Jeg ved ikke helt, hvad der skete med mig.

Normalt er jeg yderst professionel. Når jeg studerer kommende filmpremierer, er det med et nøgternt blik.

Hvilke film er vigtige og interessante? Hvilke er bare samlebåndsvarer og tidsfordriv?

Men med ’Bigbug’ mistede jeg simpelthen selvkontrollen. ’Den skal jeg se!!!’ udbrød jeg for mig selv – med hele tre udråbstegn, hvilket også er meget usædvanligt.

Jeg skulle blot kigge på et farvestrålende foto fra filmen, så var den professionelle fernis – pling – væk.

Det havde mest af alt at gøre med instruktøren bag ’Bigbug’, Jean-Pierre Jeunet. Han betyder ikke meget i nutidens filmverden, men for 20-30 år siden var han et fænomen – en finurlig filmmager, der satte film sammen, som et barn hjemmebygger fantastiske verdener af dimser og dingenoter.

Et stort legebarn

Der var bestemt også alvor i hans film.

Hans debut, ’Delicatessen’, foregik i en fremtidig verden, hvor civilisationen er bukket under, men hvor beboerne i en ejendom forsøger at leve et normalt liv, og fortrænge, at det kød, som slagteren nede i stuen sælger, stammer fra mennesker.

Og ’Den fabelagtige Amélie fra Montmartre’, hans store internationale gennembrud, fortalte om en ung kvinde, der endelig opdager hvad kærlighed er.

Men Jeunet er et stort legebarn, der elsker at sætte scener sammen, så de bliver små stykker poesi eller simpelthen bare en billedleg. Han er fantastisk til at bruge moderne filmteknologi til at udvide vores dagligdag, til at skabe magi i de små øjeblikke, i stedet for at skabe kæmpemonstre og vilde katastrofer ligesom alle andre.

Får orgasme på præcis samme tidspunkt

Nogen synes Jeunets film er for tuttenuttede eller for meget. Hans fantasifulde universer er åbenbart så svære at visualisere, at han i mange år har haft svært ved at samle penge til at få dem realiseret.

Men jeg elsker det overskud, den insisteren på, at tilværelsen her på kloden primært er en leg, der præger ’Delicatessen’ og ’Amélie’. Jeg elsker den måde, hans film er 100 procent franske – så meget, at man helt glemmer, at Frankrig også kan være populistiske politikere, formørkede terrorister og selvfed arrogance.

Jeg elsker scenen i ’Delicatessen’, hvor en gøglers malerbevægelser finder ind i samme rytme som en ensom kvindes cellospil, en husmors tæppebankeri, en ung mands cykelpumpning, en ældre dames strikning og samlejeknirkeri på øverste etage.

Jeg elsker den 9 sekunder lange montage af kvinder, der får orgasme på præcis samme tidspunkt i Paris i ’Amélie’.

Alle de fantastiske minder om en verden af lystig leg kom væltende tilbage til mig i det øjeblik, jeg så et farvestrålende foto fra ’Bigbug’, Jeunets første film i 9 år. Den skulle jeg bare se!!! … velvidende, at det er meget længe siden, Jeunet var i topform med ’Amélie’.

Jeg kunne – og det vidste jeg godt et sted derinde i mit romantisk bankende filmhjerte – næsten kun blive skuffet.

Vælter med sjove dingenoter

Det er en herlig idé, Jeunet har fået med en fremtidsverden, hvor en flok magelige og pyntesyge mennesker bliver spærret inde i hjemmet af deres husrobotter, der så gerne vil lære at være menneskelige.

Den farveglade verden er fantastisk at se på. Det vælter med sjove dingenoter og visuelle robot-jokes, som kun Jeunet kan finde på.

Men Jeunet har også forelsket sig så meget i sit visuelle univers, at han glemmer en fremdrift – en god historie.

Pillet fra hinanden, scene for scene, er der mange vidunderlige øjeblikke, som da vi får at vide, at ægteparret i huset adopterede deres teenagedatter dengang Holland blev oversvømmet. Og så hører vi ikke mere om den sag.

Eller da husets robothusholderske tilbereder middagen med en rasende effektivitet.

Det er tydeligvis de detaljer, Jeunet har forelsket sig i. Nogle spændende pointer om kunstig intelligens eller om menneskehedens fremtid – eller bare en god og spændende historie – har han til gengæld ikke tænkt over.

Det fravær fylder desværre rigtig meget i ’Bigbug’.