sig i to år ældre David, der er lige præcis den kærlighed, Alex ubevidst har fantaseret om.
Alle hans sanser bliver tændt. Og så vælter de to unge fyre gennem sommeren ved den pittoreske nordfranske kyst, i rendyrket 80'er-tøj, som var de tretusind Coca Cola-reklamer om ungdommelig livslyst mast sammen i samme film.
Det er helt klart en anden pointe fra Ozon.
Alex og David ligner et par perlevenner, som vi ofte har set dem i amerikanske ungdomsreklamer og film. De kunne være James Dean og Sal Mineo i 1950'erne i 'Vildt blod'. De kunne være Luke Skywalker og Han Solo.
Og Ozon trækker lige præcis de homoerotiske toner frem fra filmhistorien og forstærker dem – gør dem til noget naturligt, noget glædesfyldt og uproblematisk.
'Sommeren '85', der bygger på en roman af britiske Aidan Chambers, er en fantasi om en drømmesommer for en ung fyr med stådreng.
Det er, som Ozon selv har forklaret, den film, han havde lyst til at se, da han var 17 år gammel.
Det er måske ikke ligefrem verdens mest originale ungdomsfilm, men den gør noget ganske typisk for Ozon. Den tager alt det, vi er vant til at se, og trækker det i en ny retning – mod to fyre, der har det lige så fantastisk, som nyforelskede drenge og piger har haft det sammen på film siden tidernes morgen.
Derfor er der al mulig grund til at se Alex' morgenlyst.